Når appetitten forsvinder
Som syg eller svækket og gammel kan man nemt miste appetitten. Det øger risikoen for underernæring. Men beriget mad, små portioner og trygge forhold omkring selve spisesituationen, kan afhjælpe problemet.
Det overordnede budskab for småtspisende er, at den mad, der er sund for normalt spisende raske mennesker, ikke er tilstrækkeligt for de småtspisende. Mennesker, der har tabt appetitten i en grad, så de er underernærede, har behov for ekstra energiholdig mad og drikke
– For syge og svage mennesker uden megen appetit er noget af det sværeste at få opfyldt deres proteinbehov for at kunne værne om deres muskelmasse og styrke deres immunforsvar. Det kan man forsøge at gøre noget ved gennem drikkelse – f.eks. ved at give dem nogle fede mælkeprodukter i stedet for de fedtfattige, som vi andre skal drikke. Det giver både energi og indeholder protein, siger Mathias Cook, der er klinisk diætist i Center for Ernæring og Tarmsygdomme på Aalborg Universitetshospital.
Specialprodukter
Hvis appetitten er helt væk, findes der mælkebaserede specialprodukter, der er målrettet småtspisende og underernærede mennesker. Her har man tilsat både protein og vitaminer, og for en kortere periode kan de bruges som eneste kost.
En god idé er det også, fortæller Mathias Cook, når man er småtspisende, at tilføre ekstra fedtstof til de daglige måltider. Det kan være et tykt lag smør på brødet og en god klat mayonnaise på pålægget, der gerne må fylde meget mere end brødet, som ikke er så proteinrigt som kødpålæg.
Mange små måltider
Men det er ikke kun selve indholdet i maden, man skal være opmærksom på, når man har med småtspisende at gøre. Psyken spiller også ind på spiselysten, og særligt kan det for mennesker med manglende appetit synes uoverskueligt at spise mad, hvis den serveres i almindelig portionsstørrelse.
Hvis man derimod serverer små, overskuelige portioner – f.eks. et par saltkiks med ost, så kan de bedre komme igang. Det samme gælder med drikkelse. Jo mindre format, man serverer i, jo lettere er det at få patienterne til at drikke, siger Mathias Cook.
Kontakt apotekeren.dk eller dit lokale apotek, hvor farmaceuter og farmakonomer er klar ved telefon og mail.
Find apotekerens ernæringsprodukter her.
Kilde: Magasinet Helse.