Se relaterede produkter

Mygafvisende tips og tricks: Sådan beskytter du dig mod myg

Myg er en plage for mange. Før du langer ud efter myggene, så bliv lidt klogere på de små kræ her.

Myg stikker mest om aftenen omkring solnedgang og i de første morgentimer. Det er kun hunmyggene, der stikker, og de tiltrækkes af varme fra din krop, din kropslugt og af din ånde. Når de skal vælge en at suge blod fra, så lugter de sig frem. Det er forskelligt, hvem de foretrækker, men det har ikke noget at gøre med, om du er ren eller ej. Det har heller ikke noget at gøre med din blodtype.

Du kan gøre det vanskeligere for myggen at finde frem til dig ved at sløre din kropslugt med et myggemiddel. Det indeholder duftstoffer, som forvirrer eller afskrækker myggene. Derved nedsætter du risikoen for, at de vælger dig. Nogle mennesker har dog en kropslugt, som i højere grad tiltrækker myg. Hvis du er en af dem, så beskyt dig med tøj i kraftigere materialer og med et myggemiddel, hvor tøjet ikke dækker eller er tyndt. Spray eventuelt også tøjet med et myggemiddel. Husk at myg tiltrækkes af lys, så lad være med at tænde lys, hvis du vil undgå myg, når du er udenfor eller lufter ud i boligen om aftenen.

Når myggestik klør, så er det fordi myggene udskiller et stof, som skal forhindre dit blod i at størkne, når de suger. Vi reagerer forskelligt på dette stof. Nogle får kløe kort tid efter et stik, andre først timer og dage efter. Du kan også få hævelser, hvis du reagerer meget allergisk på stoffet. Er du plaget af myggestik, så hav et kløestillende middel på dig – og brug det, så snart et stik ”vågner”. På den måde kan du bremse kløen i tide og undgå, at du kradser hul. Har du fået mange stik, kan du lindre med et antihistamin (mod allergi) i tabletform.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen