Kvinders kroppe forandrer sig gennem livet. Hormoner, menstruation, graviditet og overgangsalder kan alt sammen påvirke energi, humør og velvære.
Flere kvinder oplever jernmangel, når de er i den fertile alder. Hvis du er gravid, har kraftige menstruationer eller spiser begrænset med kød, skal du være opmærksom på dit jernindtag.
Jern som kosttilskud findes i forskellige former og styrker. Nogle produkter er skånsomme mod maven, mens andre er kombineret med C-vitamin, som øger optagelsen.
Planlægger du at blive gravid, er folsyre et af de vigtigste tilskud. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at kvinder, der planlægger graviditet, tager 400 mikrogram folsyre dagligt fra graviditeten planlægges og til og med 12. graviditetsuge.
Folsyre bidrager til normal celledeling og er vigtig i fosterets tidlige udvikling. Der findes både rene folsyretilskud og graviditetsvitaminer, hvor folsyre indgår sammen med andre relevante næringsstoffer D-vitamin.
Perimenopausen og overgangsalderen er en naturlig del af livet som kvinde, men det betyder ikke, at den altid føles nem.
Mange kvinder oplever symptomer som for eksempel hedeture, nattesved, uro i kroppen, humørsvingninger, tørre slimhinder, smerter i muskler og led og en søvn, der ikke længere er så stabil som før. Måske kan du genkende, at energien svinger mere, eller at kroppen reagerer anderledes, end den plejer. Det skyldes især, at niveauet af østrogen falder, og det påvirker flere af kroppens funktioner.
Kosttilskud til kvinder i overgangsalderen er udviklet til at støtte kroppen i en periode, hvor hormonerne forandrer sig. Mange produkter indeholder planteekstrakter som rødkløver eller salvie, der traditionelt er blevet brugt mod hedeture og svedtendens. Rødkløver indeholder planteøstrogener, som i kroppen kan have en mild østrogenlignende effekt. For nogle kvinder kan det være med til at dæmpe symptomerne.
Derudover finder du ofte vitaminer og mineraler i tilskud til overgangsalderen. D-vitamin og calcium er særligt relevante, fordi knogletætheden falder hurtigere op til og efter menopausen. Et dagligt tilskud kan være med til at vedligeholde normale knogler. B-vitaminer kan støtte energiniveauet og bidrage til at mindske træthed, mens magnesium kan have betydning for muskler og nervesystem, særligt hvis du oplever uro eller spændinger.
Nogle produkter har også fokus på hud og slimhinder. Når østrogenniveauet falder, kan huden føles mere tør og mindre spændstig. Her kan tilskud med for eksempel omega-3-fedtsyrer eller kollagen være en del af indsatsen for at støtte huden.
Det er vigtigt at huske, at perimenopausen og overgangsalderen opleves forskelligt fra kvinde til kvinde. Nogle har kun få gener, mens andre har brug for ekstra støtte i en periode. Kosttilskud er ikke en erstatning for en sund livsstil, men de kan være et godt supplement.
Underlivets balance er sårbar. Antibiotika, menstruation, samleje, stress eller hormonelle forandringer kan forstyrre den naturlige bakterieflora i skeden.
Kapsler med mælkesyrebakterier er udviklet til at støtte den vaginale balance indefra. De findes som vaginale eller orale kapsler og indeholder særligt udvalgte bakteriestammer, som naturligt findes i en sund skedeflora.
I en sund skede dominerer mælkesyrebakterier, som holder miljøet surt. Den lave pH-værdi gør det sværere for uønskede bakterier og svamp at få fodfæste. Hvis balancen forstyrres, kan pH-værdien stige. Her kan et tilskud med mælkesyrebakterier være en hjælp til at genetablere den naturlige flora.
Det er vigtigt at huske, at mælkesyrebakterier ikke kan erstatte behandling ved en reel infektion. Oplever du kraftig lugt, smerter eller vedvarende gener, bør du kontakte lægen for at få stillet den rette diagnose.