Forstoppelse: Sådan kommer du bedst igennem det Se relaterede produkter

Forstoppelse: Sådan kommer du bedst igennem det

Oplever du ofte luftdannelse i maven? Eller har du behov for at presse for at komme af med afføringen? Så er der stor sandsynlighed for, at du lider af forstoppelse. Men hvad er forstoppelse egentlig, og hvorfor får man det?

Forstoppelse: Hvad er det?

Forstoppelse er en tilstand, hvor du oplever træg, hård eller sjælden afføring. Problemet ses hyppigt blandt ældre mennesker og er hyppigere blandt kvinder end mænd.

Hvorfor får jeg forstoppelse?

Forstoppelse skyldes ofte en række forskellige årsager:

  1. Uregelmæssige afføringsvaner: Ved at undertrykke tarmens naturlige tømningsreflekser.
  2. Fiberfattig kost som stimulerer tarmen for lidt, hvilket får afføringen til at bevæge sig langsomt gennem tyktarmen. Dette kan føre til mavekneb, oppustethed og besvær med at tømme endetarmen. Fibre er desuden med til at holde væske i afføringen, så den ikke bliver hård.
  3. Mangel på fysisk aktivitet: Fysisk aktivitet hjælper med at stimulere tarmens bevægelser. En stillesiddende livsstil, særligt hos ældre, kan derfor øge risikoen for forstoppelse.
  4. Mangel på væske: Det anbefales at øge den daglige væskemængde, så man drikker 2-3 liter væske dagligt.
  5. Irritabel tarmsyndrom
  6. Bivirkning af medicin: En lang række lægemidler påvirker tarmens muskler og nervesystem.

Eksempel på medicin, der kan give forstoppelse er:

  • Smertestillende medicin
  • Hostemedicin
  • Nogle typer blodtryksnedsættende medicin
  • Vanddrivende medicin
  • Medicin mod epilepsi
  • Jern
  • Medicin mod angst
  • Gigtmedicin

Hvordan kan jeg behandle forstoppelse?

Her er nogle tips til, hvad du selv kan gøre for at lindre forstoppelse. Ud over livsstilsændringer findes der en række produkter, der kan hjælpe med at øge vand- og fiberindholdet i afføringen samt at få den til at passere hurtigere gennem tarmen.

  • Skab regelmæssige afføringsvaner.
  • Spis en fiberrig kost evt. med tilskud af fibre.
  • Drik rigeligt med væske gennem dagen.
  • Bevæg kroppen dagligt for at stimulere tarmen.
  • Brug afføringsmidler efter behov.
  • Tal med din læge om det er muligt at justere din medicin, hvis den kan forårsage forstoppelse.

På dit lokale apotek kan du altid få rådgivning om, hvordan du bedst behandler forstoppelse.

Kilder:

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen