Hvilke faktorer spiller ind på, at du snorker? Se relaterede produkter

Hvilke faktorer spiller ind på, at du snorker?

Snorken er forstyrrende og kan spolere den gode nattesøvn for både dig og din partner. Det er som udgangspunkt ikke farligt at snorke, men er du én af de 75.000-80.000 danskere, der skønnes at lide af obstruktiv søvnapnø, skal du være opmærksom, fortæller professor og ledende overlæge på øre-, næse-, og halsafsnittet, Therese Ovesen.

Er du en af de mange danskere, der snorker hver nat? Snorken kan være voldsomt forstyrrende, særligt for den person, du sover ved siden af, og med alderen vælger flere og flere par at have separate soveværelser for at slippe for de natlige forstyrrelser.

Snorken skyldes, at slimhinderne i de øvre luftveje vibrerer. I vågen tilstand er musklerne under slimhinderne mere udspændte, men som alt andet i kroppen, afslappes de, når vi sover, og så opstår snorken. Mange oplever desuden med alderen en øget tilbøjelighed til at snorke, og det skyldes, at musklerne i området bliver mere slappe, efterhånden som vi bliver ældre.

”Det skønnes, at 25-35% af den voksne befolkning snorker hver nat, og af den gruppe er størstedelen mænd. Vi oplever ofte, at mændene søger hjælp, fordi kvinderne skubber dem afsted. Både fordi de er irriterede over forstyrret søvn, men også af bekymring for om den tiltagende snorken kan være tegn på noget andet og mere alvorligt,” forklarer Therese Ovesen, professor og ledende overlæge på øre-, næse- og halsafsnittet ved Regionshospitalet, Gødstrup.

Derfor snorker man

Den natlige snorken kan skyldes flere forskellige faktorer. Det kan have anatomiske årsager, og for eksempel kan en person med et smalt svælg være mere tilbøjelige til at snorke end personer med et almindeligt svælg. Det hører dog til sjældenhederne, fortæller Therese Ovesen.

Langt de fleste tilfælde af snorken skyldes livsstil. Overvægtige personer har således hyppigere forekomst af snorken, fordi de ekstra kilo giver mindre plads i luftvejene. Derfor bliver overvægtige personer, der snorker, ofte opfordret til at tabe nogle kilo, og det kan have stor effekt ganske hurtigt. Ifølge Therese Ovesen er det sjældent nødvendigt med et stort vægttab for at opnå resultater.

”Fedtet ved tungeroden er det første sted, man taber sig, når man går i gang med et vægttab. Har du et BMI på 35, skal du altså ikke ned på et BMI på 25 for at mærke en forskel. Det kan ofte være nok med et vægttab på 6-7 kilo, fordi det vil skabe mere plads i luftvejene,” forklarer hun.

Udover overvægt kan alkohol inden sengetid også have en negativ effekt på vores tilbøjelighed til at snorke. Alkohol bevirker, at kroppen og musklerne bliver ekstra afslappede, og det gør, at vibrationerne i svælget bliver mere markante. Det samme gør sig gældende for sove- og nervemedicin. 

Er det farligt at snorke – obstruktiv søvnapnø

Selvom snorken kan være til stor gene for dine omgivelser, er det ikke farligt. Lider du af obstruktiv søvnapnø (OSA), er der dog grund til at være påpasselig. Lidelsen er kendetegnet ved, at patienterne i kortere perioder helt stopper med at trække vejret, mens de sover. En stor del af OSA-patienterne snorker også.

Det skønnes, at 4-5% af voksne mænd lider af OSA, mens halvt så mange kvinder er ramt. Risikoen for at udvikle lidelsen stiger med alderen, og de fleste vil først blive ramt, når de er over 40 år. 

”Lider du af OSA, skal du søge hjælp. Det kan give flere følgetilstande så som hjerte-kar-sygdomme, ligesom patienterne kan opleve koncentrationsbesvær og have problemer med korttidshukommelsen. Derudover er søvnkvaliteten ofte så dårlig, at patienterne er meget trætte i løbet af dagen, og vi ser flere eksempler på personer, der falder i søvn i bilen. Så det kan være meget farligt at have ubehandlet OSA,” forklarer Therese Ovesen.

Hvordan behandler man snorken?

Lider du af obstruktiv søvnapnø, eller er din snorken så generende, at den spolerer dine omgivelsers søvn, er der grund til at søge behandling. Der er flere forskellige metoder til at komme de høje lyde til livs. Indledningsvist vil den snorkende ofte blive sendt hjem med et søvnmålingsapparat.

”Det kan tegne et billede af, hvor høj snorken er, og hvor længe den står på i løbet af en typisk nat. Skyldes snorken livsstil, kan det give en aha-oplevelse for den, der snorker. Er der tale om en overvægtig mand, der måske drikker øl i løbet af en aften og måske ovenikøbet tager sovemedicin, kan snorken være et tegn på noget langt mere alvorligt livsstilsmæssigt,” forklarer Therese Ovesen. 

Et positionsbælte kan spændes om brystet og vibrerer, hver gang den snorkende lægger sig på ryggen. I den position vil snorken ofte være højere. Ved at tvinge personen til at ligge på siden, kan det minimere lydniveauet. En snorkeskinne skubber kæben fremad, hvilket for nogen vil afhjælpe snorken. Skinnen skal laves hos en tandlæge, så den passer til den enkelte person, fortæller Therese Ovesen.  

Et CPAP-apparat (Continuous Positive Airway Pressure)  kan være et hjælpemiddel til personer med obstruktiv søvnapnø. Apparatet presser luft ind gennem næsen og sikrer, at der ikke opstår pauser i vejrtrækningen. Det kan dog være en tilvænningssag at skulle sove med et CPAP-apparat både for patienten og den, der sover ved siden af. 

Snorker du af anatomiske årsager, kan det være nødvendigt med et kirurgisk indgreb for at komme din snorken til livs. Derfor vil personer, der snorker, og OSA-patienter som det første altid blive sendt til øre-, næse- og halslægen for at sikre sig, at der er gode pladsforhold i de øvre luftveje. Har patienten en skæv næsevæg eller forstørret muslingeben, vil det måske være første indsatsområde at rette det op kirurgisk.

Ønsker du at komme din snorken til livs, handler det først og fremmest om at finde ud af, hvorfor du snorker. Ofte kan livsstil spille en central rolle, og er du overvægtig, har et forøget brug af alkohol eller muskelafslappende medicin, har du øget risiko for at snorke.

Er du ikke behandlet for din allergi, kan dine slimhinder hæve op. Det gør, at der bliver mindre plads i luftvejene, og det vil øge risikoen for snorken.

Har du et barn, der snorker, er der grund til at være opmærksom, fortæller Therese Ovesen. Hvis børn snorker, skyldes det nemlig ofte forstørrede mandler, polypper eller måske en overset allergi, og der er derfor god grund til at kontakte lægen, hvis du har et barn, der snorker om natten.

Snorker du af anatomiske årsager, måske fordi dit svælg er mere snævert end normalen, kan snorken være arveligt. Ellers er snorken primært betinget af alder og livsstil så som overvægt eller øget alkoholindtag, og i de tilfælde er det ikke arveligt.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen