Fiskeolie kan gavne sædkvaliteten hos mænd Se relaterede produkter

Fiskeolie kan gavne sædkvaliteten hos mænd

Sædkvaliteten hos danske mænd er ikke god. Hos fire ud af ti er den så dårlig, at det kan påvirke deres chance for at blive fædre. Men der er godt nyt for dem med ønsket om at blive far.

Forskningsresultaterne fra en ny undersøgelse foretaget af Rigshospitalets Afdeling for Vækst og Reproduktion tyder nemlig på, at unge mænd, der indtager fiskeolie som kosttilskud, får en bedre sædkvalitet samt større kapacitet i testiklerne. 1679 unge danske mænd har deltaget i undersøgelsen, og resultaterne giver håb for fremtiden.

Godt nyt for mænds sædkvalitet

Resultaterne fra undersøgelsen viste, at de 98 mænd, der havde indtaget fiskeolie som kosttilskud, havde et større antal af sædceller. Og det så bedst ud for de mænd, der havde taget tilskud af fiskeolie over de sidste tre måneder.

Lederen af studiet er professor Tina Kold fra Rigshospitalet. Hun beskriver i en pressemeddelelse, at fiskeolie er med til at øge sædens kvalitet og giver større testikler. Mændene havde et større antal sædceller i deres sædprøve, og deres kønshormonprofil var også bedre.

Derudover viser flere dyrestudier, at flerumættede fedtsyrer, som kroppen ikke selv kan danne, og som netop findes i fiskeolie, er vigtige i cellemembranen på sædceller og påvirker deres evne til at fertilisere ægget.

Tina Kold peger på, at generel sundhed er vigtig for mænds sædkvalitet, men i denne undersøgelse viser resultaterne, at det nødvendigvis ikke er det, der er afgørende.

– Mænd, der tager kosttilskud, er måske generelt mere sundhedsbevidste end andre mænd, men i de statistiske analyser tog vi højde for forskelle i fitness og rygning. Studiet viste, at mænd, der tog andre kosttilskud end fiskeolie, f.eks. multivitamin eller D-vitamin, havde ikke bedre sædkvalitet og hormon-profil end mænd, der ikke tog tilskud, forklarer lederen af studiet professor Tina Kold i pressemeddelelsen for Rigshospitalet.

Undersøgelsen er den første danske undersøgelse, der har set på sammenhængen mellem indtagelse af fiskeolie og sædkvaliteten. Derfor mener Tina Kold, at der er brug for flere undersøgelser og kliniske studier for at kunne bekræfte, at der er en direkte sammenhæng.

Hvorfor gavner fiskeolie?

Fiskeolie er ikke kun godt nyt for sædkvaliteten – men er gavnligt for en lang række ting hos både mænd og kvinder. N-3 fedtsyrerne (også kaldet omega-3) i fiskeolie er livsnødvendige for os mennesker. Derfor er det vigtigt, at de er til stede i vores kost. Det fortæller farmaceut Rikke Nielsen.

– Fiskeolie kan stabilisere hjerterytmen og minimere risikoen for hjerterytmeforstyrrelser. Fiskeolie kan også udvide blodkarrene, så både det systoliske og diastoliske blodtryk falder. Derudover modvirker fiskeolie blodets sammenklumpningsevne og kan forebygge blodpropper, og olien dæmper betændelse i blodkar og modvirker derved risikoen for åreforkalkning.

Fiskeolie findes som kapsler, flydende fiskeolie eller tygbare kapsler med frugtsmag til børn – produkter, som du kan købe på apoteket, hvor du også får rådgivning om det rette fiskeolieprodukt til dig og din familie.

– Effekten er bedst, når fiskeolie indtages som fisk og gerne mindst to gange om ugen. Hvis du ikke spiser nok fisk, kan du tage tilskud af fiskeolie. Men du skal gerne spise mere end 1 gram tilskud dagligt, for at det har betydelig effekt. Læs vejledningen på pakken for at få den rette mængde, da for store mængder fiskeolie-tilskud kan øge både HDL- og LDL-kolesterol, siger Rikke Nielsen.

De hyppigste bivirkninger ved fiskeolie er gener som luft i maven, diarré og kvalme. Ved høje doser fiskeolie kan der være blødningstendens. Derfor bør der også holdes pause med fiskeolie en uge før planlagt operation og visse tandbehandlinger på grund af den blodfortyndende effekt.

Hvornår skal du tage fiskeolie?:

  • Hvis du har kronisk leddegigt, kan fiskeolie lindre dine smerter
  • Hvis du har forhøjet blodtryk, kan 1 gram n-3 fedtsyre dagligt have en beskeden, men relevant, blodtryksnedsættende effekt
  • Hvis du har hjerterytmeforstyrrelser
  • Hvis du har forhøjet indhold af triglycerider i blodet – en type fedt i blodet, der øger risikoen for hjertesygdom
  • Ved tarmbetændelse og hudsygdomme som psoriasis er virkningen mere usikker.

Se apotekets udvalg af fiskeolie her.

 

Kilde: apotek.dk, TV2 og Rigshospitalet

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen