Kom den røde blenumse til livs Se relaterede produkter

Kom den røde blenumse til livs

Gemmer der sig en rød numse under dit barns ble? Så fortvivl ikke. Der er flere ting, du kan gøre for at holde huden blød og fin samt hjælpe eksemen til livs, når først numsen er blevet rød irriteret.

Har du små børn, har du sikkert prøvet at stå med en rød numse, der klør og irriterer barnet. Som forælder kan du måske komme til at tænke, at du ikke har været omhyggelig nok med dit barns hygiejne. Men en rød babynumse er et helt almindeligt fænomen, som ikke altid kan undgås helt.

Under en ble er der nemlig varmere, fugtigere og højere surhedsgrad end på resten af kroppen. Samtidig kommer huden i bleområdet i tæt kontakt med urin og afføring, der ligesom andre kemikalier ikke er sunde for huden. Den kombination betyder, at huden på en babynumse nemmere bliver irriteret, rød og udvikler eksem.

Børn med mere sart hud eller tendens til eksem har nemmere ved at udvikle en rød blenumse end andre.

Få styr på hygiejnen

Heldigvis er der flere ting, du kan gøre for at bevare den fine og bløde babynumse. Det vigtigste er at skifte bleen regelmæssigt og være opmærksom på lugt, så du får skiftet bleen, så snart der er afføring

Sørg for at vaske huden ren og tør den forsigtig. Du kan for eksempel bruge en blød klud eller vat opvredet i vand. Du kan også vælge at rengøre babys numse med olie. Bruger du sæbe, skal du vælge et mildt og uparfumeret produkt, som skal skylles grundigt af bagefter. Det er vigtigt, at du altid vasker forfra og bagud, så du ikke kommer til at tørre bakterier fra numsen om til kønsdelene.

Når numsen er blevet ren, er det en god idé at lade huden lufttørre. Lad derfor barnet rende rundt med bar numse i lidt tid, inden du giver ble på igen. Har du ikke tid til lufttørring, kan du også bruge en hårtørre ved lavt blus og lav varme et kort øjeblik. Sørg for, at bleen ikke sidder for tæt, da det gør det sværere for huden at ånde.

Du kan forebygge hudirritation ved at bruge hudplejeprodukter i forbindelse med bleskiftet, som er særligt egnede til den sarte hud omkring bleområdet. Find et udvalg af cremer, salver og olier til babyer her.

Når numsen er blevet rød

Hvis dit barn allerede har udviklet en rød numse, skal du tage dig endnu bedre af den følsomme babyhud. Skift bleen endnu hyppigere og lad barnet gå med bar numse flere gange dagligt. Smør et tyndt lag vandbeskyttende barrierecreme på to til tre gange dagligt for at undgå, at huden bliver yderligere irriteret.

Undgå skumvaskeklude, da de kan føles ru og ubehagelige mod den irriterede hud. Brug i stedet en tot vat med lidt olie på. Det er især godt, hvis du skal fjerne et hudplejemiddel eller fjerne afføring i tætte hudfolder.

Hvis din baby har tendens til en rød numse, kan du også skifte bletype, da det ikke er alle bleer, der er lige gode for huden. Gå gerne efter en ble uden kemikalier eller parfume. Nogle foretrækker stofbleer, men som udgangspunkt er moderne engangsbleer bedst, da de absorberer bedre og derfor holder huden mere tør.

Vær opmærksom på hudinfektioner

Har huden været udsat for irritation over en længere periode, kan dit barn udvikle en hudinfektion kaldet gærsvamp (Candida) eller bakterier som stafylokokker. Udslæt med gærsvamp viser sig ofte med betændelsesknopper og afskalning i randen af udslættet. Udslættet sidder typisk i hudfolderne.

Stafylokokker viser sig i stedet typisk som sår, der også kan have væskeblærer. Huden kan være mere rød end vanligt samt varm og hævet.

Har du mistanke om, at dit barn har fået svamp eller en bakterieinfektion, skal du kontakte din læge med det samme. Her får du en behandling, som kan komme hudsygdommen til livs. Du må ikke bruge almindelig creme eller salve, hvis dit barn har væskende sår.

 

Kilder: apoteket.dk

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen