God mundhygiejne sikrer sundheden
”Husk at børste dine tænder, når du vasker dine hænder”. Sådan lyder et populært mundheld fra skoletandplejen i gamle dage. Ordene lever i bedste velgående. De vidner os alle om, at tandbørstning, som minimum morgen og aften, er og bliver en vigtig del af din almindelige sundhedstilstand.
Rutinen med at børste tænder er imidlertid ikke tilstrækkelig. Tandbørsten fjerner kun omkring 70% af urenhederne i munden, mens de resterende 30% gemmer sig mellem tænderne og i små lommer i mundhulen[1]. Så tandbørsten bør suppleres med f.eks. mellemrumsbørster, tandtråd eller tandstikkere og eventuel regelmæssigt mundskyl.
Manglende mundhygiejne kan give dårlig ånde, tandkødsbetændelse og huller i tænderne. Bakterier i munden kan også medvirke til andre sygdomme som lungebetændelse, diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Det kan have alvorlige konsekvenser, hvis man har et svækket immunforsvar og f.eks. skal opereres.
Et videnskabeligt studie fra Aalborg Universitetshospital har vist, at systematisk mundhygiejne mindsker antallet af infektioner med 50% inden operationerne[2]. Ved at udføre forebyggende mundhygiejne med tandbørstning og mundskyl kunne man her lindre patientsmerter, bruge mindre antibiotika og få udskrevet patienterne tidligere.
– God mundhygiejne betaler sig i det lange løb. Det er en god investering at holde et højt hygiejneniveau i munden. Med en beskeden daglig indsats kan man forebygge sygdomme i både mund og krop, vedligeholde en velfungerende mund og føle sig lidt friskere i hverdagen, udtaler apotekspersonale.
Vælg tandbørste med omhu
Det er naturligvis individuelt, hvilken tandbørste der virker bedst for dig. Det anbefales, at tandbørsten er blød, at børstehovedet er lille og at tandbørsten har mange tætsiddende børstehår. Et sådant design gør det muligt at komme omkring i hele munden og selv ved de bagerste tænder inde i munden.
Tandbørsten skal medvirke til at mindske antallet af bakterier i munden. Det gøres bedst ved at børste tænderne om morgenen og om aftenen – og gerne efter behov på andre tidspunkter. Tandlægerne anbefaler, at du børster tænder i mindst to minutter hver gang, anvender bløde cirkelbevægelser og bruger en skånsom fluortandpasta[3].
Samtidig har en effektiv tandbørste en begrænset levetid. Den bør udskiftes, når børstehårene begynder at danne en vifteform, og det sker typisk efter tre måneder med normalt brug. Desuden bør din tandbørste altid skylles efter brug, tørres godt af og stå oprejst i tandkruset, så den ikke ender med at blive en bakteriebombe i sig selv.
>> Find din nye tandbørste her
Eller læs denne artikel, der guider dig til valg af den rette tandbørste
Gode tandvaner
For effektivt at fjerne plak og andre urenheder er det naturligvis vigtigt med den rette børsteteknik. Alle tandflader skal børstes, uden at du skader tænder og tandkød. Børst gerne tænder i samme rækkefølge hver gang, så du ikke glemmer nogle tænder og husk de bløde cirkelbevægelser på både inderside, yderside og tyggeflade.
Mellemrummene mellem tænderne skal også holdes rene. Her er det en god ide at bruge mellemrumsbørster, tandtråd eller tandstikker som supplement til den daglige tandbørstning – og så anbefales det at anvende mundskyl, så bakterierne ikke får fat.
>> Gør tandtråd til en uundværlig del af din tandplejerutine
Alt til mundhygiejne på apoteket
Apoteket byder på en bred vifte af produkter til at opretholde en god mundhygiejne og giver god faglig rådgivning om de mange muligheder:
– Tandbørsten er uden sammenligning det vigtigste redskab, når du skal holde tænderne rene og pæne. På apoteket finder du markedets bedste tandbørster, og vi guider dig frem til den børste, der passer til dig. Samtidig kan vi anbefale skånsom flourtandpasta, mellemrumsbørster, mundskyllemiddel og andet relevant til at sikre en god mundhygiejne, udtaler apotekspersonale.
Gode råd om mundhygiejne
🔸Børst tænder mindst to gange dagligt med en fluorholdig tandpasta
🔸Vælg en blød tandbørste med et lille hoved og tætsiddende børster
🔸Hold tandbørsten i en vinkel på 45 grader mod tandoverfladen
🔸Brug nænsomme cirkelbevægelser på tanden helt ned til tandkødsranden
🔸Undlad at skrubbe tænderne med et stort tryk
🔸Børst gerne selve tungen med tandbørsten – også bagtil
🔸Supplér gerne tandbørsten med mellemrumsbørster, tandtråd og mundskyllevæske
🔸Få vist børsteteknikken hos din tandlæge eller tandplejer
Kilder: www.altomtaender.dk, www.tandlaegeforeningen.dk, www.bedrehygiejne.dk, www.netdoktor.dk og artiklen ”Husk lige tandbørsten” på www.aalborguh.rn.dk (09. november 2018).
[1] Se artiklen “A Colorimetric Interdental Probe as a Standard Method to Evaluate Interdental Efficiency of Interdental Brush” in The Open Dentistry Journal, 2015:9, side 431-437.
[2] Se artiklen ”Husk lige tandbørsten” på www.aalborguh.rn.dk (09. november 2018).
[3] Se webartiklen ”Om tandbørstning” på www.tandlaegeforeningen.dk