Husk intimplejen – også om sommeren Se relaterede produkter

Husk intimplejen – også om sommeren

Sommeren er skøn og højsæson for badeture i både hav og swimmingpool efterfulgt af timevis i fugtigt badetøj. Det kan være en udfordring for det sarte intimområde, som kan tørre ud og blive generet. Derfor er det vigtigt, at du husker at opretholde den gode intimpleje hele året rundt. 

Sommeren er snart over os, og det betyder for de fleste et hav af udendørsaktiviteter. Vi valfarter til stranden og rejser sydpå på badeferier under varmere himmelstrøg. Men sommerlivet kan være en udfordring for intimområdet, særligt hos kvinder. De mange badeture, eventuelt hyppigere intimbarberinger og måske en sommerflirt kan forskubbe den naturlige balance i underlivet.

Der er flere ting, du selv kan gøre for at holde dit intimområde sundt. Udover at huske de gode vaskevaner, er det også vigtigt at være særligt opmærksom på hygiejnen før og efter intimbarbering, som der måske er flere af i sommersæsonen, når vi færdes meget i en bikini. Har du ikke styr på hygiejnen, kan det være hårdt for intimområdet, der kan tørre ud og få irriterende knopper. Her får du vores bedste råd til et sundt underliv, også om sommeren.

Vælg altid en god intimsæbe

De færreste kvinder vælger at vaske sig i ansigtet med almindelig sæbe. Men er du lige så forsigtig omkring intimområdet, hvor huden er meget mere sart end i ansigtet? Vælger du en almindelig sæbe eller bodywash til dit intimområde, kan det give ubalance og irritation, fordi produkterne kan forstyrre den naturlige pH-balance og fjerne de beskyttende hudfedtstoffer.

De optimale forhold for intimområdet er et surt miljø med en lav pH omkring 3,8-4,2 og en rig tilstedeværelse af mælkesyrebakterier i vagina. Balancen kan dog blive forskubbet af flere faktorer såsom brug af almindelig sæbe, hyppig sex, badning, p-piller og brug af antibiotika.

Vil du beskytte den naturlige balance i intimområdet, er anbefalingen derfor kun at bruge en sæbe specielt til området. Sæben indeholder mælkesyre og har en pH, som matcher intimområdets sure miljø. Skån underlivet ved kun at vaske dig én gang dagligt. Du kan derudover supplere med intimservietter ved behov, for eksempel på en strandtur, festival, udflugt eller rejse.

>> Se vores udvalg af intimpleje

Gode vaner ved intimbarbering

Mange kvinder skruer op for hyppigheden af intimbarberinger, når sommeren er over os. Når vi færdes meget i badetøj, kan det være rart ikke at have uønsket hår eller hårstubbe. Men det er vigtigt, at du holder fokus på den gode hygiejne før og efter barberinger, så du ikke generer den sarte hud unødigt.

Sørg altid for, at barberbladet er rent og uden bakterier, når du barberer dig og brug en mild og beskyttende barbergel. Når du barberer dig, skraber du samtidig lidt af huden og gør den dermed mere sårbar over for bakterier. Det er derfor en god idé at vaske huden med en intimsæbe før og efter barbering. Det nedsætter risikoen for irritation og infektioner.

Når du barberer, er det en god idé at følge hårenes retning, så du barberer med dem. Det mindsker risikoen for de generende røde knopper, som ellers godt kan komme som følge af uforsigtig intimbarbering. Efter barberingen anbefaler vi at bruge en beskyttende intimbalm for at passe bedst muligt på den sarte hud. 

>> Få gode råd til intimbarbering 

Hvilke produkter er optimale for et sundt intimmiljø?

Oplever du generende symptomer som kløe og smerter, kan det være, fordi det naturlige miljø i området har forskubbet sig. I så fald kan det være en god idé at anvende kapsler med mælkesyrebakterier.

Mælkesyrebakterierne bidrager til at holde pH-værdien lav og beskytter mod vækst af svampe og uønskede bakterier i området. Hvis bakteriefloraen i intimområdet er ude af balance, vil du typisk opleve symptomer som øget tyndt, farvet udflåd, lugt af fisk og let kløe. Du kan dog ofte genoprette balancen med en kur med mælkesyrebakterier.

Oplever du stærk kløe i området, er der derimod højst sandsynligt tale om en svampeinfektion. Den kan du ikke behandle med mælkesyrebakterier men i stedet ved at bruge et svampemiddel. Mistænker du, at du har svamp, skal du tale med din egen læge eller spørge apotekspersonalet.

Det er vigtigt for kvinder at opretholde det naturlige, sure miljø i underlivet med mælkesyrebakterier for at være i balance. Brug en mild intimsæbe, når du går i bad og vask kun området højst én gang dagligt. Oplever du mild irritation i området, kan det være tegn på, at balancen er forskubbet. Døjer du med voldsom kløe, kan det være tegn på svamp, og det er i det tilfælde vigtigt, du taler med din læge.

Intimområdet er særligt udsat om sommeren af flere forskellige årsager. De mange badeture i både hav og swimmingpool kan skubbe den naturlige balance, ligesom vådt badetøj kan genere den sarte hud i intimområdet. Øget intimbarbering og måske hyppigere sex kan også forstyrre. Derfor er det vigtigt at passe ekstra godt på intimområdet om sommeren og give det den korrekte pleje.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen