Gode råd til behandling af gigtsmerter
Hver ottende dansker har gigt. En lidelse, der kan forårsage alt fra en stiv tå til en hævet smertetilstand i hele kroppen. Gigtsmerterne kan være kroniske og fylde meget i hverdagen. Selvom sygdommen ikke kan behandles, har vi samlet nogle råd, der kan lindre symptomerne.
Oplevelsen af gigt varierer fra individ til individ og med 200 forskellige slags gigtformer, kan det være svært at vide præcis, hvilken behandling der virker bedst mod smerterne. De hyppigste gigtformer er leddegigt, urinsyregigt og slidgigt. Slidgigt er mekanisk betinget. Her opstår smerten der, hvor den normale brusk i og omkring leddet ødelægges. Den mekaniske gigt vil oftest vise sig, når kroppen er i bevægelse. Leddegigt og urinsyregigt er begge inflammatoriske gigtsygdomme, der forårsager en betændelsestilstand i kroppen. Her er medicinen en essentiel del af behandlingen af gigtsmerter, da betændelsestilstanden skal slås ned.
Motion og de små bevægelser i hverdagen
Fysisk aktivitet er godt for gigtramte, for selvom det gør ondt, frigives der samtidigt smertestillende stoffer i hjernen. Disse skaber ofte et mentalt overskud og styrker et naturligt søvnmønster, fordi kroppen er naturligt træt. Bare det at tage trapperne i stedet for elevatoren, parkere bilen lidt længere væk fra din arbejdsplads eller gå i stedet for at køre, hjælper dig på vej i behandlingen af gigtsmerter. Specifikke motionsformer har vist sig at være særligt gode til forskellige typer gigt. Varmtvandstræning er godt til mekanisk gigt, da kroppen holdes varm, og vandet afhjælper belastning af leddene.
Ved slidgigt kan styrketræning være vigtigt, så musklerne kan holde sammen og styrke området, der er ramt af gigt. Meditation og pilates anvendes især til leddegigtramte og har beviste positive effekter på gigtsmerter. Det er væsentligt at lægge mærke til, hvor hårdt din motionsform belaster dine led . Se mere om, hvordan du finder din motionsform her.
Antiinflammatorisk kost kan hjælpe din krop på vej
Sund og varieret kost er vigtig for kroppens immunforsvar, men også for at modvirke overvægt, der kan belaste led og give flere smerter. Der er ikke videnskabelig bred evidens for, at kosttilskud modvirker gigtsmerter, men det er slået fast, at anti-inflammatorisk kost har en lindrende effekt på de autoimmune gigtsygdomme.
Styr uden om mad med højt sukkerindhold og mættet fedt og fokusér i stedet på madvarer med omega-3 fedtsyrer som for eksempel fed fisk og oliven, nødder og avocado, der også indeholder sunde fedtstoffer. Topscorerne inden for anti-inflammatoriske madvarer kan findes her.
Kroniske smertetilstande kan ofte være så altoverskyggende, at symptomer på eksempelvis vitaminmangel kan overses. Derfor er det en god idé at tjekke, om du mangler D-vitamin, der i nogle tilfælde kan have indflydelse på muskelsmerter. Gurkemeje indeholder det betændelseshæmmende stof curcumin, ligesom udtræk af pillebark indeholder det antiinflammatoriske stof salicin. Begge dele er kendt for at have smertelindrende effekter, der især er gavnlige for mennesker med gigtsmerter.
Lad dine pårørende forstå, at trætheden er et vilkår
Kroppens nedsatte ledbevægelighed, hævelserne og led, der gør ondt, forsvinder ikke under hvile eller søvn. Derfor skabes der det, der kaldes ”fatigue” for gigtramte. Trætheden er overvældende, uundgåelig og ofte det mest invaliderende ved sygdommen. Det kan være svært at oversætte, hvad trætheden i forbindelse med gigtsmerter betyder til dine pårørende og din arbejdsgiver.
Tal først med din læge om din træthed og prøv derefter at italesætte overfor dine pårørende og din arbejdsgiver, hvad det er, der sker, når du er allermest udmattet. Hvad har du brug for? Sammen kan I lave en plan, så de kan støtte dig frem for at presse dig.
Prioriter de vigtigste ting for dig selv og lav planer, der er realistiske. Husk, du ikke er alene. Sundhedsstyrelsen fremhæver kroniske smerter, som den største årsag til sygefravær i Danmark. Herunder er slidgigt, smerter i nakke, ryg og lænd nævnt som en af de største kategorier.
Kilder: Gigtforeningen.dk , netdoktor.dk , sygeforsikring.dk , sundhed.dk