Underernæring hos ældre er farligt Se relaterede produkter

Underernæring hos ældre er farligt

Det skønnes, at hver femte ældre i plejebolig eller hjemmeplejen er under- eller fejlernæret. Din krop har brug for energi og styrke til at stå imod sygdomme, og det får du blandt andet via en proteinrig og kalorietæt kost. Her guider vi dig til de gode råvarer og nødvendige vitaminer.

Det skønnes, at hver femte ældre i plejebolig eller hjemmeplejen er under- eller fejlernæret. Det er rigtig mange, og det kan være farligt, fordi underernæring gør det sværere at restituere og ofte fører til genindlæggelser hos ældre og svage borgere.

Mange oplever at blive småtspisende eller helt at miste appetitten, når de bliver ældre. Det kan have mange årsager; foruden sygdom og indlæggelse, kan en ændret smags- og lugtesang, ensomhed, forstoppelse, fysisk inaktivitet eller et stort tobaks- og alkoholforbrug også være medspillende faktorer.

Når appetitten svigter, kan det være svært at få den næring, kroppen behøver for at fungere optimalt. Og det kan være rigtig svært at genvinde sin normalvægt, når først man som ældre har oplevet et uønsket vægttab.

Hvad er underernæring?

Vores krop gennemgår en stor forandring, når vi bliver ældre. Det er uundgåeligt, at vi mister en del af vores knogle- og muskelmasse, og kroppen fylder helt naturligt mindre. Derfor er det i sig selv ikke et problem, hvis ældre har en lav kropsvægt.

Det, man dog skal være opmærksom på, er, hvor stort det uønskede vægttab har været, ligesom at et tydeligt tegn på underernæring er manglende appetit. Et vægttab kan føre til et lavere energiniveau, og når den ældre mister lysten til at være fysisk aktiv, forringes livskvaliteten, og så begynder det at blive farligt.

Nogle ældre er mere disponerede for underernæring. Det gælder blandt andre indlagte på hospitalerne, fordi de ofte har været småtspisende og oplevet et uønsket vægttab inden indlæggelsen. Derudover er personer med tygge- og synkebesvær grundet dårlig mundhygiejne eller sygdomme som demens og Parkinsons også særligt disponeret for underernæring.

Kosten er essentiel

Underernæring hos ældre borgere skyldes ofte en kombination af mangel på protein og kalorier, og derfor er det vigtigt, at du tænker det ind i din kost. Det er en god idé at spise efter de officielle kostråd, som anbefaler et indtag af bælgfrugter, fisk, kød, æg, nødder og mejeriprodukter hver uge.

Når du bliver ældre, falder dit energibehov. Det skyldes blandt andet, at du er mindre fysisk aktiv, og det bevirker en reduceret muskelmasse. Derfor skal du skære ned på de søde sager som slik, kage, kiks, chips, sukkerholdige drikkevarer og alkohol. Alt sammen for at få mere plads til den gode, sunde kost, som din krop har brug for at holde sig sund længere.

>> Her kan du læse mere om at få næring nok

De vigtige vitaminer

Kroppen har brug for de rette vitaminer og mineraler for at holde sig sund og stærk. Det er muligt at spise sig til meget via kosten, men hvis du oplever manglende eller nedsat appetit, kan et vitamintilskud være en rigtig god idé.

Sundhedsstyrelsen anbefaler et dagligt tilskud på 20 mikrogram D-vitamin og 800-1000 mg calcium hele året til alle personer over 70 år samt beboere på plejecentre. Kombinationen hjælper til at modvirke et tab af knoglemasse, afkalkning af knoglerne og knogleskørhed.

Derudover er det en god idé at supplere med en multivitaminpille for at være sikker på, at du får dækket din krops vitaminbehov. Det gælder blandt andet C-vitamin og det vigtige B12-vitamin, der har betydning for dannelsen af nye blodlegemer. Er du i tvivl, om du får nok vitaminer og mineraler, så tal med din læge eller spørg på apoteket.

>> Læs mere om vitaminer til seniorer her.

Ernæringsdrikke som supplement

Hvis appetitten svigter, er det svært at få alle de næringsstoffer, som kroppen har brug for. Det kan ofte være nemmere at indtage føde i flydende form, og her kan ernæringsdrikke være et rigtig godt supplement.

En ernæringsdrik kan sagtens erstatte et helt måltid, fordi den indeholder lige så meget næring og energi. På apoteket finder du flere forskellige varianter. Spørg os til råds, hvis du er i tvivl om, du får nok næring.

>> Du kan købe ernæringsdrikke i apotekerens webshop her

 

Kilder: sundhed.dk, Sundhedsstyrelsen, netdoktor.dk, altomkost.dk

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen