Vidste du, at apoteket tilbyder meget mere end medicin? Se relaterede produkter

Apoteket er mere end et sted, hvor du henter din medicin

For mange er apoteket det sted, de går hen for at hente deres receptpligtige medicin, og så videre igen. Men apoteket er også et sted, hvor du kan få rådgivning, vejledning og støtte.

Hjælp ved opstart af ny medicin

Når du starter på en ny behandling, er det afgørende, at medicinen tages korrekt, både i forhold til dosering og tidspunkt. Små misforståelser kan betyde, at behandlingen ikke virker efter hensigten, eller at risikoen for bivirkninger øges.

På apoteket kan du få en gennemgang af, hvordan din medicin skal tages, og hvad du skal være særligt opmærksom på. Det kan handle om, hvordan tabletter skal indtages, om kapsler må deles, eller om der er særlige forhold ved samtidig brug af anden medicin. Det kan også handle om, hvordan du bedst husker din medicin i en travl hverdag.

Formålet er at sikre, at du føler dig tryg og godt informeret, når du starter på din nye behandling.

Medicinsamtaler giver overblik

Hvis du tager flere typer medicin, kan det være en fordel at få et samlet overblik. Nogle får medicin fra flere læger eller afdelinger, så det kan være svært at bevare overblikket over doser og tidspunkter. Apoteket tilbyder gratis medicinsamtaler til borgere med nydiagnosticerede kroniske lidelser og til borgere, der oplever udfordringer med deres medicin.

Samtalen foregår i rolige omgivelser sammen med en farmaceut eller en certificeret farmakonom. Her taler I om hvad der er vigtigt for dig. Det kan være hvordan medicinen virker, hvordan den bedst tages, udfordringer i hverdagen, om der er noget der bekymre dig eller giver anledning til tvivl. 

En medicinsamtale kan også være relevant, hvis du oplever bivirkninger, er usikker på din behandling eller har svært ved at få medicinen til at passe ind i din daglige rutine. Samtalen er en mulighed for at stille de spørgsmål, der måske ikke blev stillet i konsultationen hos lægen.

Hold styr på medicinen

For borgere, der tager flere forskellige lægemidler, kan dosispakket medicin være en løsning. Apoteket pakker medicinen i små poser til hvert enkelt indtagelsestidspunkt, typisk for 14 dage ad gangen.

På hver pose står navn, CPR-nummer, dato, tidspunkt og indhold. Det giver større sikkerhed for korrekt indtagelse og mindsker risikoen for fejl. Samtidig undgår du ophobning af overflødig medicin i skabet.

Ordningen kan være en stor hjælp for både ældre borgere, pårørende, hjemmepleje og bosteder, og apoteket sørger for pakningen efter lægens recepter.

Tjek på inhalationen

Bruger du inhalationsmedicin til astma eller KOL, er korrekt teknik afgørende for, at medicinen virker. På apoteket kan du få et gratis inhalationstjek, hvor du sammen med en fagperson gennemgår din teknik. Det tager omkring ti minutter, men kan have stor betydning for behandlingens effekt.

Pillepas ved rejser

Skal du rejse med stærk smertestillende medicin, sovemedicin eller anden medicin, der indeholder euforiserende stoffer, kan det være nødvendigt med et pillepas, hvis du rejser i Schengen-lande.

Pillepasset dokumenterer, at medicinen er til dit eget brug. Udfyld pillepasset på apoteket.dk, og afhent det gratis på dit lokale apotek. Husk også at medbringe dit pas og sikre, at der foreligger en arkiv ordination. Attesten gælder i op til 30 dage og skal udstedes for hvert relevant lægemiddel.

Gravid eller nybagt forælder

Apoteket tilbyder også rådgivning til gravide og nybagte forældre, blandt andet om vitaminer og kosttilskud. Kroppens behov ændrer sig i forbindelse med graviditet og amning, og her kan personlig vejledning være en hjælp.

Derudover kan brystpumper lejes på flere apoteker, hvilket kan være en økonomisk god løsning, hvis pumpen kun skal bruges i en kortere periode.

En del af dit sundhedsteam

På apoteket kan du få hjælp til meget mere end blot din medicin. Mange af landets apoteker tilbyder i dag en række sundhedsydelser, herunder muligheden for at blive vaccineret. Du kan blandt andet blive vaccineret mod sygdomme som influenza, lungebetændelse og helvedesild, ligesom mange apoteker tilbyder rejsevaccinationer. Du kan læse mere om de specifikke vaccinationer og finde dit nærmeste vaccinationsapotek på apoteket.dk.

Apoteket er en del af det samlede sundhedsvæsen og samarbejder med både læger og andre sundhedsprofessionelle. Rådgivningen tager altid udgangspunkt i den behandling, lægen har ordineret, og hvis der opstår spørgsmål, der kræver lægelig vurdering, bliver du henvist videre.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen