Giv dit hår den pleje, det fortjener Se relaterede produkter

Giv dit hår den pleje, det fortjener

Håret har stor betydning for mange mennesker. Det er en vigtig del af vores fysiske fremtoning, og når vores hår er velplejet og sundt, ser vi også mere attraktive ud. Den optimale hårpleje bør variere afhængig af sæsonerne og tage hensyn til din hårtype. Her får du vores bedste råd.

Langt, kort, kruset, fint, tykt eller krøllet. Håret har en stor betydning for mange mennesker, og når vores hår er sund og velplejet, efterlader det også et godt indtryk hos andre.

Én af de bedste ting, du kan gøre for dit hår, er at vælge dine produkter med omhu, så de passer nøjagtigt til din hårtype og sæsonen. Der findes shampooer og balsammer, der egner sig særligt til tørt hår, tilføjer ekstra fugt, minimerer krus og så videre, og det er vigtigt at orientere sig grundigt i stedet for bare at gå efter et produkt med en behagelig duft. Derudover er det en god idé at minimere hårvaskene, da shampoo fjerner de naturlige og sunde olier, der sidder i håret og udtørrer det ved overvask.

Vi giver dig her vores bedste råd til, hvordan du passer bedst muligt på dit hår; lige fra styrkende vitaminer og mineraler til en nærende hårkur og gode vaskerutiner.

Hårpleje til de forskellige hårtyper

Lige så forskellige vi er som mennesker, lige så forskellige hårtyper og behov for pleje, har vi brug for. Er du i tvivl om, hvilken hårtype du har, er det en god idé at spørge frisøren, næste gang du skal klippes. Du kan også søge råd og vejledning hos personalet på apoteket. Vi står klar til at hjælpe dig, så du kan passe bedst muligt på dit hår.

Har du fint hår, kender du sikkert alt til følelsen af hår, der klasker sammen og er svært at style. Her vil det være godt med produkter, der tilfører fylde til dit hår og styrker det. Sørg derudover for at vaske håret to gange ved hårvask, så det bliver helt rent. På den måde har håret lettere ved at tage imod produkter og blive ekstra fyldigt.

Har du tørt hår, er det selvsagt vigtigt, at du tilføjer masser af fugt til det. Vælg skånsomme produkter, så du ikke slider unødigt på håret og brug gerne en hårkur eller olie til dit hår med jævne mellemrum. Har du tør og skællende hovedbund, er det desuden en god idé at give den ekstra, fugtgivende pleje, da du ellers kan opleve irritation og kløe, ligesom du kan få rifter.

Har du fedtet hår, er det ofte, fordi din hovedbunds talgkirtler producerer for meget olie og sebum. Her er det vigtigt, at du minimerer hårvaskene, fordi hovedbunden ellers producerer endnu mere talg. Vælg gerne en shampoo, der egner sig særligt til fedtet hår.

Har du krøllet hår, er det vigtigt, at du tilfører håret rigeligt med fugt, så krøllerne ikke tørrer ud. Brug en mild shampoo og balsam med fugtgivende ingredienser og tilføj gerne en nærende hårkur, der egner sig specifikt til krøller. 

Hårpleje om vinteren og sommeren

Om sommeren bliver vores hår ofte udsat for masser af klor, sol og hyppig hårvask. Det kan gøre store skader, og derfor er det vigtigt, at du passer godt på dit hår, hvis du ønsker at holde det sundt og velplejet. Vores hår indeholder naturligt vand, men når solens stråler bager på det, fordamper vandet, og håret bliver tørt. Beskyt derfor håret mod solens stråler med en solhat og brug derudover en fugtgivende shampoo og balsam, når du vasker håret.

Når sæsonen skifter, bør du også tilpasse din hårplejerutine. I vinterens tørre og kolde luft, har huden en tendens til at tørre ud, og det samme har dit hår. Mange kender nok følelsen af statisk hår om vinteren, som klasker sammen og er alt andet end samarbejdsvilligt. Det er vigtigt, at du i vinterperioderne tilfører håret rigeligt med fugt f.eks. i form af en god hårkur, balsam eller olie, så det ikke tørrer ud. Husk derudover altid at tørre håret, inden du bevæger dig udenfor, er det vådt, kan det gøre store skader på dit hår.

Uanset sæson gælder det, at du skal forsøge at minimere hårvaske, da shampoo tørrer håret ud, og du vasker hårets naturlige olier ud. Hvis det er muligt, vil det være optimalt kun at vaske håret helt én gang om ugen og ellers kun skylle det med varmt vand og bruge en god tørshampoo.

Kilder: hovedbunden.dk, nicehair.dk

Ønsker du at give dit hår de bedste forudsætninger, er det en god idé at inkludere udvalgte vitaminer i din daglige rutine. B-vitamin er særligt vigtigt, hvis du ønsker at forkæle dit hår og hovedbund. Et underskud af B-vitaminerne biotin og niacin kan føre til hårtab. Derudover hjælper C-vitamin os med at producere collagen, som er essentielt, hvis du ønsker flot og fyldigt hår.

Et dagligt tilskud af magnesium er godt for dit hårs sundhed. Det hjælper med at danne proteiner i kroppen, og så bidrager det ligesom C-vitamin til produktionen af collagen, der giver et fyldigt hår. Derudover er det vigtigt, at du får nok jern, da et underskud af netop det kan føre til hårtab.

Hår vokser i gennemsnit 1-1,5 centimeter om måneden. Dog vokser mørkt hår ofte hurtigere, fordi det har flere skællag og derfor er mere modstandsdygtigt. Derudover vokser hår hurtigere, når det er varmt, fordi det øger produktionen af keratin, som vores hår primært er bygget af. En varm sommer giver derfor de bedste betingelser for dit hår, hvis du ønsker at gro det langt. 

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen