Hudpleje til forskellige hudtyper og -tilstande Se relaterede produkter

Hudpleje til forskellige hudtyper og -tilstande

Den korrekte hudplejerutine afhænger af din hudtype og hudtilstand. Men hvad karakteriserer din hud, og hvilke produkter skal indgå i den daglige rutine? Det guider prisvindende kosmetolog Sara Lorentsen dig til, ligesom hun giver sine anbefalinger til konkrete must-have produkter.

Normal, fedtet, sensitiv og kombineret. Kært barn har mange navne, og det kan være svært at finde hoved og hale i de mange produkter og hudplejerutiner, der findes på markedet. Uanset hvad, gør du dig selv en tjeneste ved at få bestemt din hudtype, så du kan give din hud den optimale pleje. Det bringer det bedste frem i din hud og ælder den mere yndefuldt.

Kosmetolog og ejer af Sara Lorentsen Skin Expert, Sara Lorentsen, giver dig her sine bedste råd til at bestemme hudtype, forstå de mange sæsonbestemte hudtilstande og de optimale produkter. 

Hudtyper og hudtilstande

Mange mennesker forveksler hudtype og hudtilstande. Hudtypen er du født med, den ligger i genetikken og kan også være bestemt af nationalitet. Hudtilstande derimod er sæsonprægede og kan eksempelvis blive udløst af stress, bestemte madvarer og sæsonskifte.

Hudtilstande dækker blandt andet over akne, perioral dermatitis (rødme/udslæt), hudirritationer samt tør og dehydreret hud. Fælles for dem alle er, at de ikke er permanente. Det betyder, at huden om vinteren kan være tør og tre måneder senere føles olieret.

”I modsætning til hudtilstande, er vi født med en bestemt hudtype. Men det betyder ikke, at vi ikke kan forbedre den. Det er faktisk muligt at træne sin hud til at være mere smidig, stærk og en bedre udgave af sig selv. En fedtet hud kan reguleres, så den ikke skinner, ligesom en sensitiv hud kan opbygges, så den ikke rødmer hele tiden. Men det kræver en indsats,” forklarer Sara Lorentsen.

>> Hudpleje til din hudtype

De forskellige hudtyper

Der findes mange forskellige hudtyper, og de kræver hver sine indsatsområder og behandling for at fremstå bedst muligt. Sara Lorentsen giver her sine bedste råd til hver enkelt.

  • Normal hud
    Denne hudtype er karakteriseret ved hverken at være for fedtet eller for tør. Der er ingen synlige porrer, men samtidig er porrerne ikke for små, som hvis man var dehydreret.

    ”Nogle mennesker er bare født med en flot, normal hud. Dog er det vigtigt, at du stadig passer på, for du kan hurtigt få generende hudtilstande, hvis du ikke tænker over din livsstil. Derudover kan vi ikke komme udenom alderen, men styrker du huden, kan den ældes mere yndefuldt.”

>> Hudpleje til normal hud

  • Fedtet, olieret hud
    Ved denne hudtype skinner huden, og du vil se aftræk, hvis du dupper med fingrene eller en serviet. Fedtet hud er ikke det samme som svedig hud, det er derimod en overproduktion af talg eller sebum, der giver huden sin olierede overflade.

    ”Den fedtede hud er let at genkende, men der er tiltag, du kan gøre for at forbedre den. Det er en god idé at være opmærksom på, om din hud reagerer eller slår ud af eksempelvis konserveret mad, alkohol, gluten, raffineret sukker eller lignende. Gør den det, kan du med fordel skære ned på mængderne.”

>> Pleje til fedtet, olieret hud

  • Sensitiv hud
    Den sensitive hud reagerer med rødme og opblussen på forskellige faktorer. Det kan være stærkt krydret mad eller nye hudplejeprodukter, tør/kold luft, stress eller nervøsitet.

    ”Har du en sensitiv hud, skal du ikke være bange for at arbejde aktivt med den. Rigtig mange med sensitiv hud bruger kun produkter til den hudtype, men det er en dårlig idé. Gør i stedet en indsats ved at aktivere den og gøre den stærkere. Det er bare vigtigt, at du ikke klør på med nye produkter, men gradvist introducerer dem. En sensitiv hud har godt af C-vitamin og zink, og døjer du samtidig med maven, er mælkesyretabletter en god idé. Det kan også have en effekt på din huds tilstand.”

>> Hudpleje til sensitiv hud

  • Kombineret hud
    En kombineret hudtype er meget udbredt og kan blandt andet være karakteriseret ved en olieret t-zone og tørre/sensitive kinder.

    ”Der findes mange forskellige variationer på en kombineret hudtype, og det kan være svært at give den rigtige pleje. Har du en sensitiv/olieret hud, er det oplagt at behandle den som sensitiv. Men afhængig af kompleksiteten kan det være en god idé at få hjælp fra en kosmetolog for at finde den korrekte behandling af netop din hud og dens kombination.”

>> Hudpleje til kombineret hud

En god allround hudplejerutine

Den mest optimale hudplejerutine er skræddersyet til din specifikke hudtype og tilstand i huden. Kosmetolog Sara Lorentsen deler dog her en allround pleje, som er en god base til alle hudtyper.

”Alle hudtyper bør have en base af A-vitamin, peptider og frugtsyre. Så er du godt dækket ind og kan bygge videre derfra. Det er jo en jungle at finde rundt i produkter, så derfor mener jeg ikke, at en plejerutine skal have mere end fem trin for at holde det overskueligt.”

  1. En god rens, der passer til din hudtype – eller en rensemælk, der passer til alle hudtyper, da den er blidere mod huden.
  2. En toner, meget gerne med frugtsyre. Syren kan du også få fra en ansigtsmaske.
  3. Et fugtserum, gerne med hyaluronsyre og peptider.
  4. En god creme, gerne med A-vitamin.
  5. Sidst men ikke mindst; en god solfaktor, som beskytter dig mod solens farlige stråler.

”Du kan overveje at skifte lidt ud i produkterne, afhængig af din hudtilstand. Bliver din hud dehydreret om vinteren, skal du måske bruge en lipidrig olie efter din dagcreme om vinteren og et vandbaseret fugtserum før din dagcreme om sommeren,” siger Sara Lorentsen.  

Gode produkter på apoteket

Du behøver ikke at gå i en specialbutik for at finde de bedste hudplejeprodukter. Apoteket har et stort og velassorteret udvalg, og Sara Lorentsen guider dig her til sine favoritter og små hacks.

  • Produkter og cremer med A-vitamin nærer vores hud og er én af de tre vigtige ingredienser, du skal have i din base.
  • Tea Tree Oil er genial til fedtet hud og urenheder.
  • Plastre mod forkølelsessår er ligeledes meget effektive mod urenheder. Dup først med Tea Tree Oil og sæt derefter et plaster på natten over. Det sikrer også, at du ikke kommer til at pille i dine urenheder.
  • Har du virkelig irriteret, sensitiv hud, tenderende til rosasea med ildrød næse og kinder, er en creme med zink fantastisk. Det dulmer irritationen hurtigt.
  • Aloe vera er helt perfekt efter en lang dag i solen.
  • Faktisk er gaze meget bedre at påføre sin toner med end vatrondeller. De suger ikke så meget, så du undgår at bruge for store mængder og få et større spild af dine produkter. Samtidig kan du komme godt bag og rundt i krogene ved ørerne, hvor vi faktisk har lige så mange hudorme som på næsen.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen