Når hovedpinepiller gør hovedpinen værre
Hovedpinepiller kan købes i alle supermarkeder, og det gør det måske nemmere at glemme, at det er medicin og ikke mintpastiller, du sluger. Faktisk kan overdrevet forbrug af medicin mod hovedpine føre til en kronisk hovedpinelidelse kaldet medicinoverforbrugshovedpine. En lidelse, som Dansk Hovedpinecenter mener, der er behov for større oplysning omkring.
Vi kender alle til, at det pludselig gør ondt i hovedet. Det kan være svært at koncentrere sig om arbejdet eller at gennemføre de praktiske opgaver derhjemme. Det er sjældent, der er tid til og mulighed for at sove hovedpinen væk, så derfor er en hovedpinepille ofte en kærkommen ven. Men bliver hovedpinepiller en tro følgesvend flere gange om ugen, kan det faktisk skabe en forværret og kronisk tilstand. Lidelsen har fået det knap så mundrette, men til gengæld logiske navn: Medicinoverforbrugshovedpine.
En lidelse, som cirka 100.000 voksne danskere lider af. Louise Ninett Carlsen har en Ph.d. fra Dansk Hovedpinecenter på Rigshospitalet, hvor hun de seneste fem år blandt andet har forsket i medicinoverforbrugshovedpine. Selvom der er kommet mere fokus på lidelsen de sidste par år, så mener hun stadig, der er behov for større oplysning omkring området. I gennemsnit spiser vi danskere nemlig 166 hovedpinepiller om året. Det svarer til en pille næsten hver anden dag.
”Medicinoverforbrugshovedpine opstår, når kroppen vænner sig til at få store mængder medicin. Jo mere medicin, du får, jo mere skal der til, for at det har en virkning, og jo værre bliver symptomerne også. Det bliver et usundt forhold, hvor symptomerne og forbruget hele tiden forstærker hinanden. Så går man og tænker, at man ofte får hovedpine og hurtigt når til bunden af pilleglasset, så bør man gøre noget ved det, forklarer Louise Ninett Carlsen.
En kold tyrker
Medicinoverforbrugshovedpine er kendetegnet ved en kombination af hovedpinesymptomer mere end halvdelen af måneden og et forbrug af medicin mod hovedpine mere end 14 dage om måneden, eller et forbrug af migrænemedicin mere end ni dage om måneden i en periode på tre måneder.
Hvis du mistænker, at du har udviklet medicinoverforbrugshovedpine, anbefaler Louise Ninett Carlsen, at du starter med at notere hyppigheden af dine hovedpinesymptomer og dit forbrug af smertestillende medicin. Svarer det til mønstret ved medicinoverforbrugshovedpine, kan du enten kontakte din læge eller vælge at gøre noget ved problemet selv.
”Man kan vælge at trappe ned til det anbefalede forbrug af smertestillende medicin, eller man kan vælge at stoppe helt med medicinen i otte uger, hvilket er det mest effektive. For nogle kan afvænningen give symptomer som forværring af hovedpine, migræneanfald, følelsen af at være nervøs og rastløs eller influenzalignende symptomer den første uge eller to. Derfor kan det være en god idé at kontakte din læge, inden du går i gang, så du kan få den rette støtte og vejledning undervejs. Det kan også være godt givet ud at sygemelde sig nogle dage, fordi det giver kroppen ro og ofte er med til, at symptomerne hurtigere forsvinder,” siger Louise Ninett Carlsen.
Hun understreger, at de forværrende symptomer forsvinder igen, når kroppen har vænnet sig til at fungere uden den konstante brug af smertestillende medicin. Herefter vil mange opleve en halvering i antal dage med hovedpine.
Søg hjælp i tide
Risikoen for medicinoverforbrugshovedpine betyder dog ikke, at du skal være bange for at tage medicin mod hovedpine. I stedet opfordrer Louise Ninett Carlsen til at være opmærksom på dine hovedpinemønstre og søge hjælp i tide, inden du udvikler symptomer på overforbrug af medicin.
”Det er vigtigt at sige, at når du oplever en hovedpine, der ikke er til at holde ud, så er det godt at tage smertestillende medicin. Men er hovedpinen ude af kontrol, så du ikke kan holde dig under det anbefalede medicinforbrug, bør du kontakte din læge. Han kan også henvise dig til specialister, hvis der er behov for det. Ingen skal gå rundt med hyppig hovedpine, og der er masser af hjælp at hente til at lære at håndtere hovedpinen og få redskaber til at mindske symptomerne samt mulighed for at behandle medicinsk.”
Hvis du vil vide mere om medicinoverforbrugshovedpine, kan du læse mere på videncenterforhovedpine.dk. Der findes også fire forskellige patientforeninger for mennesker med hovedpine, hvor du kan få hjælp og rådgivning. Find dem her.
Er du i tvivl?
På apoteket kan du altid spørge, hvis du er i tvivl om anvendelsen af medicin mod hovedpine. Vi kan også vurdere, om dine symptomer tyder på, at du i stedet bør opsøge din læge.