Lanolin creme kan klare alt fra ømme brystvorter til tør babyhud. Lanolin er et naturmiddel med blødgørende egenskaber. Lanolin creme danner et beskyttende lag på huden, der gør den mere modstandsdygtig over for slid. Derfor er lanolin ofte brugt i forbindelse med amning.
Lanolin er et naturligt fedtstof, som udvindes fra ulden hos får. Det er den samme slags fedt, som beskytter fårets hud mod vind og vejr. Når lanolin bliver renset og forarbejdet korrekt, bliver det til en tyk, gulhvid creme, som er både blødgørende, antibakteriel og antiinflammatorisk. Den er uden parfume, farve, smag eller noget andet, der kan genere dig og baby.
Når du ammer, er dine brystvorter på overarbejde. Det er en ny form for slid, som huden ikke er vant til. Selv med den helt rigtige sutteteknik, kan brystvorterne blive røde og ømme. Lanolin creme er sikkert at bruge, når du ammer. Lanolin er et naturprodukt uden skadelig kemi, og baby må gerne få det i munden. Derfor må du også bruge det lige så tit, du vil.
Du kan med fordel begynde at bruge lanolin creme allerede i graviditeten for at pleje og forberede dine brystvorter.
Lanolin creme kan bruges ved behov, og du behøver ikke tørre cremen af inden amning. Får du ikke brug for den til amning eller har du en rest, når du stopper med at amme, har lanolin også mange andre anvendelsesmuligheder. Udover at være god til at beskytte brystvorterne kan den bruges til tørre hænder, neglebånd og røde numser.
Lanolin er genial som læbepomade. Den tykke konsistens beskytter læberne og holder længe. Du kan også bruge den på hælrevner om natten, hvis du gerne vil forkæle dine fødder lidt ekstra.
På brystvorterne smøres lanolin direkte på efter hver amning. Cremen er drøj i brug, og du behøver kun et lille lag. Til læber, hænder og fødder kan du bruge den som enhver anden fed creme. Cremen bliver mere fast, når den er kold. Du kan varme den op mellem fingrene, hvis den er svær at fordele på huden.