Nedsat appetit ved sygdom og alderdom: Der er hjælp at hente
Både alderdom og længerevarende sygdom kan påvirke kroppen på mange måder. For nogle betyder det træthed eller nedsat energi, og at appetitten forsvinder. Måltider, som tidligere gav glæde og energi, kan pludselig virke uoverskuelige.
Men kroppen har ikke mindre brug for næring, fordi appetitten svigter. Tværtimod. Under sygdom og ved alderdom stiger behovet for både energi og protein ofte, samtidig med at det kan være svært at spise nok til at dække behovet. En længere periode, hvor man ikke får spist nok, kan føre til det begreb, der defineres som “sygdomsrelateret underernæring”, hvor kroppen tærer på sine proteindepoter og begynder at nedbryde muskler for at få energi og brændstof. Det kan gøre det sværere at komme til kræfter igen og kræver ekstra ernæringsmæssig opmærksomhed og behandling.
Heldigvis findes der hjælp at hente.
Gode råd, når appetitten er lille
Når appetitten er lille, kan det være en fordel at tænke anderledes end de traditionelle tre hovedmåltider om dagen. Mange oplever, at små måltider fordelt over dagen er lettere at overskue. Her kan ernæringsdrikke eller protein- og energitætte fødevarer hjælpe med at øge næringsindtaget.
Det kan f.eks. hjælpe at:
- Spise det, man bedst kan lide – også selvom det er alle de fødevarer, der normalt anses for de lidt “forbudte” - f.eks. flødeis, smør, sødmælk og sukker i kaffen, en energitæt drikkeyoghurt, et godt stykke ost, en håndfuld nødder
- Berige maden med ekstra energi og protein, f.eks. ved at tilsætte fløde, ost, smør eller æg.
- En kølig ernærings- og proteindrik, enten saftlignende eller mælkebaseret, kan være en god måde at få ekstra energi og protein på.
Protein ved nedsat appetit
Protein er kroppens byggesten. Det hjælper med at vedligeholde musklerne og understøtter kroppens genopbygning og restitution.
Ved sygdom eller længere perioder med nedsat appetit kan kroppen miste muskelmasse. Derfor er det vigtigt at få tilstrækkeligt med protein hver dag.
Men den bedste ernæringsløsning er ikke nødvendigvis den, der ser bedst ud på papiret. Den bedste løsning er den, der rent faktisk bliver spist eller drukket.
Hvis en ernæringsdrik bliver stående i køleskabet, fordi man ikke bryder sig om smagen, får kroppen ingen gavn af næringsstofferne. Derfor er det vigtigt at finde produkter og smagsvarianter, som man kan lide, og som man har lyst til at indtage regelmæssigt.
For nogle fungerer det bedst at drikke ernæringsdrikken kold eller fryse den til is. Andre foretrækker at drikke den, som den er, i mindre portioner ad gangen eller at bruge den som et supplement mellem måltiderne.
Det vigtigste er at finde en løsning, der passer ind i hverdagen, og som gør det lettere at få dækket kroppens behov for energi og protein.
Derfor gør ernæring en forskel ved sygdom
Når man er syg eller er ved at komme sig efter et sygdomsforløb, arbejder kroppen hårdt. Her spiller ernæringen en vigtig rolle.
Tilstrækkeligt med energi og protein kan bidrage til at bevare muskelmasse, understøtte restitutionen og give kroppen de bedste betingelser for at komme til hægterne igen.
Hvis du eller en pårørende oplever vægttab, nedsat appetit eller har udfordringer med at spise nok, kan det være en god idé at tale med en læge, sygeplejerske eller apotekspersonalet om mulighederne for ernæringsstøtte.
Sådan kan du hjælpe som pårørende
Som pårørende kan det være frustrerende at opleve, at en nærtstående person spiser mindre og taber sig. Mange føler et stort ansvar for at få den syge til at spise mere, men pres ved måltiderne kan ofte have den modsatte effekt.
I stedet kan det hjælpe at fokusere på små succeser. Tilbyd mindre portioner, men gerne oftere i løbet af dagen. Sørg for, at der altid er lette og indbydende muligheder inden for rækkevidde, og vær opmærksom på, hvilke retter og smage der vækker størst appetit.
Det giver ofte lidt ekstra appetit, hvis man spiser sammen og dækker hyggeligt op. Det gælder også, når man er syg eller mangler appetit. For mange pårørende kan det være en lettelse at vide, at selv små mængder ekstra energi og protein hver dag kan bidrage til at støtte kroppen i en krævende periode.
Hvis en, som du har kær, kæmper med appetitten, er der nogle små tricks, du kan anvende til at hjælpe kærligt på vej.
Gør lidt ekstra ud af måltidet. Det behøver ikke være de store gourmet kokkerier, men flere studier har påvist, at appetitten påvirkes positivt ved at gøre lidt ekstra ud af spiseomgivelserne. Det kan være at yndlingsstellet kommer frem, en blomst på bordet, lidt stearinlys eller hyggelig baggrundsmusik. Du ved naturligvis bedst, hvad der virker hos jer.
Gør ekstra ernæring let tilgængelig. Du kan sikre, at der er små snacks og ernæringsdrikke inden for rækkevidde i køleskabet. Du kan vælge forskellige smagsvarianter, så man ikke bliver træt af den samme smag hver dag.
Smag og præferencer er nemlig meget individuelle. Nogle foretrækker søde smage som vanilje eller jordbær, mens andre hellere vil have kaffesmag, frugt eller mere neutrale varianter. Derfor findes ernæringsdrikke i mange forskellige smage og konsistenser, så der er større chance for at finde en løsning, der passer til den enkelte.
Sådan kan ernæringsdrikke bruges i hverdagen
Mange forbinder ernæringsdrikke med noget, man drikker direkte fra flasken. Men ernæringsdrikke kan også bruges kreativt i hverdagen og indgå som en del af mad og drikke.
En ernæringsdrik kan for eksempel tilsættes i smoothies, milkshakes eller grød for at øge indholdet af energi og protein. Nogle anvender også ernæringsdrikke som ingrediens i pandekager, hvor de bidrager med både smag og næring.
På varme dage eller hvis man oplever kvalme, kan det være lettere at spise end at drikke. Her kan ernæringsdrikke med fordel fryses ned og serveres som is. Nogle oplever, at en kold is er nemmere at spise end en drik, samtidig med at kroppen stadig får energi og protein.
Ved at variere måden ernæringsdrikkene anvendes på, kan det blive lettere at få dem ind som en naturlig del af hverdagen. Og jo lettere det er at få ernæringen i sig, desto større er sandsynligheden for, at kroppen får den næring, den har brug for.
Den bedste ernæringsløsning er ikke nødvendigvis den med mest protein på etiketten. Den bedste løsning er den, der rent faktisk bliver spist eller drukket.
Uanset hvor mange næringsstoffer et produkt indeholder, gør det først en forskel, når det bliver spist eller drukket. Derfor er den bedste løsning ofte den, som passer til den enkeltes smag og vaner.
Når sygdom påvirker appetitten, er det vigtigt at huske, at der findes hjælp og løsninger. Ernæringsdrikke kan være et enkelt supplement, som gør det lettere at få den nødvendige energi og protein – og med de mange smagsvarianter og anvendelsesmuligheder, er der gode chancer for at finde en løsning, der passer til den enkelte.