Hvilket termometer skal jeg købe? Se relaterede produkter

Hvilket termometer skal jeg købe?

Med et termometer kan du nøjagtigt måle kroppens temperatur og særligt under sygdom er det nyttig viden. Det er nemlig afgørende information, hvis du for eksempel skal i kontakt med lægevagten. Der findes dog mange forskellige varianter af termometre, og det kan være svært at vælge. Her får du vores råd og anbefalinger.

”Har barnet feber?” Det vil være det første spørgsmål fra det lægefaglige personale, hvis du ringer til praktiserende læge eller lægevagten i forbindelse med sygdom. Men har du ikke et termometer i huset, kan du ikke give et klart svar, og det vil gøre processen længere.

Der findes et bredt udvalg af forskellige termometre på markedet, og hvor det tidligere var mest udbredt at måle kropstemperaturen i enten endetarmen eller munden, findes der i dag også termometre, der kan måle i armhulen, øret og panden.

Hvornår har man feber?

Et termometer måler effektivt kroppens temperatur. Det er vigtig information, når vi er syge, fordi en forhøjet kropstemperatur kan være tegn på en infektion.

Menneskets kropstemperatur varierer afhængig af tidspunkt på dagen, og den vil altid være lavest om morgenen og højest om aftenen. Gennemsnitstemperaturen varierer afhængigt af hvor du måler den, men som udgangspunkt er den 37,1 C i endetarmen, 36,6 C i øret og 36,4 C i munden. Er temperaturen over 38 C målt i endetarmen, er det at betegne som feber.

Hvilke typer termometre findes der?

Der findes i dag et bredt udvalg af forskellige mærker og varianter inden for termometre, og det kan være svært at finde ud af, hvilken type du skal vælge. Det klassiske endetarmstermometer er stadig det mest præcise, men det kan for nogle være forbundet med gene at få målt temperaturen på den måde.

Digitalt termometer

Det digitale termometer kan bruges til at måle kropstemperaturen i endetarmen, munden eller under armhulen. Det måler præcist, og langt de fleste af disse termometre har en bøjelig spids for øget komfort under brug. Selvom der findes mange termometre på markedet i dag, anbefales det stadig at måle temperaturen i endetarmen med et digitalt termometer for et helt præcist resultat.

Se udvalget af digitale termometre

Pandetermometer

Pandetermometeret er blevet et populært alternativ til de traditionelle endetarms- og mundtermometre, fordi det måler temperaturen meget hurtigt. Varianten er kontaktfri og måler den infrarøde varmestråling, der sendes ud fra panden.

Se udvalget af termometre til panden

Termometer til øret

Et termometer i øret måler med en infrarød sensor, hvor varmestrålingen er genereret af trommehinden og det omgivende væv med klinisk dokumenteret nøjagtighed. Termometeret giver dig et hurtigt resultat, hvorfor der er mange forældre, der vælger at bruge øretermometeret til børn, fordi det ikke giver gener.

Se udvalget af termometre til øret

Hvordan anvendes de forskellige termometre?

Når du skal vælge et termometer, er der flere ting du skal overveje. Måler du temperaturen i endetarmen, som giver det mest nøjagtige resultat, skal termometret føres 2-5 centimeter ind i endetarmen. Det er en god idé at smøre vaseline eller babyolie på spidsen for at undgå unødvendige gener. Termometret bipper, når det har målt kroppens temperatur.

Digitale termometre kan også bruges i armhulen, men det giver et meget usikkert resultat, hvorfor det anbefales at måle på anden vis. Temperaturen i mundhulen kan variere, hvis du har drukket noget koldt eller varmt forinden, og derfor er det vigtigt at tage højde for det, hvis du måler din kropstemperatur med et digitalt termometer i mundhulen. Termometret placeres under tungen, munden lukkes, og stillingen holdes til, termometret bipper.

Det er meget udbredt at måle temperaturen i øret, fordi det går hurtigt og ikke er forbundet med ubehag. Det er derfor særligt godt til børn. Dog kan resultatet blive påvirket af forskellige faktorer såsom hårvækst i øregangen eller af anatomiske årsager, og det kan ske at man overser en feber hos visse personer. Er du i tvivl, anbefales det derfor at lave en kontrolmåling i endetarmen.

Hvordan opbevarer jeg mit termometer?

Bruger du et digitalt termometer i endetarm eller mundhule, er det overordentligt vigtigt, at du er yderst opmærksom på hygiejnen. Sørg for at vaske termometret efter brug med vand og sæbe eller sprit det af. Det gælder også, hvis termometret har været i plastik under brug.

Opbevar dit termometer sikkert i det hylster, du har købt det i for at beskytte det bedst muligt. Hvor det før i tiden var meget udbredt med kviksølvtermometre, er den variant nærmest udfaset i dag, fordi kviksølv kan være meget sundhedsfarligt. Dog skal du stadig passe godt på dit termometer, så du ikke risikerer at det går i stykker.

Det anbefales at tjekke dit termometers funktion cirka hvert andet år for at sikre dig, at det stadig måler korrekt. Sørg derudover for at termometret ikke ligger tæt på kraftig varme, da det kan bevirke at batterierne eksploderer.

Kilder: sundhed.dk, falck.dk

Der findes i dag et bredt udvalg af forskellige varianter af termometre, men mest udbredt er de digitale termometre, der bruges til endetarm og mundhule, øretermometer og pandetermometer. Selvom alle er anerkendte metoder, bliver det stadig anbefalet at tage temperaturen i endetarmen, da det giver det mest præcise resultat.

Din temperatur svinger afhængig af tidspunkt på døgnet, og hvor den er lavest om morgenen, vil den typisk være højere om aftenen. Gennemsnitstemperaturen varierer afhængig af hvor man måler den, men som udgangspunkt er den 37,1 C i endetarmen, 36,6 C i øret og 36,4 C i munden. Er temperaturen over 38 C målt i endetarmen, betegnes det som feber.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen