Sig farvel til skæl i hårbunden Se relaterede produkter

Sig farvel til skæl i hårbunden

Skæl i hårbunden er helt naturligt. Men mange mennesker er ekstra plaget af skæl om vinteren, hvor kulde, tør luft og skiftende temperaturer øger skældannelsen i hårbunden og giver kløe, irritation og rødmen i huden. Heldigvis er det muligt at gøre noget ved sagen og holde skællene i ave med en målrettet indsats.

Skæl er afdøde, afskallede og afstødte hudceller. De kan komme som tørre og hvide flager, der drysser ned på skuldrene, når vi bevæger hovedet. Men de kan også komme som mere fedtede skæl, der bliver liggende nede i hårbunden som grågule belægninger – og uanset hvad kan man forebygge dannelsen med de rette midler.

Skæl er ikke blot et irriterende fænomen, der er synligt over for andre mennesker. For nogle kan det også være en social og psykologisk barriere, der kan lægge en dæmper på at deltage i forskellige arrangementer. Nogle opfatter det endda som en skamfuld lidelse, hvor skællene ses som en smitsom sygdom, hvad det faktuelt set ikke er[1].

Hvorfor får man skæl?

Der kan være mange grunde til at man får skæl. Det kan skyldes både stress, hårplejeprodukter, visse sygdomme eller tør hud i hårbunden. Skæl er ikke et resultat af dårlig hygiejne, men kan naturligvis forværres, hvis man ikke vasker sit hår jævnligt[2].

Den mest almindelige årsag til skæl er gærsvampen malassezia furfur, der findes naturligt i hårbunden. Den er som regel intet problem, men i nogle tilfælde kan der ske en overvækst af svampen, som fremkalder en hurtigere omsætning af døde hudceller, der ses som skæl.

– Vi kan ikke gøre så meget ved vintervejret, men en hel del for at forebygge og behandle en øget skældannelse. Vi kan fx være påpasselige med varme bade, tætsiddende hovedbeklædning samt visse styling- og hårprodukter, der ofte irriterer hårbunden. Samtidig kan vi sætte ind med milde, hudvenlige og effektive produkter med dokumenteret virkning, udtaler udtaler apotekspersonalet.

Skæl eller tør hårbund

Det er almindeligt at sidestille skæl med tør hårbund. Imidlertid er der stor forskel på disse to tilstande. En tør hårbund kan godt afstøde små skællignende flager, men disse hænger ikke nær så godt fast ved hårrødderne og kan derfor nemt rystes af, så de drysser væk. Til gengæld vil skæl have en tendens til at blive siddende længere.

Det kan være en god idé at kontakte egen læge, hvis man er særligt hårdt ramt af skæl og har kraftig skældannelse uden selv at kunne løse problemet. Lægen bør også kontaktes, hvis man har udtalt rødmen, kløe og eksem i hårbunden eller fedtede belægninger samme sted.

I almindelige tilfælde kan skælproblemet ofte klares ved at vaske håret med en skælshampoo, der indeholder de rette ingredienser, som kan nedsætte produktionen af gærsvampen i hårbunden. Nogle bliver samtidig rådet til at anvende en creme mod hudsvamp, der indeholder et svampemiddel.

Råd på apoteket

På apoteket får du gode råd og veldokumenterede produkter til indsatsen mod skæl i hårbunden:

– Skæl er til gene for mange mennesker især her om vinteren. Vi står klar på apoteket for at rådgive om forebyggelse og behandling af skæl. En medicinsk skælshampoo vil ofte være løsningen, og her det afgørende for effekten, at man følger brugsanvisningen nøje og eksempelvis lader shampooen sidde så længe i håret som angivet, inden man skyller håret igen – og naturligvis gentager behandlingen, udtaler apotekspersonalet.  

Vil du vide mere? Kontakt dit lokale apotek.

Gode råd om skæl

  • Lad være med at klø dig i hårbunden – det forværrer skældannelsen
  • Giv hårbunden så meget luft som muligt
  • Undgå tætsiddende hovedbeklædning
  • Undgå eventuelt styling- og hårprodukter
  • Hold igen med de varme bade, som udtørrer hårbunden
  • Vælg hudvenlige og milde plejeprodukter
  • Søg råd på apoteket om din skældannelse
  • Vælg en medicinsk skælshampoo eller creme med svampedræbende effekt

 

Kilder: netdoktor.dk, sundhed.dk, ssi.dk og hovedbunden.dk

 

[1] Se artiklen ”Skæl – alt hvad du skal vide om skæl” på hovedbunden.dk (sidst opdateret 9. september 2020).

[2] Se artiklen ”Skæl” på sundhed.dk (fagligt opdateret 28.02.2020).

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen