Skoldkopper - Symptomer, smitte og lindring
Skoldkopper er den mest udbredte af alle børnesygdomme, og 90 % af danske børn har været smittet, inden de fylder 10 år. Forløbet er ofte mildt, men i sjældne tilfælde kan det føre til alvorlige følgesygdomme. Sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen giver her sine bedste råd.
Et kløende udslæt af røde blærer, feber og utilpashed, der tager tid at komme over. Langt de fleste danskere har stiftet bekendtskab med skoldkopper, og allerede inden deres 10. år har 90 % af alle danske børn overstået sygdommen, som vi kun kan rammes af én gang i livet.
De fleste kommer nogenlunde uproblematisk igennem skoldkopper, men bliver man først smittet i teenagealderen eller som voksen, kan det være et helt anderledes og sværere sygdomsforløb.
Sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen står bag den populære brevkasse på platformen netsundhedsplejerske.dk. Her svarer hun hver dag på spørgsmål om børns sundhed fra forældre, her i blandt også om skoldkopper.
”Det er meget forskelligt, hvordan børn kommer igennem skoldkopper. Antallet af blærer varierer virkelig meget. Jeg har mødt børn, der kun har fået 10 i alt og nærmest ikke mærker sygdommen, og så er der børn, der får 4-500 blærer, som sidder overalt på kroppen, og som er meget plaget af dem,” forklarer hun.
Hvad er skoldkopper?
Skoldkopper er en virussygdom med feber og udslæt, der skyldes varicella-zoster virus (VZV). Det er den mest udbredte børnesygdom, og den smitter ved dråbesmitte for eksempel ved nys/host eller berøring af de samme overflader.
Når først man har haft skoldkopper én gang, vil man være immun over for sygdommen resten af livet. Dog kan man senere i livet opleve at få sygdommen helvedesild, som også skyldes skoldkoppevirus.
Det tager cirka to uger, fra man er smittet med skoldkopper, til de første symptomer opstår. Man kan dog smitte op til tre dage inden, de første blærer viser sig.
Symptomer på skoldkopper
Har dit barn fået skoldkopper, vil det første tegn ofte være, at det får feber og bliver alment utilpas. En temperatur på 39-39.5 er ikke unormalt. Herefter vil udslættet så småt begynde, og røde pletter, der senere bliver til blærer, vil typisk starte med at vise sig i hovedbunden og ansigtet. Senere spreder det sig til resten af kroppen.
Blærerne kommer forskudt, og der kommer løbende flere og flere til. Det betyder, at blærerne vil være i forskellige stadier. Mens nogle stadig er våde, vil andre være tørret ind og have dannet skorpe. Det tager typisk fem dage for en blære at danne skorpe.
”Det vil tage tid, før barnet er helt igennem sine skoldkopper, fordi der bliver ved med at komme nye. Først når de sidste skoldkopper har dannet skorpe, og der ikke er kommet nye til i to dage, smitter barnet ikke længere,” siger Helen Lyng Hansen.
Behandling og lindring af skoldkopper
Du kan ikke gøre noget for at fremskynde processen med skoldkopper. Det tager ofte 1-2 uger, før alle blærer har dannet skorpe, og barnet er klar til at komme i institution eller skole igen.
Det er dog en god idé at klippe barnets negle, så det ikke risikerer at kradse hul på sårskorperne, som kan klø voldsomt. Kradses der hul, kan det give infektioner i huden, som kan blive til ar, lyder rådet fra Helen Lyng Hansen. Derudover anbefaler hun, at du holder rummet køligt, fordi varme vil få huden til at klø ekstra meget.
”Zinkliniment og kølende liniment fra apoteket kan have en gavnlig effekt. Det vil lindre irritationen i huden og hjælpe til, at blærerne ikke klør helt så meget. Derudover kan kølende omslag på de områder, der er særligt udsatte, også lindre,” forklarer hun.
Skal jeg søge læge ved skoldkopper?
Almindeligvis er skoldkopper en mild sygdom. Det tager tid at komme over, men barnet har det godt efter omstændighederne. Nogle vil dog opleve et hårdere forløb, og i sjældne tilfælde kan skoldkopper lede til alvorlige følgesygdomme som lungebetændelse og hjernebetændelse.
”Man skal altid kontakte lægen, hvis barnet gradvist bliver dårligere, feberen stiger, eller barnet virker sløvt/slapt og ikke vil spise eller drikke. Er barnet under 2 år og har mere end 39 i feber, skal man kontakte lægen. Er feberen 40 eller 40,5, skal man også kontakte lægen uanset barnets alder. Fortsætter feberen, efter skoldkopperne er forsvundet, er det også en god idé at kontakte lægen,” forklarer Helen Lyng Hansen.
Vaccination mod skoldkopper
Skoldkopper får man kun én gang i livet, og det typiske sygdomsforløb er ofte mildere, jo yngre barnet er. Derfor er der mange forældre, der aktivt forsøger at få deres børn smittet, mens de er små for at få overstået sygdommen uden de store gener. Det vil Helen Lyng Hansen dog ikke anbefale.
”Selvom det ofte er et mildt sygdomsforløb, vil nogle børn i sjældne tilfælde blive ramt af alvorlige følgesygdomme. Derfor vil jeg hellere anbefale, at man lader sit barn vaccinere mod skoldkopper, hvis man gerne vil undgå, at de bliver syge senere.”
Vaccinationen mod skoldkopper er ikke en del af børnevaccinationsprogrammet på nuværende tidspunkt, men det er den i en lang række andre lande. Vil du gerne have dit barn vaccineret, skal du tale med lægen.
Skoldkopper skal tages alvorligt
Når man har at gøre med en af de mest smitsomme børnesygdomme, kan man hurtigt komme til at tage for givet, at alle voksne mennesker har haft sygdommen, fortæller Helen Lyng Hansen. Men det er en gængs misforståelse, og bliver man først smittet som voksen, kan det give et meget svært sygdomsforløb.
”Er der familiefest, kan det være fristende at tage af sted, selvom barnet måske ikke er helt rask. Men det er vigtigt at spørge gæsterne først, for man risikerer at udsætte andre for unødig fare. Får man skoldkopper som gravid, er der øget risiko for lungebetændelse og en lille risiko for fosterskade, ligesom personer med svækket immunsystem kan blive meget syge. Derfor er det vigtigt at tage sygdommen alvorligt,” slutter hun.
Kilder: netsundhedsplejerske.dk
For det meste får børn skoldkopper, når de er i alderen 1-4 år. 75 % har haft skoldkopper, inden de fylder 5 år, mens 90 % har haft det, inden de fylder 10 år.
Når først man har været smittet med skoldkopper, er man immun og får ikke sygdommen igen. Man kan dog risikere at blive ramt af sygdommen helvedesild. Efter skoldkopper forbliver virus liggende i dvale i nervecellerne, og hos voksne kan virus reaktiveres og vise sig som helvedesild.
For det meste oplever man et mildt sygdomsforløb ved skoldkopper. Dog kan det i sjældne tilfælde føre til langt mere alvorlige følgesygdomme som lungebetændelse og hjernebetændelse. Får man skoldkopper som teenager eller voksen, vil sygdomsforløbet også ofte være mere voldsomt.