Sådan beskytter du din hund mod flåter og lopper Se relaterede produkter

Sådan beskytter du din hund mod flåter og lopper

Lopper og flåter er parasitter, som lever af at suge blod hos deres værtsdyr. Parasitterne er ikke alene ubehagelige for din hund, de kan også være skyld i flere forskellige sygdomme. Derfor er det vigtigt, at du sørger for både loppe- og flåtbeskyttelse.

Flåter og lopper hos hunde

Hunde elsker at komme med på tur og boltre sig i det høje græs – eller løbe for fuld fart gennem skovbunden. Desværre er det også her, at risikoen for at samle flåter op er allerstørst. Bruger du din hund som jagthund, er den også i høj risiko for at blive bidt af flåter.

Der findes mange arter af flåter, men skovflåten er langt den mest almindelige. I Danmark udgør skovflåter over 90% af de flåter, man finder. Skovflåten er udbredt i hele Danmark, og på trods af navnet findes den ikke kun i skove. Den foretrækker fugtige omgivelser som skove og våde enge, men kan også findes i højt græs eller staudebede og hække i haver. Risikoen er større, hvis der er rådyr i området, da rådyr er skovflåtens vigtigste kilde til blod.

Flåter bliver aktive, allerede når temperaturen kommer over 5°C og derfor skal du være opmærksom på dem det meste af året. Er efteråret lunt og vinteren mild, kan det være flåtsæson året rundt. Og så bør du sørge for flåtbeskyttelse eller flåtbehandling til din hund.

Hunden kan også risikere at blive angrebet af lopper, som så finder vej sammen med hunden ind i din bolig. Disse små bæster kan hoppe på din hund, når den leger med en anden hund, som har lopper, eller hvis den opholder sig på steder, hvor der har været andre dyr med lopper. På den måde bliver både hund og bolig inficeret. Her lever lopperne af at suge hundens blod, og sådan kan lopperne smitte hunden med sygdomme og andre parasitter.

Der findes omkring 2000 loppearter i verden, men den mest almindelige loppe hos hunde er, overraskende nok, katteloppen. Kattelopper er kun få millimeter lange. De er enten brune eller sorte, men svære at spotte, fordi de begraver sig i pelsen, og de bevæger sig lynhurtigt.

Det er lettest at opdage et loppeangreb ved at se efter loppernes ekskrementer, som mest af alt ligner kaffegrums – især ved haleroden og i hundekurven, samt på inderlårene, da hundens pels er tynd her. Hvis du reder hunden med en tættekam og gnider indholdet ud på et stykke fugtigt køkkenrulle, bliver det rødbrunt.

Lopper og flåter kan gøre din hund syg

Særligt flåtbid udgør en risiko for din hund. Flåter kan med deres bid overføre bakterier, som kan smitte din hund med anaplasmose eller borreliose. Begge sygdomme er alvorlige, og skal hurtigst muligt behandles af en dyrlæge. Vær opmærksom på symptomer som feber, træthed og hævede lymfeknuder samt ømhed i led og muskler.

Lopper kan bære på udviklingsstadier af bændelorm og kan ved bid overføre denne parasit til din hund.

Forebyggelse og behandling af lopper og flåter

Man siger det er bedre at forebygge end at helbrede og det gælder også, når vi taler om parasitter såsom lopper og flåter. Du kan selvfølgelig tjekke din hunds pels for flåter jævnligt og grundigt, men det er besværligt – især, hvis din hund er stor og har en kraftig pels.

Heldigvis findes der forskellige former for parasitbehandling målrettet mod lopper og flåter hos hunde. Produkter, som hver især har deres fordele og ulemper. De beskytter alle mod lopper og/eller flåter i kortere eller længere tid, og dræber de parasitter, som allerede måtte være på dit dyr. Med nogle midler behøver lopper og flåter ikke først at bide din hund for at blive slået ihjel, da produktet har en repellerende effekt, mens andre kræver at flåterne bider din hund og suger blod, før de bliver slået ihjel.

Du kan både vælge mellem dråber, der skal dryppes i hundens nakke (spot-on), halsbånd og tabletter. Er du en af de mange hundeejere, som også har kat, skal du være ekstra opmærksom, da visse spot-on produkter til hunde kan være livsfarlige for katte.

Få råd og vejledning til at finde den behandling, der passer bedst for dig og din hund på apoteket.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen