Se relaterede produkter

Medicin og lysfølsomhed

Nogle lægemidler har den bivirkning, at de gør huden mere følsom over for sollys. Medicinen giver ikke i sig selv en overfølsomhedsreaktion, men når du udsætter huden for sol eller bare dagslys, kan det resultere i en kraftig hudreaktion og pigmentforandringer.

Når lægemidler gør huden lysfølsom, kaldes det fotosensibilisering. Dette øger tendensen til at udvikle soleksem, blive solskoldet, få pigmentforandringer og til at udvikle hudkræft. Fotosensibiliseringen kan enten være fototoksisk eller fotoallergisk.

Fototoksiske reaktioner sker, når lægemidler i kroppen eller på huden påvirkes af sollys. Det er især UVA-strålerne, der er skyld i disse reaktioner. Udslættet viser sig de steder, hvor sollyset rammer huden. Fotoallergiske reaktioner ses, når kroppens immunforsvar reagerer på lægemiddelstoffer, som på grund af solens bestråling af huden, ændrer struktur. I disse tilfælde ses oftest hududslæt over hele kroppen. Visse lægemidler kan også føre til skader på øjnene, hvis de udsættes for sollys. Reaktionen afhænger af mængden af lægemiddelstof i din krop, af din hudtype og af hvor intenst, du udsættes for sollys.

Lægemidler der kan give lysfølsomhed

Lysfølsomhed ses både ved brug af tabletter og cremer. Her er nogle eksempler på lægemidler, der har denne bivirkning:

  • Midler mod betændelse og infektion - for eksempel tetracykliner. En del unge får tetracyklin mod akne gennem en længere periode
  • Vanddrivende midler af gruppen thiazider. Mange, især ældre med forhøjet blodtryk, får Centyl m KCL
  • Antidepressive midler fra gruppen SSRI
    - for eksempel Citalopram
  • Lægemidler mod malaria - for eksempel Kinin og Lariam
  • Naturlægemidler med perikon. Hvis disse tages over en længere periode kan de give lysfølsomhed

Også andre typer af lægemidler kan give lysoverfølsomhed. Læs altid indlægssedlen til din medicin eller spørg på apoteket, hvis du er tvivl.

Beskyt dig mod sollys

Bruger du lægemidler, der kan give lysfølsomhed, så er det vigtigt, at du beskytter dig mod sollys. Solens UVA-stråler kan passere gennem vinduesglas, og derfor skal du beskytte dig både når du er udendørs, sidder i bilen eller bag et vindue. Det er sjældent nødvendigt at stoppe en lægemiddelbehandling, når blot du er varsom og følger de fire solråd: Siesta, Solhat, Solcreme og Sluk solariet. Vælg en solcreme med høj beskyttelsesfaktor mod både UVA- og UVB-stråler. Brug rigeligt med creme, og smør dig flere gange dagligt, hvis du er udsat for sollys. Beskyt også dine øje med solbriller.

Behandling af solskader

Hvis din hud er blevet skadet af solen, så har du nogle muligheder for at lindre. For at bevare hudens barriere er det vigtigt, at du tilfører fugt og fedt i form af en god fugtighedscreme eller aftersunlotion. Soleksem og milde solskoldninger kan behandles med en hydrocortisoncreme, som kan købes i håndkøb.

Er solskoldningen over et større område eller med blærer, skal du kontakte lægen. Da solskoldning er en forbrænding af huden, er det vigtigt, at du afkøler huden for at mindske skaden. Tag et køligt bad, køl huden med en vandforstøver eller brug kølige våde omslag. Er der tale om en fotoallergisk reaktion kan du også lindre ved at behandle med et antihistamin. De findes både som tabletter og creme (Mepyramin). Har du brug for flere gode råd om medicin og lysfølsomhed, så spørg bare os på dit apotek.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen