Se relaterede produkter

Hvad er fedt for vinterhud?

Hænder, ansigt, læber, krop - ja selv din hovedbund kan blive mere tør om vinteren. Kom godt igennem den tørre vintertid med god hudpleje.

Der sker noget med luften om vinteren. Den kolde vinterluft kan ikke indeholde så meget vanddamp, som varm luft kan - og i frostvejr bliver luften ekstra tør. Hvis det samtidig blæser kan luften være meget udtørrende for huden. Særligt hvis hudens beskyttende barriere er dårlig. Hudbarrieren er afhængig af hudfedtstoffer, som fungerer som en slags cement, der kitter hudcellerne sammen og gør huden vandtæt. Men om vinteren er hudens produktion af naturlige, beskyttende hudfedtstoffer ikke så god. Samtidig har fedtstofferne en mindre smørende konsistens i koldt vejr. Derved kan din hudbarriere blive dårlig, så vand lettere fordamper fra huden, og du derved mister fugt. Din huds produktion af fedtstoffer kan også være dårlig på grund af alder og eksem.

Derfor er det især fedt for vinterhud at få tilført fugtighedsbevarende stoffer fra en creme. Det kan for eksempel være fedtstoffer, som ligner hudens egne og derfor let optages i huden. Eller det kan være glycerin, som er god til at binde vand, og dermed holde på fugten i huden. Problemet med tørhed kan også ramme hovedbunden og give dryssende tørre skæl. Skyldes skællene alene tørhed, så kan en mild og fugtighedsbevarende shampoo hjælpe. Løser det ikke problemet, så kan du have en type skæl, der kræver behandling med en skælshampoo. Spørg på dit apotek, hvis du har vinterproblemer med hud eller hovedbund.

Tips til vinterhud

  • Smør din hud med creme 1-2 gange dagligt
  • Brug kun milde og fugtighedsbevarende sæber
  • Tag korte bade og skru ned for vandtemperaturen
  • Skyl sæben ordentligt af huden
  • Smør dig ind i creme lige efter bad
  • Brug tøj af bomuld, undgå uld og syntetiske materialer
  • Luft ud regelmæssigt og dæmp varmen

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen