Hvorfor stiller vi så mange spørgsmål, når du henter din medicin?
Vi ekspederer rigtig mange lægemidler på apoteket hver dag. Og når man har med lægemidler at gøre, så er det meget vigtigt at undgå fejl. Fejl i medicinering og medicinindtag kan nemlig gøre dig alvorligt syg og endda være livsfarligt. På apotekerne gør vi derfor alt, hvad vi kan for, at der ikke skal opstå fejl. Vi kalder det 'patientsikkerhed' - og det er blandt andet derfor, vi stiller dig så mange spørgsmål, når du skal hente din medicin.
Udover begrebet patientsikkerhed arbejder vi også efter et andet begreb, nemlig 'rationel farmakoterapi'. Det betyder, at vi har pligt til at sørge for, at en behandling med et lægemiddel gives til den rigtige person, i den rigtige mængde, med den bedste virkning, de færreste bivirkninger og til den lavest mulige pris. Også derfor er det nødvendigt, at vi stiller dig spørgsmål. Heldigvis er de fleste lægemidler ret nemme og uproblematiske at tage. Men nogle lægemidler er mere komplicerede, selv om de er almindeligt udbredte, og de kan være farlige at tage på en forkert måde. De skal derfor tages med omtanke - også selv om de måske fås i håndkøb. Her er nogle eksempler.
Midler med paracetamol
Det virksomme stof i almindelige smertestillende midler som Panodil, Pinex og Pamol er paracetamol. De kan købes mange steder, og mange har dem stående derhjemme. Men det er faktisk et stof, der skal tages med forsigtighed. Får du paracetamol i for store doser, kan det nemlig ødelægge din lever og være livsfarligt. Mange, især ældre mennesker, tager paracetamol dagligt mod smerter. Det kan dog ske, at man ved stærkere akutte smerter får ordineret Pinex comp eller Kodipar af sin læge. Begge dele indeholder kodein, som er et stærkt smertestillende stof. Men de indeholder også paracetamol. Hvis du blot fortsætter med at tage din daglige dosis Panodil ved siden af det ordinerede Kodipar eller Pinex comp, så risikerer du at komme betænkeligt tæt på en farlig dosis. Du skal derfor altid fortælle din læge, og også gerne på apoteket, hvis du er fast bruger af paracetamol.
Midler med prednisolon
Prednisolon ordineres til mange mennesker ved mange forskellige lidelser. For eksempel ved gigtsygdomme og voldsomme allergiske reaktioner. Det bruges ofte i kort tid ad gangen, men ved nogle sygdomme bruges det dagligt i længere perioder. Hvis der er tale om en længere periode, så skal du altid supplere behandlingen med et tilskud af kalk- og D-vitamin, da en af bivirkningerne ved prednisolon er afkalkning af knoglerne og dermed knogleskørhed. Det er også vigtigt at afslutte en langvarig behandling med prednisolon med en gradvis nedtrapning.
Pas på maven ved gigtmedicin
En stor gruppe smertestillende lægemidler kaldes NSAID - eller mere populært gigtmedicin. De skal tages med forsigtighed og altid sammen med mad. Det mest almindelige stof i denne gruppe er ibuprofen, som findes i for eksempel Ipren og Ibumetin. Tager du disse eller et andet NSAID, som for eksempel Kodimagnyl, på tom mave, kan du risikere at udvikle mavesår. Ibuprofen på 200 mg kan købes i håndkøb, men i højere styrker er de på recept, ligesom mange andre stoffer i gruppen af gigtmedicin. Hvis din læge udskriver dem på recept og lægen ikke ved, at du samtidig tager Ipren, så kan du risikere at overdosere og få mavesår.
Fortæl hvad du bruger
Dette var nogle eksempler på, hvorfor medicin skal tages korrekt og med omtanke. Generelt er det vigtigt, at du fortæller din læge og på apoteket, hvad du tager af (håndkøbs-) medicin, vitaminer og naturlægemidler. Får du mange forskellige lægemidler, så husk, at du kan hente hjælp på dit apotek. Du kan for eksempel købe doseringsæsker eller få din medicin dosispakket. Du kan også få en sms-besked, hvis du har svært ved at huske at tage din medicin. Husk også, at vi aldrig stiller spørgsmål for at irritere, men for at hjælpe dig - så vi undgår fejl.