Rødt blus på kinderne? Se relaterede produkter

 

 

Rødt blus på kinderne?

Har du ofte rød og blusset hud? Mange lyse hudtyper har tendens til at blive meget røde i kinderne. Måske efter en tur i varme, kulde eller blæst. Er problemet udtalt og oplever du, at det bliver værre, så kan det være hudsygdommen rosacea, der ligger bag.

Rosacea er en hudsygdom, der typisk rammer kvinder med lys hud i 30-50 års alderen. Lidelsen har forskellige stadier og kendetegn. De første tegn er ofte en øget tendens til blussende kinder og ansigtsrødme. For eksempel kan varme, kulde, blæst, regn og fysisk aktivitet få kinderne til at blusse op. Det samme kan alkohol, sollys, visse fødevarer og følelsesmæssige påvirkninger. Du kan også få varmefølelse og svie i huden og måske slå ud af hudplejeprodukter. Kløe, tørhed, karsprængninger og bumselignende betændelsestilstande hører også til symptomerne. Det er individuelt, hvordan sygdommen udvikler sig, og hvilke kosmetiske produkter, du reagerer på.

Desværre er rosacea en psykisk belastende sygdom, fordi den sidder lige i ansigtet. Tal derfor med din læge om en medicinsk behandling, hvis du lider af rosacea eller har mistanke om det. Vær også ekstra omhyggelig, når du vælger hudpleje og kosmetiske produkter. Undgå skintonic, sæber med høj pH-værdi og produkter med natrium lauryl sulfat. For nogle er der hjælp at hente i at anvende helt enkle produkter uden parfume og konservering. Der findes også hudplejeserier specielt til hud med rødme. Prøv dig frem. Det er vigtigt, at du er varsom med sollys og beskytter dit ansigt med en solcreme med høj faktor, når du er udendørs. Kom ind på dit apotek, og lad os hjælpe dig med at finde hudpleje.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen