Derfor har din krop godt af tranebær
Der er mange gode grunde til at lade tranebær blive en fast del af din kost. De små, røde bær er sprængfyldt med vitaminer og mineraler, der giver kroppen og immunforsvaret et tiltrængt boost, særligt i den mørke tid. Tranebær kan spises friske, men fås også på apoteket som tabletter, kapsler, mikstur eller som brusetabletter.
Tranebær er et ikke helt almindeligt bær. I modsætning til hindbær, jordbær og de mange andre, spiselige sommerbær, smager tranebær nemlig meget bittert og syrligt, når man spiser dem rå. Mange vil vrænge på næsen af den anderledes smag, men i en marmelade, juice eller i tørret form er tranebær lækre og kan bruges på mange forskellige måder.
Udover sin anderledes smag, er tranebær sprængfyldt med C- og E-vitaminer samt en masse andre gode vitaminer og mineraler. Det blev derfor også for flere hundrede år siden brugt som et effektivt middel mod skørbug, som opstod som følge af vitaminmangel.
De mange gode kvaliteter, gør tranebærret til et eftertragtet bær, som mange vælger at inkludere som en del af deres faste sundhedsrutine. På grund af smagen kan det dog være svært at lade det indgå direkte i kosten, men så kan du med fordel tage tranebær som kosttilskud, som fås på apoteket.
Tranebærrets mange gode kvaliteter
Tranebær bliver i stigende grad brugt som kosttilskud på grund af dets rige indhold af vitaminer og mineraler. Det har en stor mængde C-vitamin, som opbygger og vedligeholder vores skelet, muskler, slimhinder og hud. Derudover opretholder vitaminet vores immunforsvar, som forsvarer os mod infektioner og sygdomme ved at angribe de bakterier og virus, vi omgiver os med - særligt i de mørke og kolde måneder.
Tranebærret er også rigt på E-vitamin, som styrker vores immunforsvar og er en meget effektiv antioxidant, som hæmmer sammenklumpning af blodplader. E-vitamin beskytter os desuden mod de ødelæggende virkninger af fri radikaler, som på sigt kan skabe celleforandringer i vores krop.
Sidst men ikke mindst er tranebærret rigt på forskellige gavnlige mineraler, blandt andet calcium, som hjælper til normal blodstørkning og energistofskifte samt magnesium, som mindsker træthed og udmattelse.
Tranebær som kosttilskud på apoteket
Tranebær vokser i Danmark, og sæsonen ligger fra oktober til december. De røde bær kan desuden købes som frostvare hele året rundt, hvor det fulde næringsindhold stort set er bevaret.
Vil du gerne drage nytte af nogle af bærrets mange gavnlige kvaliteter men ikke bryder dig om dets specielle smag, kan du med fordel overveje et dagligt kosttilskud indeholdende tranebær.
På apoteket kan du finde et bredt udvalg af produkter, hvor de mange gode egenskaber fra tranebærret er bevaret. Vælg blandt de populære kosttilskud, som fås i forskellige varianter, fra tabletter og kapsler til miksturer og brusetabletter.
Særligt i den mørke tid er kosttilskuddene oplagte til at give dit i forvejen trængte immunforsvar et tiltrængt boost. Har du brug for hjælp til at finde det helt rigtige produkt til dig, er du altid velkommen til at spørge personalet på apoteket.
Tranebær som middel mod blærebetændelse
Er du én af de mange danskere, der døjer med tilbagevendende urinvejsinfektioner eller blærebetændelser? Så har du sikkert hørt rådet om at drikke rigelige mængder tranebærsaft, som skulle kunne kurere blærebetændelse. Forklaringen på rådet er, at en syre fra tranebærret, hippursyre, skulle kunne sænke urinens pH-værdi og gøre det surt, så det kunne slå urinvejsinfektioner ned.
Undersøgelser tyder dog på, at det gamle husmandsråd ikke har en påvist virkning, hvis du allerede har blærebetændelse. Til gengæld kan personer med tilbagevendende infektioner i blæren i nogle tilfælde opleve en forebyggende effekt af et glas tranebærsaft eller to om dagen.
Kilder: medicin.dk, madensverden.dk, regionh.dk, videnskab.dk
Tranebær er rige på C-vitamin, der styrker immunforsvaret samt opbygger og vedligeholder vores skelet, muskler, slimhinder og hud. Derudover indeholder bærret E-vitamin, som er en meget effektiv antioxidant og flere mineraler, der hjælper vores blod med at størkne og mindsker træthed.
Immunforsvaret forsvarer os mod infektioner og sygdomme ved at beskytte os mod de bakterier og virus, vi dagligt omgås, når vi bevæger os blandt hinanden. Særligt i de mørke og kolde måneder, hvor vi generelt er mere syge, kan det være en rigtig god idé at styrke sit immunforsvar, eksempelvis ved at tage et tilskud af tranebær, som er rigt på C-vitamin.
Tidligere troede man, at tranebær kunne hjælpe mod tilbagevendende urinvejsinfektioner, fordi syren hippursyre skulle gøre urinen mere sur. Nyere undersøgelser har dog vist, at det gamle husmandsråd er en skrøne. Dog oplever nogle personer en vis forebyggende effekt ved eksempelvis at drikke et eller to glas tranebærsaft om dagen.