Er dine fødder klar til foråret? Se relaterede produkter

Er dine fødder klar til foråret?

De varmere temperaturer kalder på bare tæer i sandaler. Men er dine sommerfødder klar, eller døjer du ufrivilligt med tør hud og triste negle? Så er det bare med at komme i gang med pimpsten og fodbad. Det behøver ikke at tage lang tid, og vi guider dig til hvordan.

Vintermånederne kan være hårde for vores fødder, som det meste af tiden er lukket inde i store sko og støvler. Når vi ikke ser vores fødder så ofte, kan det være nemt at glemme den vigtige fodpleje. Og bare rolig, du er ikke den eneste, der måske bliver overrasket over dine fødders tilstand efter en lang vinter, når du finder forårssandalerne frem.

Dine fødder er vigtige og skal bære dig gennem resten af livet. Derfor fortjener de også, du passer godt på dem og giver dem samme pleje, som du eksempelvis giver huden i dit ansigt og på dine hænder.

>> Se vores 10 tips til sunde fødder her

Heldigvis kan du komme rigtig langt med ganske få hjælpemidler og en god portion tålmodighed. Når først du har plejet dine fødder grundigt igennem efter den lange vinter, tager det ikke lang tid at holde de lækre sommerfødder ved lige.

Hård hud på fødderne

Vi bruger vores fødder hver dag, og det er klart, at det tærer på dem at skulle bære os rundt i skiftende, mere eller mindre komfortabelt fodtøj og på forskelligt slags underlag dag ud og dag ind.

Hård og tør hud på fødderne er noget, de fleste kender til og døjer med. Ikke alene ser det ikke pænt ud, og derudover er det helt normalt, og at hudproblemerne kan føre til kløe og svie. Det er derfor vigtigt, at du plejer dine fødder hver dag med en god, fed fodcreme, eksempelvis inden du går i seng.

En idé kan være at tage et par bomuldssokker på bagefter. Det kapsler fugten inde og sikrer, at dine fødder er lækre og bløde næste morgen.

>> Find apotekets produkter til fodpleje her

Frisk luft og fodbad

Dine fødder har brug for masser af kærlighed og pleje efter den lange vinter, og en god måde at forkæle dem på er med et lækkert fodbad. Ikke alene er det afslappende at kunne læne sig tilbage og nyde roen. Det blødgør også huden på fødderne, som du efterfølgende forsigtigt kan slibe af med en pimpsten.

Husk altid at tørre fødderne grundigt, også mellem tæerne, efter bad og fodbad. Det mindsker risikoen for at udvikle fodsvamp.

Frisk luft er godt til fødder, der har været spærret inde længe. Derudover træner vi både muskler, ledbånd og balance, når vi går med bare tæer på ujævnt underlag: i sandet eller på græsset i haven. Så af med skoene, på med solcremen og få luftet de smukke sommerfødder. 

Ligtorne og nedgroede negle

Nedgroede negle på fødderne kan være arveligt, men det kan også forekomme, hvis dine sko trykker. Hold derfor øje med, om dit fodtøj skal skiftes ud, hvis du opdager, at neglen generes af dine sko. Derudover er et godt råd at klippe neglen lige over i stedet for at klippe dem runde, som du vil gøre med dine fingernegle.

Ligtorne er små, hårde cirkler af hård hud på fødderne, som ligesom med nedgroede negle også forårsages af et pres mod fødderne. Du vil opleve, at der opstår hård hud på foden, hvis den har været udsat for et tryk gennem længere tid. Det gør den for at beskytte sig. Den hårde kerne i midten, kan føles som en torn, der stikker ind i underhuden, derfor navnet ligtorn. En ligtorn kan behandles med særligt plaster, der reducerer smerten og blødgør huden. Døjer du med en genstridig ligtorn, kan en fodterapeut hjælpe med at fjerne den.

Er du i tvivl om, hvordan du plejer dine fødder korrekt, er du altid velkommen til at spørge på dit lokale apotek. Vi står klar til at hjælpe dig.

Det kan være en hård omgang at give fødderne den første forårspleje, hvis du ikke har plejet dem hele vinteren. Men det er en god idé at passe på sine fødder løbende, så giv dem et velfortjent fodbad og slib med en pimpsten en gang om måneden. De vil takke dig for det.

Det er vigtigt, at du bruger en god, fed fodcreme dagligt, hvis du gerne vil have bløde fødder. En god idé er at smøre dem ind, inden du går i seng og tage en bomuldstrømpe udenover. Det hjælper fødderne med at blive bløde, mens du sover.  

Fødderne kan hæve op, hvis vejret er rigtig varmt. Det er helt normalt, fordi blodkarrene udvider sig. Hævede fødder kan også skyldes dårlig venepumpeaktivitet eller tilbageløb af blod fra benene. Oplever du hævede fødder og ben gennem en længere periode, er det en god idé at søge læge.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen