Refluks: Forstå symptomerne og beskyt dit spiserør
Har du ofte halsbrand eller en brændende fornemmelse i brystet efter måltider? Det kan skyldes refluks – en tilstand, hvor mavesyre bevæger sig op i spiserøret og irriterer slimhinden. Refluks er almindeligt og kan behandles effektivt med livsstilsændringer og medicin.
Hvad er refluks?
Refluks, også kaldet gastroøsofageal reflukssygdom, opstår, når lukkemusklen mellem mavesæk og spiserør ikke fungerer optimalt. Mavesyren løber tilbage i spiserøret, som ikke er beskyttet mod syre, og det giver ubehag som halsbrand, sure opstød og smerter i den øvre del af maven.
Symptomer på refluks
Slimhinden i spiserøret er mere følsom end den i mavesækken, og derfor kan selv små mængder syre give irritation. Symptomerne kan variere fra person til person, men typisk opleves:
- Brændende fornemmelse bag brystbenet
- Sure opstød, især efter måltider
- Sviende smerter i den øvre del af maven
- Hoste, hæshed eller ondt i halsen
Typiske årsager til refluks
Flere faktorer kan svække lukkemekanismen og øge risikoen for refluks:
- Mellemgulvsbrok: En del af mavesækken glider op og svækker lukkemusklen.
- Øget tryk i maven: Kan skyldes overvægt, graviditet eller forstoppelse.
- Rygning : Nikotin kan påvirke musklens funktion.
- Kost: Store måltider, kaffe, te, alkohol, sure drikke, sure bær eller frugter kan forværre symptomer hos nogle
Gode råd til at lindre symptomerne på refluks
Du kan selv gøre meget for at mindske generne:
- Hæv hovedenden af sengen med 10–15 cm.
- Undgå store måltider og spis ikke sent.
- Tab dig, hvis du er overvægtig.
- Skær ned på kaffe, alkohol, fed og syrlig mad.
- Stop med at ryge – nikotin svækker lukkemusklen.
- Undgå stramt tøj, der presser på maven.
- Spis langsomt og tyg maden grundigt.
Behandling af refluks
På apoteket kan du få hjælp til at vælge den rette behandling:
- Syreneutraliserende midler: Giver hurtig lindring ved at neutralisere mavesyren, men effekten er kortvarig.
- Barrieredannende midler: Danner et skumlag øverst i mavesækken, som hindrer syren i at løbe op.
- Syrehæmmende medicin: Nedsætter produktionen af mavesyre og giver længerevarende lindring.
Disse produkter findes som håndkøbsmedicin og kan bruges ved lejlighedsvise symptomer.
Hvornår skal du kontakte lægen?
Ved længerevarende eller hyppige symptomer bør du kontakte din læge. Lægen kan vurdere, om du har behov for receptpligtig behandling med protonpumpehæmmere, som effektivt reducerer syreproduktionen.
Behandlingen virker kun, mens den tages, og kan ikke kurere refluks. Nogle patienter har behov for højere doser eller kombinationsbehandling. Hvis du oplever synkebesvær, vægttab eller blod i opkast, skal du søge lægehjælp med det samme.
Langvarig refluks – vær opmærksom på komplikationer
Hvis refluks ikke behandles, kan det føre til betændelse i spiserøret (øsofagit), sår eller i sjældne tilfælde celleforandringer. Derfor er det vigtigt at tage symptomerne alvorligt og få den rette behandling.
Kilde: Refluks – Patienthåndbogen på sundhed.dk
Udarbejdet af Sandoz A/S
NR2509295262