Vil du tabe dig, skal du fokusere på dine vaner Se relaterede produkter

Vil du tabe dig, skal du fokusere på dine vaner

Januar er højsæson for vægttab og livsstilændringer. Mange ved godt, hvad der skal til for at tabe sig, men de kommer til at sætte for urealistiske mål. Kig i stedet nysgerrigt på dine vaner og find ud af hvad der har værdi for dig, lyder rådet fra sundhedsterapeut og vanecoach Julie Høgh.  

Nyt år – ny begyndelse, og nu skal det altså også være med det vægttab! Lyder det bekendt? – Så er du langt fra den eneste. Når mange danskere går på januar-kur, skal det allerhelst gå hurtigt, være nemt og give synlige resultater med det samme – også selvom det betyder råkost morgen, middag og aften i en periode. Men måske er det bedre at fokusere på de langtidsholdbare, gode vaner, som du kan holde – også når januar går på hæld?

For Julie Høgh, sundhedsterapeut og vanecoach, er ønsket om et hurtigt vægttab ikke fremmed, den har hun hørt mange gange før. Når hun arbejder med klienterne i sin praksis, er tilgangen dog en helt anden end ugentlige vejninger og strikse kostplaner. 

”Mange vil ændre alt på én gang, når vi når 1. januar. De forbyder sig selv en masse og laver for mange regler og restriktioner. Vi går i ’fiksemode’, som hvis vores bil var punkteret, men sådan fungerer det altså ikke, når det handler om mennesker. I stedet kan du kigge på årsagen, inden du går i gang med at problemløse. Se på det brede perspektiv, og hvordan du kan ændre dine vaner på den lange bane,” forklarer hun. 

Sæt realistiske mål

Når du skal i gang med et vægttab ved hjælp af vaneændringer, er det vigtigt, at du går konkret og realistisk til værks. Hvilke vaner skal ændres for, at du når dit mål? Drikker du altid cola i bilen? Spiser du videre efter mæthedsfølelsen? Eller står du med hovedet inde i slikskabet hver aften, når ungerne er puttet? 

Efter du har defineret alle dine vaner, vælger du én, som du skal starte med at fokusere på. Du kan tænke det lidt som en opskrift. Beskriv for dig selv, hvad du skal bruge, hvor meget, hvor henne, hvornår, osv. Et eksempel kan være: Jeg skal gå en tur på 45 minutter hver mandag og torsdag eftermiddag kl. 15-15.45.

”Vi skal væk fra ’alt eller intet-tankegangen’. Ingen skærm, kun grøntsager og træning seks gange om ugen, det er ikke holdbart. Ligesom en lommelygte kan du heller ikke lyse på flere ting på én gang, når du skal ændre dine vaner. Sætter du derimod realistiske mål og har en plan, højner du chancen for at lykkes med din vaneændring,” siger Julie Høgh.   

Det er vigtigt at tage små skridt, give dig tid til at få implementeret de nye vaner og huske at fejre de små sejre. Det har stor betydning for følelsen af, ’det her kan jeg godt!’

Værdier frem for motivation

”Jeg vil gerne tabe mig, fordi mine omgivelser synes, jeg skal”. Den begrundelse har Julie Høgh hørt flere gange i sin praksis, men det går ikke, hvis du ønsker et varigt vægttab. I stedet skal du fokusere på dine egne værdier, og hvorfor du ønsker et vægttab. Handler det om at kunne passe det gamle tøj igen, ønsket om mere overskud, at have det godt i sin krop eller noget helt andet?

”Det er enormt vigtigt at skelne mellem forventninger udefra, og hvorfor det er vigtigt for en selv. Vi kan sagtens være motiverede nu og her, men motivation kommer og går, som vinden blæser. Værdier derimod ligger dybt forankrede i os, og det er subjektivt, hvad der har værdi for en selv. Det er en langt større drivkraft i en vægttabsproces, som i sig selv er benhårdt arbejde,” siger hun.  

Slut med forbudt

Selvom det er fristende at starte januar ud med streng suppekur eller ren råkost, er det ifølge Julie Høgh langt mere holdbart i stedet at finde frem til den madro, som rigtig mange af os søger. Al mad skal som udgangspunkt være lige, der er ikke noget, der er forbudt. 

”Mange af mine klienter kan på rutinen veje et stykke rugbrød i hånden og sige, hvor mange kalorier, der er i. Problemet er ikke, at vi mangler viden, for vi kender jo allerede alle kostrådene og anbefalingerne,” siger hun. 

Som vanecoach arbejder hun også med tilgangen Slut med forbudt. Her er tankegangen, at det eneste, et forbud gør, er at øge interessen. Så hvis chokolade er ’forbudt’, er det pludselig dobbelt så interessant. I stedet for at bandlyse eller forherlige specifikke madvarer, kan vi i stedet arbejde med mængderne. 

”Rent objektivt er der ikke noget, der er sundt eller usundt. Det handler om, hvor meget du spiser af det, og hvad du ellers har spist i løbet af dagen, hvem du er, og hvad du laver. Det er sundt at drikke vand, men du kan dø af at drikke for meget eller for lidt, ligesom det heller ikke er sundt at træne hele tiden. Det er mængden, der afgør giftigheden,” slutter Julie Høgh. 

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen