Smukke tånegle kræver tålmodighed Se relaterede produkter

Smukke tånegle kræver tålmodighed

Mange af os skænker det nok ikke en tanke. Men for dem, der lider af neglesvamp på tæerne, kan tilstanden kræve stor tålmodighed, hvis de grimme negle skal forvandles til deres smukke modstykke. Det tager sin tid og belønningen kommer først, når den nye negl er vokset ud efter lang tid og den rette behandling.

Udbredt uskønhed

En nyere videnskabelig artikel har påpeget, at mellem 2% og 14% af voksne mennesker i den vestlige verden lider af neglesvamp*. Forekomsten øges med alderen, da op mod halvdelen af voksne over 70 år lider af neglesvamp. Risikoen for neglesvamp er højere hos idrætsfolk, personer med fugtige fødder fra tætsiddende fodtøj og immunsvækkede patienter.

Synlig lidelse

Neglesvamp i udbrud er ikke til at overse. Den viser sig med ret tydelige tegn i form af fortykkelse, misfarvning og opløsning af neglen, og tilmed vil der ofte ses en hvidlig og overfladisk belægning på neglen. Neglen bliver med andre ord deform, og udover det lidt flatterende udseende døjer mange svamperamte med en tilhørende smerte.

Flere smitteveje

Neglesvamp kan komme fra fodsvamp, der breder sig mellem tæerne. Svampen kan også opstå direkte i neglen. Neglesvamp og fodsvamp smitter, men der er stor forskel på, hvor let man bliver smittet. Man er ofte arveligt disponeret, hvorfor nogle får det meget nemt, mens andre har svært ved at blive smittet. Fod- og neglesvampen kan smitte ved direkte eller indirekte kontakt i fx svømmehaller og baderum. Den kan også opstå af sig selv grundet øgede vækstbetingelser som fx fugtige fødder i tætsiddende sko.

Sådan opstår svampen

Neglesvamp, der hedder onychomycosis på lægelatin, angriber især huden under neglen og går senere op i neglepladen. Infektionen begynder ofte yderst eller på siden af neglen, og trænger derefter op gennem neglen med gullig misfarvning til følge og med fortykkelse forrest på neglen, hvor den senere så vil løsne sig fra underlaget. Går der lang tid, bliver hele neglen ødelagt.

I grelle tilfælde begynder infektionen inderst på neglen, under neglebåndet, og breder sig udover. Her kan huden omkring negleroden blive betændt og smertefuld.

Skal behandles

Neglesvamp skal behandles. Jo tidligere, jo større chance for at få succes med behandlingen. Efter lægens anvisninger kan svampen bekæmpes med dels svampedræbende medicin i kombination med produkter, der påføres neglen.
Typisk vil en behandling vare 6-12 måneder.

- Hvis først svampen har spredt sig op under neglebåndet er det svært at sætte ind med en effektiv behandling. Det gælder om at komme tidligt i gang og have den nødvendige tålmodighed. En sund tånegl kan være et helt år om at vokse ud igen, og det er naturligvis længe at vente på et godt resultat, fortæller overlæge og professor Jan Faergemann fra Sahlgrenska Universitetssjukhuset i Göteborg.

Gode råd mod neglesvamp

  • Giv fødderne masser af frisk luft
  • Tør fødderne grundigt efter badning
  • Brug badesandaler i offentlige baderum
  • Gå i luftigt fodtøj og vær påpasselig med gummisko
  • Undgå så vidt muligt strømper af kunststof
  • Brug gerne pudder eller talkum for at holder fødderne tørre
  • Søg råd hos læge eller på apoteket
  • Sæt ind i god tid med behandlingen - og vær tålmodig!

 

*Se artiklen Early and Visible Improvements after Application of K101 in the Appearance of Nails Discoloured and Deformed by Onychomycosis i tidsskriftet Journal of Cosmetics, Dermatological Sciences and Applications, 2011, 1, s. 59-63.



Kilder: www.netdoktor.dk, www.sundhedsguiden.dk, www.patienthaandbogen.dk og www.sundhed.dk.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen