Problemer med prostata? Du er ikke alene!
Prostata vokser med alderen hos de fleste mænd og kan føre til vandladningsproblemer og problemer med rejsningen. Heldigvis kan det behandles, men første skridt er at søge hjælp.
Skal du op og tisse flere gange i løbet af natten? Har du det med at dryppe lidt efter toiletbesøg? Og er der begyndt at blive udfordringer med rejsningen? Hvis du kan svare ja til disse spørgsmål, vil du sikkert ikke indrømme det. For det kan føles utroligt flovt, når det mellem benene ikke længere virker, som det plejer.
Heldigvis er ovenstående gener ikke noget, du er alene om. Hos 80 procent af alle mænd vokser den lille blærehalskirtel – også kaldet prostata – med alderen. Det er den ændring, der giver problemer med både vandladning og rejsning.
Til sammenligningen er prostataen hos yngre mænd på størrelse med en stor valnød og vejer cirka 10-15 gram. Hos mænd på 60 år er prostata typisk vokset til en størrelse på 50-100 gram, og i sjældne tilfælde kan den endda nå op på 300 gram.
Men hvad skal du så gøre, hvis du oplever problemer, som kan tyde på forstørret prostata?
Kontakt din læge
Har du rejsningsbesvær eller svære problemer med vandladningen, skal du starte med at kontakte din læge, som vil undersøge, om der kan være andre sygdomme, der er årsagen. Selvom det kan være grænseoverskridende så husk, at du langt fra er den første, din læge har undersøgt for prostata-problemer.
Hos de fleste mænd finder man en godartet forstørrelse af prostata, som man kan behandle, hvis symptomerne bliver for generende. Her kan lægen for eksempel udskrive medicin, som både behandler vandladningsproblemer og rejsningsbesværet.
Hos nogle kan vandladningsproblemet blive så stort, at der er behov for kirurgisk indgreb. Her vil man gennem en kikkert i urinrøret blokke urinrørets passage gennem prostata indefra. Ved den operation oplever 50 procent dog den bivirkning, at sædafgangen vil gå bagud til blæren i stedet for fremad som normalt. Fem procent vil opleve en forværret rejsningsevne. Din læge vil altid vejlede dig grundigt inden, så I sammen kan opveje for og i mod.
Er der i stedet tale om mildere vandladningsproblemer, findes der naturlægemidler, som kan stimulere prostata. Du kan forhøre dig om mulighederne på dit lokale apotek.
Kilde: netdoktor.dk