Er du tør i munden? Se relaterede produkter

Er du tør i munden?

Det skønnes, at en femtedel af befolkningen har problemer med tørhed i munden. Det medfører ofte ubehag og opstår, når dine spytkirtler ikke producerer nok spyt. Vedvarende mundtørhed kan blandt andet skyldes medicinindtag, sygdom eller stress.

De fleste af os kender følelsen af ikke at have nok spyt i munden. Op til en eksamen, inden et stævnemøde, under et raserianfald eller efter en lang løbetur. Det er helt almindeligt, at spytproduktionen på den måde bliver periodisk påvirket, hvis man er nervøs, stresset eller vred.

Tørhed i munden kan dog også være mere vedvarende og forbundet med et stort ubehag. Her er det vigtigt at være særlig opmærksom og eventuelt søge vejledning hos din læge. For lider du af vedvarende spytmangel, kan det være tegn på ubalance i kroppen.

Symptomer på mundtørhed

Vedvarende mundtørhed opstår ofte som følge af medicinindtag eller forskellige sygdomme som Sjögrens syndrom, diabetes eller stress. Personer, der får kemoterapi eller er i strålebehandling, kan opleve tørhed i munden som følge af deres behandling. Eller også kan problemet skyldes, at slimhinden i munden gennem årene har været angrebet af infektioner, der har skadet spytsekretionen.

Tørhed i munden er fornemmelsen af ikke at have tilstrækkeligt spyt i munden. En klæbende tør fornemmelse, som kan gøre det svært at synke og føles som om, at tungen svulmer op.

Almindelige symptomer er:​

  • Tale- og synkebesvær.
  • En tør følelse i halsen.
  • Sår i munden.
  • Infektion i munden.
  • Tørre læber.

Spyttets funktioner

Mennesket udskiller 0,5-1,0 liter spyt i døgnet. Det har mange vigtige funktioner og er blandt andet afgørende for, at du kan smage, fordi spyt opløser smagsstofferne i din mad. Det hjælper os desuden til at tale, tygge, synke, og så beskytter det slimhinderne mod infektioner. Spyt modvirker også huller i tænderne, fordi det fjerner madrester og dræber bakterier.

Vedvarende tørhed i munden er meget udbredt, og cirka en femtedel af befolkningen har problemer med generende, reduceret spytproduktion. Fænomenet stiger med alderen, og det skønnes således, at hele 40% af alle over 70 år har problemer med tør mund.

Hvad kan du selv gøre?

Oplever du korte perioder med mundtørhed som følge af anstrengelse, nervøsitet, stress eller ophidselse, kan du lindre det ved at drikke mere væske. Du kan også sutte på særlige spytstimulerende pastiller, som fremmer spytsekretionen og beskytter tænderne. Pastillerne er sukkerfri og fås på apoteket.

Mange oplever desuden, at munden føles særligt tør om natten, og det kan forstyrre nattesøvnen. Her anbefales det at gurgle munden ekstra godt med vand eller bruge kunstigt spyt. Køb kunstigt spyt her

Du er altid velkommen til at tale med personalet på apoteket om, hvilke produkter der bedst kan lindre din tørhed i munden.

Hvornår skal du opsøge læge?

Oplever du en mere kronisk tørhed i munden, som ikke kan lindes med ovenstående præparater, bør du opsøge egen læge, da det kan være tegn på mere alvorlige sygdomme. Både psykiske og fysiske tilstande kan føre til mundtørhed og udtørrede slimhinder, så det er vigtigt at være opmærksom.

En hyppig årsag kan desuden være medicinindtag. En lang række lægemidler har desværre den bivirkning, at de giver tørhed i munden. Det gælder eksempelvis for midler, der virker vanddrivende, antidepressive, blodtrykssænkende, beroligende eller medicin mod Parkinsons sygdom.

Får du flere forskellige lægemidler, øger det risikoen for mundtørhed. Da brugen af lægemidler som regel stiger med alderen, kan det være en af forklaringerne på, at mange ældre lider af tørhed i munden. Du bør tale med din læge om eventuelle ændringer i din medicin, hvis du har store problemer med mundtørhed.

Vær opmærksom på mundhygiejnen

Lider du af nedsat spytproduktion, har du større risiko for at udvikle tandkødsbetændelse, huller i tænderne og infektioner og kronisk dårlig ånde forårsaget af ophobet plak i munden. Det kan derfor være en rigtig god idé at gå oftere til tandlæge, hvis du lider af tør mund.

Derudover kan det besværliggøre brugen af protese, og du er også mere tilbøjelig til at blive ramt af svamp i munden, hvis du lider af mundtørhed. Læs mere om svamp i munden her.

Din tandlæge kan konstatere, om du har en nedsat eller manglende spytsekretion og kan give dig vejledning om kost og mundhygiejne. Læs mere om mundhygiejne her.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen