Sådan bruger du smertestillende håndkøbsmedicin
Der findes mange forskellige smertestillende midler i håndkøb. Det er vigtigt, at du bruger dem med omtanke og vælger den rigtige type.
Når du skal vælge et smertestillende middel, skal du først og fremmest finde ud af, hvad der er årsagen til dine smerter – og om smerterne er akutte eller kroniske. Smertestillende tabletter virker både smertestillende, febernedsættende og har en antiinflammatorisk effekt. En inflammation er en betændelsestilstand, hvor der ikke er bakterier tilstede. Det kan for eksempel være en forstuvet fod. Akutte smerter kan normalt lindres med et af nedenstående midler.
Er der tale om smerter gennem længere tid, og har håndkøbsmidlerne ikke hjulpet, skal du tale med din læge. Det skal du også, hvis du samtidig får kvalme eller opkastninger. Det kan skyldes, at du ikke tåler midlerne.
Hvad er acetylsalicylsyre og ibuprofen?
Stoffet acetylsalicylsyre (ASA) findes i Aspirin, Magnyl, Treo og Kodimagnyl. Midlerne hører til de såkaldte gigtmidler – også kaldet NSAID. Det andet stof i denne gruppe er Ibuprofen, som findes i Ipren, Ibuprofen, Orifarm og Ibumetin. Midler med acetylsalicylsyre og ibuprofen kan anvendes til muskel- og ledsmerter, tandpine, infektionssmerter, hovedpine og menstruationssmerter.
Acetylsalicylsyre må aldrig bruges til børn. Man anbefaler heller ikke acetylsalicylsyre og ibuprofen til gravide. Du må heller ikke anvende disse stoffer, hvis du har mavesår, får blodfortyndende medicin, ikke tåler dem eller er direkte allergisk over for dem. Hvis du har astma og samtidig ikke tåler disse stoffer, kan der opstå livsfarlige situationer, fordi bronkierne trækker sig sammen.
Der er en del mulige bivirkninger ved disse stoffer. Du kan få mavesmerter, maveblødninger, nældefeber og kraftige allergiske reaktioner. De kan også holde væske tilbage i kroppen. Hvis du er i behandling for dårligt hjerte, forhøjet blodtryk eller har nedsat nyre- eller leverfunktion skal du være forsigtig med at bruge dem. Spørg på apoteket eller hos lægen først. Tager du midlerne i en længere periode, kan du få små blødninger i huden.
Ved sportsskader, slidgigt og leddegigt kan du med fordel anvende en creme eller gel med smertestillende stoffer. De virker lokalt, så du undgår de forskellige bivirkninger.
Hvad er paracetamol?
Paracetamol er det aktive stof i Panodil, Pinex og Pamol. Det virker både smertestillende og febernedsættende og regnes for et relativt ugiftigt stof, såfremt man anvender det i korrekte doser. I høje doser er det livsfarligt. Paracetamol kan bruges af gravide, men nyere undersøgelser tyder på, at det kan påvirke drengebørn, så deres testikler ikke falder på plads, som de skal. Skal gravide have smertestillende midler, kan de bruge paracetamol, men i så lav dosis som muligt, og så sjældent som muligt.
Vær forsigtig og spørg
Du skal i det hele taget være forsigtig med er at tage smertestillende midler for ofte. Hvis du tager dem mere end 14 dage om måneden, kan de give hovedpine – eller forstærke den hovedpine, du måske i første omgang tog dem imod. Endelig skal du være forsigtig med Kodimagnyl på grund af indholdet af kodein, som kan skabe afhængighed.
Du kan i enkelte tilfælde have en gavnlig effekt af at indtage en kombination af fx. paracetamol og ibuprofen, men rådfør dig altid med din læge eller på apoteket først.