Se relaterede produkter

Gå – også selvom du ikke behøver

Mennesket er ikke skabt til at sidde på en stol dagen lang. Hvis du vil leve godt og længe, skal du bevæge dig og få sved på panden – hver dag. Heldigvis behøver du ikke løbe et maraton for at være sund. Ganske almindelige gåture betyder langt mere for din sundhed og velbefindende.

Der er givetvis regionale forskelle på lysten til at bruge bentøjet. Hvis du bor i de mindre befolkede egne og skal bruge offentlige transportmidler, er der sjældent noget usædvanligt i at skulle gå halve eller hele kilometer flere gange om dagen. Hvis der er en halv time til næste bus, kan det også give god mening i stedet at gå de to kilometer til bestemmelsesstedet. Men hvis du bor midt i København, er der som regel en bycykel, en metro, en bus eller et S-tog, uanset om målet er 200 meter eller to kilometer væk. Og du skal sjældent vente ret mange minutter.

Især storbymennesker lokkes hele tiden med alternativer til at gå. Men alle har godt af at gå i alle de sammenhænge, hvor det giver mening.

Læge og professor Bente Klarlund er forfatter til Gå-Bogen fra sommeren 2018. Her argumenterer lægen for gåture, fordi de gør dig såvel fysisk som mentalt sundere. Når du går, renser du hovedet og bliver åben for nye indtryk, så det er ikke kun godt for fysikken. Derfor bestræber forfatteren sig på at gå langt hver dag fra morgenstunden.

– Det virker rigtig godt på mig at få sat gangen i et mønster, så jeg ved, at jeg har været ude at røre mig, inden jeg begynder på arbejde. Jeg kan mærke de perioder, hvor jeg ikke synes, jeg kan finde tiden til at overholde mønsteret. Det går ud over både humør og velvære, siger hun til Helse.

Samfundet er indrettet, så du næsten ikke behøver at gå. Der er altid en bil, en elcykel, rulletrapper, elevator eller en bus, der kan bringe dig fra dør til dør. De nye elløbehjul er endnu et eksempel – her kan du tage transportmidlet med i bussen, toget eller bilen, så du også slipper for at gå de sidste få hundrede meter.

Gåture er en simpel måde at få rørt sig, og hvis du ellers er rask og rørig, er det kun et spørgsmål om vaner, hvis du vil i gang. Gå på arbejde, hvis du kan nå det – eller gå hjem. Gå en tur før morgenmaden eller efter aftensmaden. Hvis du har hund, giver det måske sig selv, men mennesker uden pelsdyr i husholdningen har også glæde af at få rørt sig og få frisk luft. Du vil aldrig fortryde en gåtur, men du vil tit fortryde, at du ikke kom af sted.

Du kan også melde dig ind i en gå- eller vandreklub, hvis du har brug for at få indsatsen sat i system – eller blot søger det sociale fællesskab, der også er gavnligt for helbredet.

Voksne mennesker bør tage 10.000 skridt hver dag.

 

Kilde: MagasinetHelse

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen