Kosttilskud før, under og efter graviditet Se relaterede produkter

Kosttilskud før, under og efter graviditet

Selvom en graviditet bestemt ikke er nogen sygdom, så er det heller ikke nogen helt almindelig periode i livet. Din krop har særlige behov. For at forebygge problemer og mangelsymptomer anbefaler man derfor visse tilskud til kosten til kvinder, der er gravide eller ønsker at blive det.

Når du er gravid, skal du leve sundt, spise fornuftigt, motionere moderat og undgå tobak og alkohol. Derudover bør du tage en almindelig multivitamintablet hver dag samt et par andre kosttilskud - afhængig af hvor langt i graviditeten, du er henne.

>> Her kan du købe multivitaminer fra apotekeren.dk online

Folinsyre

Fra det tidspunkt hvor du planlægger en graviditet og indtil 12. graviditetsuge anbefaler man, at du tager et dagligt tilskud af folinsyre eller folsyre (i praksis det samme) på 400 mikrogram. Det har vist sig, at et sådant tilskud kan reducere risikoen for visse skader på fosterets hjerne og rygmarv. Hvis din graviditet ikke er planlagt, bør du begynde med et folinsyretilskud, så snart du opdager, at du er gravid. Efter 12. uge er folinsyretilskud ikke nødvendigt. Det skader ikke, at du tager det, men det har ikke nogen effekt på forekomsten af de nævnte skader herefter.

>> Her kan du købe folsyre / folinsyre fra apotekeren.dk online

Jerntilskud

Danske kvinder (og mænd for den sags skyld) indtager generelt ikke jern nok. Det betyder, at de fleste kvinder ikke har tilstrækkeligt store jerndepoter til at klare en graviditet uden at få jernmangel. Graviditeten skaber et øget behov, fordi fosteret har brug for jern, og fordi du har brug for det til at producere en øget mængde blod. Mangler du jern, kan det i første omgang give dig træthed og hovedpine, men det kan også føre til mere alvorlige problemer senere i graviditeten. I forbindelse med blødninger under fødslen kan du desuden få blodmangel (anæmi).

Det anbefales derfor, at du tager et tilskud på 40-50 mg jern fra 10. graviditetsuge og frem. Hvis du lider af kvalme efter 10. graviditetsuge, så kan du eventuelt udskyde jerntilskuddet til 18. uge. Jern i multivitamintabletter tæller ikke med, da det ikke optages særlig godt. Et jerntilskud skal helst tages mellem måltiderne og meget gerne med et glas appelsinjuice, da C-vitamin øger optaget af jern. Til gengæld bør du ikke tage det sammen med mælk eller andre kalkrige fødevarer, da kalk har den modsatte effekt på optagelsen af jern.

>> Her kan du købe jerntilskud fra apotekeren.dk online

Kalk og D-vitamin

Ligesom med jern får de færreste kalk nok under graviditeten. Fosteret og det nyfødte barn har behov for kalk til at opbygge knogler, og barnet skal nok tage sin del. Derfor er det dig, der kommer til at mangle kalk, og det er ikke godt for dine knogler. Et dagligt indtag på mindst en 1/2 liter mælk eller mejeriprodukter er nødvendigt. Ellers bør du tage et kalktilskud på 500 mg pr. dag. Problemet er lidt det samme med D-vitamin, som blandt andet er nødvendigt for at optage kalken. Man anbefaler, at du tager et tilskud på 10 mikrogram D-vitamin gennem hele din graviditet.

>> Her kan du købe kalk med d-vitamin fra apotekeren.dk online

Andre kosttilskud

Nogle gravide tager også et tilskud af omega-3 fiskeolie, og det er helt fint, men det er ikke en del af de officielle anbefalinger. Til gengæld bør du undgå levertran eller andre tilskud og fødevarer med høje mængder A-vitamin, da det ikke er godt under en graviditet. Har du spørgsmål om kosttilskud under din graviditet, så er du altid velkommen til at spørge os på dit apotek.

>> Her finder du alt i kosttilskud i håndkøb

Huskeliste før, under og efter graviditet

Før graviditet

Folsyre (fra før graviditet - 12. uge)
Du anbefales et dagligt kosttilskud på 400 mikrogram folsyre indtil 12. uge i graviditeten. Tages i forbindelse med et måltid.

Under graviditet

Folsyre (fra før graviditet - 12. uge)
Du anbefales et dagligt kosttilskud på 400 mikrogram folsyre fra graviditet planlægges til 12. uge i graviditeten. Tages i forbindelse med et måltid.

Jern (fra 10. uge - efter fødslen)
Du anbefales et dagligt tilskud på 40 - 50 mg ferrojern fra 10. uge - fødslen. Tages mellem måltiderne sammen med juice/frugt.

D-vitamin (hele graviditeten)
Du anbefales et dagligt tilskud på 10 mikrogram D-vitamin gennem hele graviditeten. Tages i forbindelse med et måltid.

Kalk (hele graviditeten)
Du anbefales et dagligt tilskud på 500 mg kalk i hele graviditeten, hvis du ikke får, hvad der svarer til en 1/2 liter mælk hver dag. Tages i forbindelse med et måltid.

Multivitamin (hele graviditeten)
Det kan være en god ide at tage en multivitamintablet dagligt under graviditeten. Tages i forbindelse med et måltid.

Efter graviditet

Jern (efter fødslen)
Du bør fortsætte med et jerntilskud på 40x50 mg i nogle uger, hvis du har mistet meget blod under fødslen. Tages mellem måltiderne sammen med juice/frugt.

Multivitamin (ammeperioden)
Det kan være en god idé at tage en multivitamintablet dagligt, når du ammer. Tages i forbindelse med et måltid. 

Kalk (ammeperioden)
Du anbefales et dagligt tilskud af kalk, når du ammer, hvis du ikke får, hvad der svarer til 1 liter mælk om dagen. Tages i forbindelse med et måltid

Barnets første tid

D-dråber (fra barnet er 2 uger - 4 år)
Barnet anbefales et dagligt tilskud på 10 mikrogram D-vitamin fra det er 2 uger - 4 år. Gives i forbindelse med et måltid. 

Jerndråber (spørg læge eller sundhedsplejerske)
For tidligt fødte børn og børn født til tiden men med fødselsvægt under 2500 gram anbefales et dagligt tilskud af jern. Spørg læge eller sundhedsplejerske om dosis. 

Multivitaminer (fra barnet er 1 1/2 år)
Hvis barnet er meget kræsent eller spiser meget lidt, anbefales det en daglig børnevitamintablet fra det er 1 1/2 år. Gives i forbindelse med et måltid. 

Kilde: Sundhed.dk 

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen