Husk D-vitamin – også om vinteren Se relaterede produkter

Husk D-vitamin – også om vinteren

Alle danskere anbefales at tage et dagligt tilskud af D-vitamin i de mørke måneder. Bivirkningerne ved mangel på vitaminet kan vise sig som smerter i knoglerne, træthed og depressive tanker. Derfor er det vigtigt, at du er yderst opmærksom på, om du får nok.

Efteråret er over os, og det samme er de mørkere dage. Det betyder, at du skal være særlig opmærksom på, om du får nok D-vitamin. Vores primære kilde til det vigtige vitamin er solens stråler, og selvom D-vitamin kan lagres i vores krop til mørkere tider, er det ikke nok.

D-vitamin har ikke kun en positiv effekt på vores knogler og nedbringer risikoen for knogleskørhed. Det har en helt generel indvirke på vores helbred, fordi vitaminet spiller en central rolle for vores immunforsvar. Undersøgelser har vist, at knap hver femte dansker, der ikke tager vitamintilskud, har mangel på D-vitamin om foråret, fordi depoterne slipper op.

>> Se vores udvalg af D-vitaminer

Af samme grund ændrede Sundhedsstyrelsen anbefalingerne for dagligt tilskud af D-vitamin i december 2021.  

Dagligt tilskud af D-vitamin

Sundhedsstyrelsens anbefaling er, at alle danskere får et dagligt tilskud af D-vitamin i de mørke måneder, oktober til april. Konkret anbefales det, at alle børn over fire år og voksne får et dagligt tilskud på 5-10 mikrogram D-vitamin.

Andre regler gælder for personer med mørk hud, gravide, børn under fire år og personer, der undgår sollys, her anbefales et tilskud på 10 mikrogram D-vitamin hele året rundt. Personer over 70 år, beboere på plejecentre og personer med øget risiko for knogleskørhed anbefales 20 mikrogram D-vitamin og 800-1000 mg calcium hele året.

Du kan købe D-vitamintilskud på dit lokale apotek eller her på apotekeren.dk, blandt andet som rent tilskud og som del af en multivitamin. Har du spørgsmål til doser og præparater, er du altid velkommen til at spørge personalet.

Sollys og fed fisk

Der er naturlige kilder til D-vitamin, og den primære er solens stråler. Når vi opholder os udenfor i solen i sommerhalvåret, får vi nemt og hurtigt fyldt vores depoter op. Faktisk er en tur udenfor på et par minutter med blottet ansigt og arme nok til at dække det daglige behov.

>> Læs mere om D-vitaminer her 

Men når sommeren går på hæld, forsvinder vores primære kilde til D-vitamin. Vitaminet findes også i fed fisk, men det er meget svært at spise store nok mængder til at dække det daglige behov. Derudover indeholder fisk fra opdræt (primært laks) 75% mindre D-vitamin, end vildtfangede fisk gør. Derfor anbefales det til at supplere med et tilskud.

Symptomer på mangel af D-vitamin

Det kan være svært at identificere symptomerne, hvis du er i underskud af D-vitamin. Derfor er der mange, der lever med et ikke-diagnosticeret D-vitaminmangel.  

Symptomerne vil typisk mærkes som en træthed, ømhed og måske smerte i musklerne, ligesom knogler og led bliver påvirket, så det pludselig kan være svært at komme op fra stolen eller gå op ad trapper.

Mangel af D-vitamin kan desuden have psykiske konsekvenser, hvor man kan føle sig træt, uoplagt og magtesløs. Det kan let misforstås til at være en begyndende depression, men symptomerne forsvinder, når D-vitamin-balancen genoprettes. Ved tydelige symptomer på D-vitamin-mangel bør man straks søge læge. 

Kilder: Sundhedsstyrelsen, Fødevarestyrelsen, sundhed.dk.

Vores primære kilde til D-vitamin er solens stråler. Om sommeren er det forholdsvist let at få fyldt depoterne op, men når dagene bliver kortere, er det sværere at få dækket sit daglige behov. D-vitamin findes desuden i fed, vildtfanget fisk, men det er nærmest umuligt at spise store nok mængder. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at alle danskere tager et tilskud af D-vitamin i de mørke måneder, oktober-april. Du kan købe D-vitamin tilskud her på apotekeren.dk.

I efteråret og vinteren, når mørket fylder mere end dagslyset, anbefales det at tage et dagligt tilskud af D-vitamin. Hvis du tager en multivitaminpille, vil dit behov ofte bliver dækket her. Er du i tvivl, om du får nok D-vitamin, er du altid velkommen til at spørge på apoteket.

Sundhedsstyrelsens anbefaling om mellem 5-20 mikrogram D-vitamin om dagen, afhængig af alder, hudfarve og eksponering af sollys, skal tages alvorligt. Hvis du får en meget forhøjet dosis, kan det medføre bivirkninger som mavesmerter, opkast, hovedpine, dehydrering og forstyrrelser i hjerterytmen.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen