Se relaterede produkter

Når et hjerte bliver knust

Kan sorg gøre os hjertesyge og i sidste ende tage livet af os? Spørgsmålet har nok tidligere virket som utænkeligt i medicinske sammenhænge. Men sådan er det ikke mere.

Broken Heart Syndrom og Stress Kardiomyopati er nok de mest kendte navne på den nu anerkendte diagnose. Rent fysiologisk kan der ved sorg ske det, at dele af hjertet holder op med at slå, og hjertets venstre hovedkammer svulmer op. Ca. 30 danskere bliver hvert år ramt – et tal, der har været stabilt, siden lidelsen blev opdaget i 1992.

Flest kvinder

Af de 30 vil 27 statistisk set være ældre kvinder. Overvægten af kvinder kan skyldes hormoner, eller at mænd og kvinder ikke har lige mange nerver i hjertet. Desuden kan den højere forekomst af kvinder også skyldes, at kvinder gennemsnitligt bliver 4-6 år ældre end mænd og derfor ”overlever” en del kvinder deres ægtemand. Man mener, at en tredjedel af tilfældene skyldes psykisk belastning, en tredjedel fysisk belastning og en tredjedel er uforklarlige i lægernes øjne. Men ser man på de tilfælde, man kender årsagen til, er der nogle fællestræk. For det, der sker, når man oplever stor belastning – fysisk eller psykisk, er, at hjernens ”flygt eller kæmp-funktion” aktiveres. Når det sker, bliver der blandt andet frigivet store mængder af stresshormoner, og ifølge Patrick O´Gara, kardiolog ved Brigham and Women´s Hospital i Boston, USA, lammer de simpelthen hjertet. Han understreger, at det er den teori, man arbejder med på nuværende tidspunkt. Der er nemlig stadig meget, man ikke ved om knuste hjerter. Teorien bakkes op af den danske læge Thomas Emil Christensen, der har skrevet en ph.d. om syndromet.

Død af sorg

Når et hjerte bliver knust på denne måde, kan det være fatalt.  I de fleste tilfælde vil hjertet dog komme sig og kan pumpe videre. Men det er faktisk ikke den eneste måde, hjertet kan blive påvirket af sindet. En amerikansk undersøgelse  fra 2011, viser, at ældre, som har mistet deres partner, har markant højere risiko for hjerteanfald. Og modsat Broken Heart Syndrome, som rammer flest kvinder, er dødeligheden faktisk generelt større for enkemænd umiddelbart efter tabet.

Dårlig selvfølelse kan give dårligt hjerte

Et græsk studie, som blev udgivet i 2016, har set på sammenhængen mellem hjertesygdom og følelser. Ud fra spørgeskemaer givet til 150 patienter med hjertesygdomme om deres følelsesliv og sindstilstand, konkluderer forskerne, at der er en lineær sammenhæng mellem dårlige følelser omkring sig selv inden sygdommen, og risikoen for at den opstår. Faktisk antyder det græske studie, at man ved at arbejde med sin følelsesmæssige intelligens – altså måden at håndtere og agere på sine følelser – kan få et sundere hjerte og dermed et sundere liv. Andre studier har vist, at store personlige konflikter ofte udspiller sig umiddelbart inden en blodprop i hjertet. På den anden side er positive følelser og optimisme blevet linket til en nedsat risiko for blodpropper i hjertet hos kvinder. Et hjerte kan altså gå i stykker. Det kan blive påvirket af sindet. Og sindet kan blive påvirket af indstilling. Der er ingen medicin mod hjertesorger, og derfor er det godt, at vi har en indflydelse via vores indstilling. Vi kan arbejde med , hvordan vi tackler hjertesorger og dermed måske sænke risikoen for, at det sårede hjerte bliver sygt.

 

Kilde: magasinethelse.dk

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen