Voksprop i øret? Sådan fjerner du ørevoks skånsomt
En voksprop i øret kan give en ubehagelig fornemmelse af tryk, nedsat hørelse og i nogle tilfælde susen eller smerter. Mange oplever problemer uden at vide, hvorfor det opstår, eller hvordan man fjerner ørevoks på en skånsom måde derhjemme. Her får du overblik over, hvad ørevoks er, hvorfor der kan opstå en voksprop, og hvad du trygt kan gøre for at forebygge og behandle problemet.
Hvad er ørevoks?
Ørevoks er et naturligt voks, som dannes af kirtler i den yderste del af øregangen. Ørevoksens vigtigste funktion er at beskytte øret ved at holde øregangen ren og fri for snavs, støv og bakterier. Normalt bevæger ørevoksen sig langsomt ud af øret af sig selv, hvor den tager små partikler med sig.
I nogle tilfælde kan ørevoksen dog blive mere sej eller tør, hvilket gør det sværere for den at komme ud naturligt. Når ørevoksen ikke kan transporteres ud af øret som normalt, kan den ophobe sig og skabe problemer.
Hvad er en voksprop?
En voksprop opstår, når ørevoks samler sig og danner en prop, der helt eller delvist blokerer øregangen. Det kan give en følelse af tryk i øret og påvirke hørelsen.
I mange tilfælde kan en voksprop behandles derhjemme ved at blødgøre ørevoksen på en skånsom måde, så den lettere kan løsne sig. Hvis problemet fortsætter eller forværres, kan det dog være nødvendigt at få professionel behandling. Fx i tilfælde af stærke smerter, feber eller øreflåd eller hvis egen behandling ikke virker.
Symptomer på voksprop i øret
En voksprop i øret kan give forskellige gener, som ofte udvikler sig gradvist. Symptomerne kan variere fra person til person, og du kan opleve et eller flere af følgende tegn:
- Nedsat hørelse eller en fornemmelse af, at lyden bliver dæmpet
- En trykkende eller “lukket” fornemmelse i øret
- Kløe eller ubehag i øregangen
- Smerter i øret, især hvis huden i øregangen er blevet irriteret eller inficeret
- Susen eller ringen for ørerne
- Svimmelhed eller en følelse af ubalance
Et almindeligt tegn på ørevoks er, at ubehaget forværres efter badning eller brusebad. Vand kan sætte sig fast mellem trommehinden og ørevoksen, hvilket kan øge trykket og midlertidigt forringe hørelsen. Ved vedvarende svimmelhed eller smerter bør du tale med din læge.
Hvorfor får man voksprop?
Der er flere faktorer, som kan gøre det sværere for ørevoksen at bevæge sig naturligt ud af øret. Brug af høreapparater, ørepropper eller hovedtelefoner, som sidder tæt i øregangen, kan forhindre ørevoksen i at komme ud. Det samme gælder, hvis man ofte renser ørerne med vatpinde, da ørevoksen i stedet kan blive skubbet længere ind i øregangen.
Hos nogle mennesker er ørevoksen naturligt mere sej eller tyk, hvilket øger risikoen for, at der dannes en voksprop. Ørevoksen kan desuden blive ekstra sej, hvis der kommer vand i ørerne, for eksempel i forbindelse med bad eller svømning, hvilket kan forværre generne.
Forebyg og behandl voksprop derhjemme
Både forebyggelse og behandling af voksprop handler om at hjælpe ørevoksen med at bevæge sig naturligt ud af øret. En skånsom ørespray med olie kan være en effektiv løsning, både hvis du allerede oplever ubehag, og hvis du vil mindske risikoen for, at en voksprop opstår igen. Når ørevoksen bliver blødere, får den lettere ved selv at løsne sig og komme ud af øret. Samtidig kan regelmæssig brug hjælpe med at forebygge, at ørevoks hober sig op og danner en voksprop. Du bør dog ikke bruge ørespray med olie ved mistanke om hul på trommehinden
3 tips til at forebygge vokspropper
- Undgå at pille i øregangen
Selvom det kan være fristende, så undgå at pille i øregangen. Det gælder både med vatpinde og fingrene. Det kan irritere øret, øge risikoen for infektion og give mere ørevoks. Vatpinde kan skubbe ørevoks længere ind i trommehinden, hvor den kan sætte sig fast og danne en voksprop.
- Giv dine ører en pause fra hovedtelefoner og ørepropper
In-ear hovedtelefoner og ørepropper kan også skubbe ørevoks længere ind i øret, hvilket gør det sværere for den at komme ud naturligt. Derfor er brugen af hovedtelefoner og ørepropper en almindelig årsag til vokspropper. Overvej at skifte til over-ear hovedtelefoner og undgå ørepropper, når det er muligt.
- Rens dine ører forsigtigt derhjemme
Hvis du ofte får ørevoks eller bruger høreapparater, kan det være en god idé at anvende et oliebaseret, voksopløsende produkt forebyggende. Det hjælper med at blødgøre og fjerne overskydende ørevoks, understøtter ørets naturlige rengøringsfunktion og kan reducere risikoen for, at ørevoks ophober sig. Husk altid at læse indlægssedlen grundigt før brug.