Brændt af brændenælder: Sådan lindrer du smerterne Se relaterede produkter

Brændt af brændenælder: Sådan lindrer du smerterne

Sommeren er sæson for brændenælder. Og du har sikkert oplevet kløe og svie, hvis du har været så uheldig at stikke foden eller hånden i en klynge af den grønne urt. Heldigvis er der en række ting, du selv kan gøre for at lindre det brændende ubehag.

Om foråret og sommeren skyder det op med brændenælder. De små grønne djævle forårsager kløe og svie og kan kendes på den høje stilk og de spidse, takkede blade, som er beklædt med små stive hår. Selvom brændenælder ikke er farlige, medmindre du er allergisk, kan den tiltagende kløe alligevel være til stor gene. Her får du nogle gode råd til, hvordan du kan lindre smerterne, hvis uheldet er ude og du er blevet brændt af en brændenælde.

Av, hvor det svier!

Hvorfor er det egentlig, at det gør så ondt at blive brændt af en brændenælde?

Svaret skal findes i de små stive hår, som omslutter stilken på den grønne urt. De små hår indeholder nemlig syre, som bliver frigivet, når spidsen af hårene knækker af. Når brændenælden bliver ramt af din hånd eller fod, knækker spidserne af og laver små snitsår i din hud, hvorefter syren kan trænge ind. Syren er en slags gift, som er ganske ufarlig, men forårsager kløe, svie og brændende fornemmelser dér, hvor du er blevet brændt.

Hvad hjælper mod brændenælder?

Selvom det lyder voldsomt, at gift er skyld i den irriterende kløe, er der heldigvis råd at hente, hvis du er blevet brændt af brændenælder.

Vi har samlet de bedste husmoderråd, så du kan komme den ubehagelige kløe og svie til livs:

  • Skyl din hud med vand eller eddike, hvis du har det ved hånden, da det kan opløse lidt af giften fra brændenælden

  • Undgå at klø – selvom det er svært. Husk på, at jo mere du klør, jo værre bliver kløen

  • Fjern de små stive hår fra din hud. Du kan for eksempel bruge et kreditkort til at skrabe hårene af med, eller du kan klistre et stykke tape til huden, som kan rive de sidste hår af

  • Brug saften fra brændenælden som modgift. Hvis du har mod på det, kan du tage fat i stænglen og smøre saften på det brændte område. Brug tykke handsker, når du tager fat i stænglen, så du ikke brænder dig igen

  • Hvis du har adgang til mælkebøtter, kan du også bruge saften herfra til at smøre på huden. Pas på dit tøj, da mælkebøttesaft kan give brune pletter

  • Du kan eventuelt spytte på din hud eller presse citronsaft mod det brændte område. Prøv det af, hvis du er løbet tør for muligheder

  • Hvis du oplever en allergisk reaktion af at blive brændt, kan du tage antihistaminer. Hør nærmere om brugen af antihistaminer på dit lokale apotek. Hvis det ikke hjælper at tage antihistaminer, bør du kontakte din læge for nærmere behandling


Gå på opdagelse i apotekets midler til at lindre kløe og svie her.

 

Kilde: netdoktor.dk

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen