Har du slidte led? Se relaterede produkter

Har du slidte led?

Alle får slidgigt i større eller mindre grad med tiden. Den bedste måde at forhale og lindre problemet på er at holde vægten og motionere.

Slidgigt udvikler sig langsomt gennem livet og fører blandt andet til, at brusken i et led gradvist går i stykker. Slidgigt kan komme som følge af svage muskler og inaktivitet, men også overvægt, ensformig belastning og skader omkring et led har betydning. Ofte er det brusken i hofter, knæ og ankler, der bliver ramt. Men det kan også opstå i mindre led som fingre og storetæer. Oplever du stivhed, hævelse og smerter omkring et led, bør du være opmærksom på slidgigt. Slidgigtsmerter opleves forskelligt fra person til person og kan for eksempel føles jagende, prikkende eller borende. Smerterne kan også stråle ud til områder omkring leddet.

Du kan bedst lindre og forhale slidgigt ved at motionere regelmæssigt og tabe dig, hvis du vejer for meget. Selvom smerter i sagens natur ikke indbyder til bevægelse, så er et stillesiddende liv faktisk det værste, du kan byde dine led. Kroppen er skabt til at blive brugt, og moderat motion virker smertelindrende og giver næring til bruskcellerne. Selv et lille led som en finger, bør holdes i gang med små styrkende øvelser og bevægelighedstræning, hvis det er ramt af slidgigt. Er du i tvivl om, hvordan du kan styrke din krop og motionere med slidgigt, så tag din læge eller en fysioterapeut med på råd. Du kan også få gode råd ved at spørge os på dit apotek.

Hvad kan du gøre?

  • Styrk din krop og hold dig i form med motion
  • Undgå overvægt og tab dig, hvis du vejer for meget
  • Styrk musklerne omkring de ramte led, uden af overbelaste leddene
  • Et tilskud af glucosamin kan i nogle tilfælde lindre

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen