Hvorfor gøre en myg til en elefant? Se relaterede produkter

Hvorfor gøre en myg til en elefant?

Myg hører til blandt sommerens plager, både i Danmark og på rejsemål rundt omkring i verden. Trods sin beskedne størrelse kan myggen skabe stor irritation, ubehag og smertefuld hævelse omkring stikkestedet. Heldigvis findes der en række produkter og gode råd på apoteket, der kan minimere problemets omfang.

Naturligvis er der forskel på, hvem myggene falder for og føler sig tiltrukket af. Det afhænger blandt andet af vores kropsvarme, den kulilte vi udsender gennem hud og mund samt de personlige duftstoffer, som vi hver især er udstyret med. Nogle af os er de rene myggemagneter, mens andre går helt fri af de små blodtørstende bæster.

 

Turen går til myggeland

I Danmark overfører myg ikke sygdomme, men går turen til udlandet, skal man være opmærksom på, at visse myg kan overføre sygdomme. En del af disse sygdomme kan man vaccinere sig mod, hvilket kan ske i samråd med egen læge. På apoteket er der rige muligheder for at få forebyggende og lindrende myggemidler.

– Særligt her i sommerperioden efterspørger vores kunder forebyggelse af myggestik og andre insektbid. Især hvis de ved, at de skal holde ferie på et ”myggeplaget” rejsemål. Vi tilbyder forskellige afskrækningsmidler med duftstoffer, som holder myggene væk, og vi rådgiver omkring dosering og den rette brug af midlet, udtaler apotekspersonalet.

 

Når myggen stikker

Hvis myggen alligevel har held med at stikke, skal man lade myggen sidde, til den er færdig med at suge blod. Myggen suger nemlig selv noget af det kløende giftstof ud af stikkestedet igen. Hvis man klasker myggen under sit forehavende, risikerer man blot at gøre skaden værre, og at stikket klør endnu mere.

– Vi kan også hjælpe med en række kløestillende midler på apoteket. Hvis myggestikket eller insektbiddet hæver op, kan der købes en creme, der dæmper både kløe og hævelse. Nogle gange vælger vi også at sælge antihistamin-tabletter, hvis myggestikket eller insektbiddet hæver voldsomt op eller giver en ulidelig kløe, udtaler apotekspersonalet.

 

Køb midlerne herhjemme

Blandt apotekets muligheder findes også diverse desinfektionsmidler, som med fordel kan medbringes til et myggeplaget rejsemål. Det kan være relevant at have med i ens håndbagage, hvis det er vanskeligt at komme til at rense stikket eller biddet på eksempelvis en udflugt. Det anbefales ikke at købe myggemidler i rejselandet, da der ikke er sikkerhed for indholdet i produkterne. 

Almindeligvis vil et myggestik eller insektbid være harmløst og blot ubehageligt. I nogle få tilfælde kan myggestikket eller insektbiddet imidlertid medføre en allergisk reaktion i området omkring stikket med meget kløe og hævelse. Det kan være tegn på en begyndende infektion, hvorfor det er tilrådeligt at søge læge for at få dette undersøgt nærmere. 

 

Myggeklar på apoteket

På apoteket er der hjælp at hente, når det gælder om at forebygge og lindre myggestik og insektbid. Apoteket fører et stort sortiment med alle relevante produkter på området – og den apoteksfaglige rådgivning følger med:

– På apoteket er vi klar til kamp mod myg og andre insekter. Der er ingen grund til at ødelægge sommerens mange gode oplevelser med at være irriteret over de små blodsugere. Heldigvis findes der et stort udvalg af produkter på apoteket, som gør livet surt for insekterne, minimerer dit ubehag, og gør det muligt at nyde livet under åben himmel, udtaler apotekspersonalet.

 

Vil du vide mere? Kontakt dit lokale apotek.

 

Gode råd ved myggestik

  • Lad være med at klø i myggestikket, når skaden er sket
  • Brug et kløestillende og lindrende middel fra apoteket, hvis du er blevet stukket
  • Bær langærmet bluse, lange bukser og strømper – helst i lyse farver
  • Sov i rum med net for vinduet eller aircondition (myg kan ikke lide kold luft)
  • Hold dig gerne i solskinnet, da myg primært opholder sig i skygge
  • Brug myggemidler på udækkede områder af kroppen. De holder som regel myggene væk fra to til fire timer efter en enkelt behandling
  • Køb fortrinsvis myggemidler i Danmark

 

Kilder: www.mst.dk (Miljøstyrelsen), www.netdyredoktor.dk, www.dyrlægevagten.dk, www.dpil.dk (Skadedyrslaboratoriet).

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen