Ældning af huden
Især når du har passeret de 40, begynder alderen at sætte sine spor på huden. Læs her, hvad der sker i din hud, når den ældes.
Med alderen går cellefornyelsen i din hud langsommere. Hudens bindevæv bliver ikke gendannet med samme hastighed, som da du var ung, og antallet af cellelag i overhuden falder. Det betyder, at din hud bliver tyndere og får færre celler til at binde vand. Hudens vandindhold bliver mindre - og når vandindholdet falder, bliver huden mindre smidig og fyldig. Huden bliver også mere tør.
Også i læderhuden, som er laget under overhuden, sker der forandringer. I ung hud er læderhuden tæt, fast og elastisk, som en ny stram elastik. Men med tiden kommer der huller i bindevævet, så det ikke længere hænger så godt sammen. Bindevævet bliver svagere, klumper sammen og falder lidt fra hinanden. Dette viser sig som fine rynker, det andre vil betegne som ældning af huden. Især ultraviolet lys kan fremskynde nedbrydningen af bindevævet, så det mister elasticitet og ikke hænger sammen. Rygning fremskynder også aldersforandringerne. Den naturlige kronologiske aldringsproces vil naturligvis også altid spille ind og efterhånden føre til tydeligere ændringer i hudens overflade i form af rynker og furer.
Det er ikke kun hudens udseende, der ændrer sig. Også hudens funktion og evne til at beskytte dig bliver dårligere. De celler, der producerer beskyttende hudfedt bliver mindre aktive, og barrieren af naturlige fedtstoffer bliver derfor svagere, så huden lettere bliver irriteret og udtørret.
Det bedste, du kan gøre for at forsinke hudens ældning, er at passe godt på din hud både udefra og indefra. Giv huden den nødvendige beskyttelse mod udtørring og sollys, og sørg for at leve og spise sundt. Uanset hvor godt du plejer din hud udefra, så kan ingen creme opveje dårlig kost, mangel på søvn, overdreven solbadning, rygning og stress.
Undgå ældning af huden
Så for at undgå ældning af din hud, skal du gøre følgende:
- stop med ryge
- få din faste nattesøvn
- spis sundt
- undgå overdreven sol
- mindre stress