5 lette råd til en sundere livsstil Se relaterede produkter

5 lette råd til en sundere livsstil

Du kender det godt. Den evige kamp for en sund livsstil handler også om at finde en balance og tilpasse vanerne til din hverdag. Vi har samlet 5 gode råd til en sund livsstil, så de sundere alternativer ikke bliver en sur pligt, men en naturlig del af dit liv.

 

1. Bevæg dig, som du bedst kan lide det 

30 minutters motion om dagen, siger sundhedsstyrelsen. Og hvordan overholder man så lige det med en travl hverdag, børn, madpakker og aftener helt tømt for energi? Her er det godt at huske på, at man ikke behøver melde sig ind i et fitnesscenter eller prøve at løbe et maraton for at få motion. Det handler om at finde noget, der er sjovt, og som giver mening for dig. Kan du lide at cykle spurtende op ad bakkerne og flyve ned ad dem bagefter? Er du vild med at danse i dit køkken, eller går du tit lange ture, når du har brug for at tænke? Grib det, der gør dig glad og gør det til en motionsform. Det er dig, der bestemmer, hvordan du vil bevæge dig. Du kan veksle mellem motionsformerne, og i hverdagen hvor tiden er sparsom, kan du for eksempel dele motionen op i 10 minutter ad gang og fordele det ud over dagen. Selv små skridt kan bidrage til en sundere livsstil. 

 

2. En langsom omlægning af kost

Protein, fuldkorn og grøntsager. Det har været doktrinen længe inden for sundhed og kostråd. Der findes mange kure på internettet, men det er slet ikke nødvendigt at vende helt op og ned på de spisemønstre, du kender i forvejen. Start i stedet med at tage fat i små ting, du kan ændre ved din kost, der ikke får hele dit fundament til at falde til jorden. Hvilket type brød spiser du for eksempel som regel? Et hvidt brød, eller et med kerner i? Kan den chokoladebar du lige spiste måske erstattes af en gulerod eller en håndfuld rosiner? Start med at fokusere på en enkel kostvane, du vil ændre. Når du har gjort det i et stykke tid, kan du starte med den næste ændring. På den måde bygger du ovenpå, uden at stresse dig selv, og de sunde vaner bliver i stedet en naturlig del af din nye, sunde livsstil.

 

3. Få hjælp eller bliv vejledt

Det er det sværeste i verden at lægge gamle vaner om. Derfor gør det heller ikke noget, hvis du beder om hjælp. Hvis du er gået i gang med at træne, vil det være en investering for dig at booke en personlig træner de første par gange. Er du i gang med at lægge din kost om, er det ikke en dårlig idé at konsultere en kostvejleder. Fire øjne ser altid skarpere end to, og måske vil du få nye perspektiver og råd hen ad vejen. Går du efter et vægttab, kan du supplere dine nye, sunde vaner med vægttabsprodukter. Her anbefales det dog at tale med din læge først, så du vælger det produkt, der passer bedst til dig. Du kan også supplere med kosttilskud, så du sikrer, at din krop får de vitaminer og mineraler, den har brug for. Find vores kosttilskud og vægttabsprodukterapotekeren.dk og rådfør dig med personalet på apoteket for at få det rigtige produkt med hjem.

 

4. Sund livsstil med god søvn

Ligger du og vender og drejer dig om natten? Eller har du tendens til at komme lidt for sent i seng? Søvn har stor betydning for vores kroppe og er derfor et vigtigt led i en sund livsstil. Får du ikke tilstrækkeligt med søvn, nedsættes din energi, og du vil opleve din krop være mere øm, irritabel og langsom. En god nattesøvn afhænger både af struktur og faste rutiner, men også om du føler dig stresset. Det har også betydning, hvad du indtager særligt lige inden sengetid. Her kan alkohol, rygning og kaffe nemlig påvirke søvnen. Det kan være en god idé at have et fast tidspunkt, du går i seng på, og at du sørger for ro og undgår for mange stimuli lige op til sengetid.

 

5. Lær dine vaner at kende 

Jo bedre, du kender sig selv, jo mere kan du bryde med dårlige handlemønstre. Og tilgive dig selv. Så læg mærke til, hvornår du spiser slik eller vælger sofaen i stedet for gåturen. Er det, når du har sovet godt, eller når du ikke har lukket et øje? Eller måske, når du har gået for længe uden at spise. Lær dine rutiner, udsving og vaner godt at kende, så du ved, hvordan du skal lave vanerne om. Og husk. Det tager tid. Et skridt er altid bedre end ingen.

 

Kilder:  Netdoktor.dkaltomkost.dk

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen