Se relaterede produkter

Lunger er livskvalitet

– og der er næsten altid noget, du kan gøre for at styrke dine lunger. Også hvis du allerede er ramt af en lungesygdom som f.eks. KOL. For når en sygdom ikke kan helbredes, handler det om at kunne leve bedst muligt med den.

Mere end 600.000 danskere er i dag plaget af en kronisk lungesygdom. De to største lungesygdomme er astma og KOL, som kan have de samme symptomer, men i virkeligheden er meget forskellige. Fælles for begge er dog, at sygdommen kan påvirke din livskvalitet meget i hverdagen. Fælles er også at selvom begge sygdomme er kroniske, kan den syge selv gøre meget for at holde symptomerne på afstand.

Tobak er lungernes fjende nr. 1.

Når det handler om kroniske lungesygdomme, er der fortsat ét råd, som er vigtigere end alle andre. Du har sikkert gættet det: Drop tobakken. Rygning er langt den hyppigste årsag til, at vi udvikler KOL. Rygning er ikke selve årsagen til astma – men tobak gør bestemt ikke din livskvalitet som astma patient bedre. Rygning betyder, at forløbet af astmasygdom bliver langt alvorligere.

Og rygestop gælder ikke kun patienterne selv. Det gælder også mor og far. Hvis du er vokset op med dårligt indeklima – især indendørs rygning og dårlig udluftning –bliver dine lunger mere modtagelige for at udvikle KOL senere i livet. Det samme gælder, hvis du som barn har gentagne lungeinfektioner. Dine lunger bliver mindre og dårligere end gennemsnittet, og dermed har du større risiko for at udvikle KOL. Især naturligvis hvis du ryger. Risikoen stiger, efterhånden som du bliver ældre.  Gennemsnitsalderen for en KOL-diagnose i Danmark er ca. 68 år.

Frem med svedebånd og kalorietæller

Men får du KOL eller astma er der stadig meget du selv kan gøre for at få det bedre. Udover at stoppe med at ryge, så skal du huske at tage din medicin korrekt, holde din normalvægt – og motion er stadig rigtig godt for dig.

Motion, vægtkontrol og rygestop i kombination med medicin er også den bedste måde at forebygge overvægt og hjerteproblemer, som ofte er følgesvende til KOL.

Mange år i sundhedssystemet har lært forskningsprofessor Peter Lange, Københavns Universitet, at vi mennesker ønsker at have et godt liv, og at vores ønskesedler bliver længere. Hans bedste anbefaling til, at vores ønsker måske kan blive opfyldt er: Hold dig aktiv, kontrollér din vægt og drop tobakken. Sådan holder du dine lunger stærke længst muligt – og i øvrigt også resten af din krop.

Få rådgivning og gode råd på dit lokale apotek.

 

Kilde: helsemagasinet.dk

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen