Se relaterede produkter

 

 

Er din medicin blevet for gammel?

Hvis du er fast bruger af medicin, kender du sikkert situationen, hvor du finder noget medicin bagerst i skabet, der er blevet for gammel. Og hvad gør du så?

Uanset om din medicin er blevet for gammel eller ej, så skal du altid aflevere medicinrester på apoteket. Du må aldrig bare smide dem i skraldespanden eller i wc'et. Apotekerne i Danmark har pligt til at modtage medicinrester og sørge for, at de bliver forsvarligt destrueret. Dette skal blandt andet sikre, at naturen ikke bliver tilført skadelige stoffer gennem forkert bortskaffelse. Når du afleverer medicinrester på apoteket, skal du så vidt muligt bevare det i originalemballagen. Vær omhyggelig med indpakningen, hvis der er tale om kanyler og andre skarpe eller spidse genstande. De skal afleveres i dertil indrettede beholdere, såkaldte kanylebøtter. Det skal sikre mod stikuheld for både apotekets personale og de, der senere står for destruktionen af resterne. Tomme insulinpenne skal dog blot afleveres sammen med øvrige medicinrester og må ikke anbringes i kanylebøtter.

Hold øje med holdbarheden

Medicin, der sælges på det danske marked, skal være forsynet med en holdbarhedsangivelse eller udløbsdato. Producenten skal i forbindelse med markedsføringen af sit produkt fremlægge holdbarhedsundersøgelser, der dokumenterer hvor længe præparatet kan holde sig, og angive det på emballagen. For nogle former for medicin, for eksempel insulin og visse typer øjendråber, kan der også være specielle krav til opbevaringen. Nogle skal helst ligge i køleskab, mens andre ikke må udsættes for sollys eller tages ud af emballagen. Disse oplysninger fremgår af medicinens pakning eller indlægsseddel. Du kan også altid spørge på apoteket, om der gælder særlige regler for netop din medicin.

Tjek din medicin igennem

Hvis din medicin er blevet for gammel, betyder det ikke nødvendigvis, at den er farlig. Men har den overskredet udløbsdatoen, kan du ikke længere være sikker på, at virkningen er, som den skal være. Det kan i nogle tilfælde være alvorligt. Du bør derfor regelmæssigt tjekke din medicin igennem, så du ved, at din medicin er brugbar og i orden. Vær opmærksom på, at nogle former for medicin, specielt sterile produkter, ofte har en kort holdbarhed efter åbning. Det skyldes som regel risikoen for, at produktet ikke længere er sterilt, og at du derved kan påføre dig infektioner ved anvendelse.

Medicin kan ikke byttes

Apotekerne er undtaget købelovens bestemmelser om returret på varer. Du har derfor ingen fortrydelsesret ved køb af medicin. Denne bestemmelse gør, at alle kan være sikre på, at medicin købt på apoteket er opbevaret og behandlet korrekt. Vi kan dog i visse tilfælde gøre en undtagelse, hvis vi vurderer, at der ikke er nogen risiko for en eventuel anden kunde. Det er dog helt op til det enkelte apotek at vurdere sagerne fra gang til gang. Det kan måske virke underligt og ulogisk, men i sidste ende er det for at garantere, at de varer, du køber på apoteket, er 100 % i orden. Hvis du sidder tilbage med andre spørgsmål eller bare gerne vil vide mere om opbevaring, bortskaffelse og holdbarhed af din medicin, så er du altid velkommen til at spørge os på dit apotek.

Medicin og holdbarhed

Medicinalfirmaerne angiver på forskellig vis din medicins holdbarhed på emballagen. Holdbarheden gælder kun, hvis lægemidlet i hele perioden har været opbevaret korrekt. Her er nogle forklaringer:

  • Udløbsdato 06-2012 - medicinen kan anvendes til og med 30.06.2012
  • Anvendes senest 06-2012 - medicinen kan anvendes til og med 30.06.2012
  • Anvendes inden 06-2012 - medicinen kan anvendes indtil 01.06.2012
  • Anvendes før 06-2012 - medicinen kan anvendes indtil 01.06.2012
  • Exp: 06.2012 - læs indlægssedlen, hvor den præcise dato står

Bemærk, at der for nogle lægemidler gælder en meget kortere holdbarhed, når du har brudt emballagen.

Tjek din medicin på mobilen

Vil du have let adgang til viden om medicin, så hent den gratis app Medicintjek fra Lægemiddelstyrelsen i App Store eller Android Market. Med den kan du blandt andet scanne stregkoden på din medicin og få meget mere at vide om brugen af den.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen