Sygdomsrelateret underernæring har alvorlige konsekvenser
En stor gruppe ældre og svækkede borgere lider af underernæring som følge af sygdom. Kroppen har brug for næring for at opretholde sin styrke, mobilitet og livskvalitet, men når appetitten svigter, kan det være svært at få det daglige kalorieindtag, selvom det kan have fatale konsekvenser på sigt.
Kosten er en afgørende faktor for vores fysiske og mentale sundhed. Den giver kroppen energi og styrker vores organer, væv, immunforsvar og muskler. Mens der er stort fokus på, at vi skal leve sundt og holde vægten, er der en stor gruppe borgere, der har det stik modsatte problem og har svært ved at spise og tage på i vægt eller bevare vægte.
Sygdomsrelateret underernæring er en lidelse, der rammer mange ældre borgere og patienter med alvorlige sygdomme som for eksempel kræft, diabetes, KOL og hjerte-kar-sygdomme. Når appetitten svigter, eller kroppen mister sin evne til at optage næringsstoffer, og patienten taber sig uønsket, går det hårdt ud over både kroppens mobilitet og det mentale overskud.
Sygdomsrelateret underernæring - hvad er det?
Når en person er underernæret, optager han eller hun ikke nok næring til, at kroppens behov bliver tilstrækkeligt dækket. Det gør, at man taber sig, muskelmassen svinder, og det påvirker mobiliteten i negativ grad. Derudover gør underernæring, at immunforsvaret bliver forringet, så vi bliver mere modtagelige overfor sygdomme.
I takt med at vi bliver ældre, er vi mindre fysisk aktive, hvilket gør, at vi har behov for færre kalorier. Men vores behov for vitaminer, protein og mineraler er stadig det samme, og det kan være svært at dække det i mindre portioner. Derudover oplever mange ældre at miste appetitten, som følge af for eksempel dårlige tænder, sygdom, smagsforandringer eller madlede.
Visse sygdomme og medicin kan desuden nedsætte appetitten markant, hvilket kan føre til sygdomsrelateret underernæring. Det gælder blandt andet patienter med kræft, hjertekarsygdomme eller forskellige former for misbrug.
Konsekvenser som følge af sygdomsrelateret underernæring
Når vi ikke får den mængde føde, vores krop har brug for, har det konsekvenser både fysisk og psykisk. Ernæringen er kroppens byggesten, som opretholder muskelmasse og energiniveau, og er en patient underernæret, tærer det derfor voldsomt på kroppens tilstand.
Kroppen bliver svag, når vi ikke har energi til at være fysisk aktive, og immunforsvaret forringes, når vi ikke får de vigtige vitaminer fra føden. Det gør os mere modtagelige over for andre sygdomme og kan i sidste ende føre til en højere dødelighed.
Underernæring har derudover mentale konsekvenser. Når vi ikke får nok føde, forringer det livskvaliteten markant. Det øger risikoen for depression og ensomhed, hvilket kan være meget alvorligt særligt for i forvejen svækkede patienter.
Behandling af sygdomsrelateret underernæring
Har du svært ved at tage på i vægt, eller kender du en, der lider af sygdomsrelateret underernæring? Det kan være dybt frustrerende, når en person, vi holder af, ikke har lyst til at spise og bliver svækket, fordi kroppen ikke får nok energi. Løsningen er dog ikke nødvendigvis at servere dejlig mad. Hvis appetitten svigter, og vægten falder, handler det nærmere om at få hurtige og nemme kalorier i kroppen, så den styrkes.
For nogle patienter kan ernæringsdrikke være et godt alternativ til et måltid. Hver drik har et højt indhold af protein og energi og kan enten supplere eller erstatte almindelig mad. Der findes et bredt udvalg af forskellige smagsvarianter såsom chokolade, cappuccino og vanilje. Den søde smag kan for mange være lettere at få ned, hvis appetitten er lav. Det er muligt at få tilskud til ernæringspræparater, herunder ernæringsdrikke, som er ordineret af en læge i forbindelse med sygdom eller alvorlig svækkelse.
Se udvalget af ernæringsdrikke
Er du i tvivl om, hvilke præparater du skal vælge, er du altid velkommen til at spørge personalet på apoteket. De står klar til at vejlede og svare på dine spørgsmål.
Sygdomsrelateret underernæring er en risiko for mange patientgrupper. Det gælder ældre borgere, kræftpatienter, patienter med misbrug af alkohol og/eller rusmidler. Derudover er der også en øget forekomst af borgere på særlig diæt så som patienter med diabetes 1, hjertekarsygdomme, allergi, cøliaki eller nyresygdomme.
Er du eller en pårørende i risiko for sygdomsrelateret underernæring og taber sig uønsket som følge af alderdom eller sygdom, er det vigtigt at gribe ind så tidligt som muligt. Det kan være, at patienten vil have gavn af en ernæringsdrik, der er rig på protein og energi som et alternativ til et måltid. Det kan også være, at kosten skal sammensættes anderledes. Er du i tvivl, er det altid en god idé at kontakte lægen eller tale med personalet på apoteket.