Kæledyr ville vælge loppebekæmpelse
Hvis dit kæledyr selv kunne bestemme, ville det formentlig vælge et loppefrit hjem. Hunde og katte har dog ikke noget valg, da lopper i praksis er svære at udrydde uden den rigtige strategi. Men som kæledyrsejer kan du i høj grad mindske hjemmets loppebestand – og en regelmæssig og forebyggende indsats året rundt fjerner de værste gener for dyret.
– Vi får mange henvendelser om lopper på hunde og katte her i vinterperioden. Mange kæledyrsejere tror sikkert, at det er sæson for lopper, men det er lidt af en skrøne. Lopper er et helårsfænomen indendøre, og behandlingen er flerstrenget med både loppemidler, tættekam og grundig rengøring af hjemmet, udtaler apotekspersonalet.
Lopper hele året rundt
Ude i naturen florerer lopperne mest i sensommeren og i det tidlige efterår med fugt og varmegrader. Men indendørs er det loppesæson hele året rundt. Lopperne trives i velisolerede huse med lune temperaturer og luftfugtighed, i trægulve med revner og sprækker og på kæledyrets favoritpladser rundt om i hjemmet. Lopperne er kommet ind i hjemmet på kæledyret, og der kan ligge tusindvis i dvale over længere tid.
Udfordring i omgivelserne
Størsteparten af lopperne findes faktisk ikke på kæledyret, men som æg, larver og pupper i kæledyrets nærmeste omgivelser*. Som følge af deres biologi kan de små skadedyr ligge i dvale i op til et halvt års tid, og med rette stimuli fra et værtsdyr kommer lopperne lynhurtigt frem fra pupperne.
– Lopperne springer på dit kæledyr kort tid efter fremkomsten fra en kokon. De lever så i dyrets pels, hvor de lever af at suge blod. Efter parring lægger hver enkelt hunloppe op til 25 æg om dagen. Fem hunlopper kan dermed producere over 2.600 lopper på kun tre uger. Æggene har en glat overflade og falder af værtsdyret og ned i omgivelserne, fortæller biolog Kim Søholt Larsen fra KSL Consulting.
Klar med helhedsplan
Kampen mod lopperne er ifølge eksperterne mest effektiv med en forebyggende behandling, hvor man anvender et godkendt loppemiddel i kombination med en grundig rengøring af hjemmet. Det gælder om at komme hele vejen rundt om problemet, hvis du som kæledyrsejer skal i mål med loppebekæmpelsen.
Sæt en stopper for lopperne
Det gælder om at forebygge, inden dit kæledyr møder lopperne. Det gøres ved en månedlig behandling af alle kæledyr i husstanden med et godkendt loppemiddel. På apoteket får du en grundig vejledning, og du kan købe de loppemidler og det udstyr, der passer præcist til dit kæledyr:
– Et effektivt loppemiddel skal kunne bryde loppens livscyklus og bringer sin skadelige virkning videre fra kæledyret og ud i omgivelserne. Vi tilbyder loppemidler med denne dobbeltvirkende effekt. Vi rådgiver om den rette brug af midlet i forhold til bl.a. kæledyrets størrelse og vægt samt understreger vigtigheden af grundig rengøring af hjemmet, udtaler apotekspersonalet.
Vil du vide mere? Kontakt dit lokale apotek.
Gode råd til loppebekæmpelse
- Husstandens hunde og katte skal alle være i behandling, og det er mest praktisk at behandle dem samtidigt – også "dyrevenner" på besøg
- Spørg på apoteket omkring det rette loppemiddel
- Støvsug i og omkring kæledyrets kurv eller favoritplads for at fjerne æg, larver og fremkomne lopper
- Vask (på 60°C) alle tæpper, puder og andet, som din hund eller kat ligger på eller læg evt. tingene i fryseren et par døgn
- Husk at følge loppemidlets anvisning nøje og sørg for at genbehandle inden for den periode, som er angivet på midlet
- Tjek jævnligt dyret med en tættekam
Kilder: www.mst.dk (Miljøstyrelsen), www.netdyredoktor.dk, www.dyrlægevagten.dk og www.dpil.dk (Skadedyrslaboratoriet)
* Se artiklen ”Lopper hos hund og kat” på www.netdyredoktor.dk