Flere rådyr øger risikoen for flåtbid Se relaterede produkter

Flere rådyr øger risikoen for flåtbid

Flåterne har kronede dage i den danske natur, som i disse år ændrer sig med en stærkt stigende bestand af rådyr, grønne vintermarker, milde temperaturer og et anderledes skovlandskab efter de kraftige storme. De mange rådyr transporterer flåterne fra skovene og ind i villahaver, på rastepladser og i parker*.

Flåterne kommer tættere på os

Flåterne lever således ikke kun i markernes høje græs eller ude i skoven, men altså også tættere på vores boligområder og de steder, hvor vi ofte færdes. Risikoen for flåtbid er på denne måde kommet helt ind i nærheden af boligen, hvor især hundeluftere og katteejere bør være ekstra opmærksomme på de små blodsugere.

– Flåterne er kommet ind i lokalområdet med rådyrene. Flåterne bider tre gange i deres liv, første gang som nyudklækket larve. Blodet fra et værtsdyr bruger de til at vokse sig til nymfestadiet, hvilket tager flere uger. Næste måltid tager de op mod et år senere, og det sidste måltid endnu et år senere. Det sker ofte på et rådyr, fortæller epidemiolog Rene Bødker fra DTU Veterinærinstituttet i København.

Fra et dyr til et andet

I takt med flåternes udvidede aktionsradius stiger risikoen for flåtbid. Flåterne er vilde med skyggefulde og fugtige steder, hvor de venter på at komme til fadet, når din nysgerrige hund eller kat kommer forbi. Og flåterne er potentielt set et af de farligste dyr, da de kan overføre meget smitsomme sygdomme til både dyr og mennesker:

– Vi kender ikke det fulde omfang af flåternes smitsomme bakterier. Det handler ikke kun om den kendte borrelia-bakterie, men også om bakterien Rickettsia helveticaog en række mindre kendte flåtinfektioner. Flåterne kan have et batteri af smitsomme infektioner med, som afhænger af de lokale forhold. Det er vigtigt enten at undgå flåtbid eller at fjerne flåterne kort efter, de er begyndt at bide, pointerer Rene Bødker.

Flåterne lever af blod fra fugle og pattedyr. Hunflåten har brug for mindst tre blod-måltider inden hun kan lægge mellem 1.500 og 2.000 æg på fugtige steder. Derfor er den voksne hunflåt afhængig af et værtsdyr, som kan levere det vitale blodmåltid. Når hunflåten har lagt sine æg, vil den dø. Larverne kan blive smittede efter deres første blodmåltid og derfor være farlige, næste gang de bider som nymfer eller voksne flåter.

Undgå flåtbid

Som kæledyrsejer skal man være særligt opmærksom på forebyggelse og symptomer fra tidligt forår, sommeren over og frem til oktober, hvor flåterne er aktive ved temperaturer over fem grader**. Det kan være vanskeligt at opdage de små flåter i hundens pels efter luftningen, men man kan aktivt forhindre flåterne i at bide på kæledyret ved en forebyggende behandling:

– Det er altid en god idé at tjekke kæledyret (og dig selv) grundigt for flåter, når man har været ude i naturen. Flåter skal fjernes inden for et døgn, hvis man vil undgå en eventuel smitte. Hvis man færdes med hund i områder med flåter, er et godt råd at sætte ind med en forebyggende behandling med et flåtafvisende middel eller et halsbånd, der også kan minimere risikoen for flåtoverførte sygdomme, lyder det fra Rene Bødker fra DTU Veterinærinstituttet.

Vil du vide mere? Kontakt dit lokale apotek.

Gode råd mod flåter

  • Giv hunden en forebyggende behandling med et afvisende flåtmiddel
  • Vær opmærksom på, at hunde og katte ikke må behandles med det samme produkt
  • Tjek pelsen for flåter efter besøg i fugtige udeområder, især dem med højt græs
  • Det er vigtigt at behandle hunde hver måned i flåtsæsonen
  • Fjern flåter med en tægetang og sørg for, at hele flåten fjernes
  • Hold øje med symptomer som feber, træthed, halthed, epilepsi, ansigtslammelser, muskelsmerter og usikker gang
  • Kontakt dyrlægen, hvis din hund eller kat udvikler de nævnte symptomer eller udvikler en reaktion omkring bidstedet

Kilder: www.netdyredoktor.dk,www.naturstyrelsen.dk,www.dyrelaegevagten.dk og www.skovflaat.dk

*Naturstyrelsen oplyser på deres website, at der findes fem gange så mange rådyr som midt firserne, hvor bestanden var ca. 80.000 rådyr. Det skønnes at der i dag findes ca. 450.000 rådyr i Danmark.

**Se websitet www.skovflaat.dk

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen