Irriteret mund Se relaterede produkter

 

 

Har du en irriteret mund?

Har du noget i munden? Tør mund og blister? Din mundhule er en følsom slimhinde, hvor lidelser som mundtørhed og blister kan vise sig.

Måske har du oplevet det, når du er forkølet og kun kan trække vejret gennem munden. Eller når du bliver nervøs i anspændte situationer. Tør mund er ubehageligt. Desværre må nogle slås med problemet i længere perioder eller altid. Medicinindtag er en hyppig årsag, men også forskellige sygdomme kan give tør mund.

Mundtørhed gennem længere tid kan føre andre problemer med sig. Du har brug for spyt, både når du taler, tygger, smager og synker. Men spyt beskytter også mod sygdomme i tænder, tandkød og mundslimhinden. Mundtørhed øger derfor risikoen for huller i tænderne, tandkødsbetændelse, infektioner og dårlig ånde.

Hvis du ofte eller altid har tør mund, så få hyppige eftersyn hos din tandlæge. Kontakt også din læge, så du kan få klarlagt, om der ligger sygdomme bag. Du kan selv lindre tør mund ved at drikke vand og andre sukkerfrie drikke hyppigt. Suppler eventuelt med sukkerfrit tyggegummi og pastiller. Der findes også forskellige spytstimulerende midler, som øger mængden af spyt og beskytter mod huller i tænderne.

Blister i munden

Mundhulen kan også blive ramt af blister på de bløde steder i munden. En blist gør ondt, når du spiser, taler og drikker. Årsagen til blister er ikke kendt, men har en sammenhæng med kroppens immunforsvar. Man mener, at stress, menstruation, virusinfektioner, visse fødevarer, vitamin- og jernmangel kan øge tendensen til udbrud af blister. Der kan også i sjældne tilfælde ligge glutenallergi og tarmsygdomme bag.

Et udbrud af blister starter ofte med en eller flere blærer, som på kort tid sprækker og udvikler sig til sår. Da nerveenderne i såret derved blottes, føler du smerte ved berøring og kan derfor have svært ved at spise, tale og drikke. Blister rammer både børn og voksne, men smitter ikke. Hvis du har blister i munden, anbefales det, at du bruger tandpasta uden skummemidlet natriumlaurylsulfat. Mod blister i munden findes desuden forskellige midler, som virker desinficerende, lokalbedøvende og fremmer heling af sårene. Nogle af dem lindrer ved at lægge en beskyttende hinde henover blisten. Spørg på dit apotek om midler mod blister og sår i munden.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen