Vælg den rette smertelindring
Du kan få forskellige typer smertestillende midler i håndkøb. De virksomme stoffer i smertestillende håndkøbsmedicin er enten paracetamol, acetylsalicylsyre eller ibuprofen. Opnår du god lindring med paracetamol, skal du foretrække midler med dette stof. Opnår du ikke tilstrækkelig lindring med dette, kan et middel med ibuprofen eller acetylsalicylsyre være et alternativ. Disse stoffer dæmper både smerter og inflammation. Stoffet ibuprofen findes også som midler til at smøre lokalt på huden. De er velegnede til muskel- og ledsmerter.
På apoteket kan vi hjælpe dig med at finde den type smertestillende middel, som passer bedst til dig og din smerte.